Folkelig forudsigelighed

Koncert - Folkeklubben

Tag ikke fejl. Jeg og mange andre æææælsker Folkeklubben.

I min og mange andres bog står de til at overtage den populære folketrone, der først tilhørte Gasolin og som senere helt naturligt blev Kim Larsens.

Men, men – bandet har i løbet af de sidste par år gennemgået en radikal forvandling. Fra det oprindelige trioformat med Kjartan Arngrim, akustisk guitar og sang, Rasmus Dall, elguitar og Rasmus Jusjong, diverse percussion.

Det var åbent og legende og det overvejende akustiske udtryk blev båret frem af lethed og entusiastisk uforudsigelighed.

Forsanger Kjartan Arngrims tekstunivers har hele tiden kredset om at portrættere vor samtid og samtidig sætte personlige spørgsmålstegn ved, om alt nu også er så godt, som vi går og tror.

Det tekstunivers er der sådan set ikke blevet lavet om på. Det er der stadig og udvikler sig til stadighed. Arngrim er nemlig en både reflekterende og bevidst sangskriver, der såmænd ogsåe kender sin Kierkegaard og H.C. Andersen.

Men Folkeklubben anno 2022 stiller op som et traditionelt rockorkester. Jusjong er kommer bag et "rigtigt" trommesæt med bækken og tam-tammer, og så er Aalborg-bassisten Mark Kühn kommet med. Det giver tyngde og vægt i lydbilledet.

Det gynger og rocker, men lidt af magien går også tabt, selv om det stadig er godt.

Folkeklubben gav den fuld pedal, med lysshow og en veloplagt og som altid flittigt samfundskommenterende Kjartan i front, fik vi stribevis af gruppens sange – numre som ”Ring når du får tid”, ”Danmarksfilm”, ”Sort Tulipan” og selvfølgelig den første landeplage ”Fedterøv”.

Det kører som en velsmurt maskine med gadedrengefløjt, gode melodier og masser af folkelig appel og god plads til skråle-med-kor og ”det er godt for det, der er oppe i dit hoved”

Det er som om, at Arngrims ganske ambitiøse og ”skæve” reflekterende tekster drukner lidt i al det udvendige showagtige. Skønt meget er tilgivet, når han fletter H.C. Andersen tekstlinje ”Afgrundsrosen i dit hår” ind i nummeret ”Cohiba Zanzibar”.

Eller hylder en af dansk musiks store sangskrivere, Benny Holst. Med en elegant fortolkning af dennes ”Blomsten og vasen”.

Folkeklubben er elskelige og folkelige, men det er lidt som om det samfundskritiske, det personligt reflekterende, på en gang oplysende, søgende og spørgende, har fået dårlige vilkår i rockformatet.

Du vil aldrig kunne beskylde Folkeklubben for at fedtspille eller spare på energien, og de efterlod både sig selv og publikum godt og svedigt underholdt.

Men de er også stadig bedst, når de kaster sig ud i uforudsigelig leg, hvor der er bedre plads og frirum til improvisation. Det kunne du savne lidt denne aften.

Foto: Arkiv og private