Hen over sommeren vil vi fortælle om musikken, der gjorde en forskel. I hvert fald for de enkelt skribenter. Vi har sikkert alle et stykke musik, der har betydet ekstra meget for os. Som har været betydende for én. Om det handler denne serie. Og læserne må gerne være med. Se i faktaboksen under artiklen.
Den første historie handler om Crosby, Stills, Nash & Young og deres album "Deja vu", der udkom i 1970.
Men inden vi kommer så langt, så skal vi nok lige ridse banen op.
I 1970 var der ikke noget, der hed streaming, wifi, internet eller andre moderne ting. Dengang havde man tre kilder til musik: Grammofonen, båndoptageren og radioen. I hvert fald hvis det handler om rytmisk musik.
Nej - vi taler slet ikke om fjernsynet - det der nu om stunder hedder tv. For her blev der spillet klassisk musik. Pop og rock havde kun sjældent adgang. Og havde det, så var det navne som Raquel Rastenni og Grethe Sønck, vi talte om - altså husmor-pop. Undskyld det lidt nedladende udtryk.
Radioen var også klassisk opdragende og spillede ikke meget pop - begrebet rock opstår først i 1970'erne. Men lørdag var undtagelsen. Efter middagsradio-avisen var der Pop Før på Program 3. Det var gammel musik. Det blev afløst af Pop Nu - ugens hitliste - mellem klokken 13:05 og 14. Og lørdag aften klokken 23:05 var der LP Top 10. Det sluttede klokken 24. Det gjorde radioen også. Der blev ikke sendt om natten.
Og der sad så 14-årige Max Melgaard i det sene forår 1970 parat med sin båndoptager for at optage musik på spolebånd.
Ja - båndoptageren var et vigtigt apparat, hvis man selv ville bestemme musikken. Alternativet var en grammofon. Men sådan en fik jeg først året senere. Den slags udstyr var nemlig hundedyrt dengang. Det var en grammofonplade også. En LP kostede 45 kroner. Det svarer til omkring fem timelønninger i dag.
Jeg tror, værten denne sene lørdag aften hed Sven Wezelenburg. Han gennemgik de 10 mest solgte LP'er i ugen op til, at hitlisten blev præsenteret. På det tidspunkt havde Simon & Garfunkels "Bridge over troubled water" svejset sig fast til førstepladsen, hvor den blev hængende i et års tid. Men der kom pludselig et nyt album ind på listen, og der blev spillet hele to numre fra det album:
Crosby, Stills, Nash & Young: "Deja vu".
Første nummer fra albummet var "Teach your children". Jeg havde aldrig hørt noget magen til. Her var nogle eventyrligt smukke vokalharmonier tilsat rockmusik. Det var enestående smukt produceret, og jeg var solgt øjeblikkeligt.
Bagefter spillede værten "Woodstock" fra samme album. Her var der meget mere rock. Men stadig et voldsomt smukt vokalarbejde.
Joni Mitchel havde skrevet den sang, og hun havde selv indspillet den i en udgave med masser af mol og depression. Her blev sangen foldet helt ud med masser af rock og flotte harmonier.
Det øjeblik blev definerende for mit musikalske verdensbillede. Jeg skiftede engelsk popmusik ud med amerikansk vestkystmusik. Ud over Crosby, Stills, Nash & Young (CSNY), kom jeg til at lytte til Grateful Dead, Jefferson Airplane, Quicksilver Messenger Service. Og altså også Joni Mitchel og meget mere fra samme nabolag.
Albummet blev indspillet i en slags kollektiv kærlighedssmerte. Tre af de fire var blevet forladt af deres kærester. Den ene ved et dødsfald. Både Crosby og Nash havde et forhold til Joni Mitchel - det forklarer måske hvorfor hun har en sang med på albummet. Og tillige havde alle fire nogle gigantiske egoer. Så indspilningen var også et clash of egoes.
Det betød også, at de fire musikere stort set ikke var i studiet samtidig. De kom én ad gangen, spillede deres instrumenter (især Stephen Stills) og lagde deres vokaler på. Neil Young sad i Los Angeles og de andre i San Francisco. Så blev råbåndene fragtet frem og tilbage.
Det siges, at det tog 800 timer at indspille albummet, for det var også nogle meget ærekære musikere, der stod bag. Alt skulle være perfekt. Titelnummeret blev optaget 100 gange, før det var i kassen. Men sangen "Carry on" blev dog klaret på en dag.
Jeg lytter stadig jævnligt til pladen. For den holder altså her 52 år efter udgivelsen. I starten havde jeg den på min båndoptager. For jeg fik først pladespiller året efter. Men juleaften 1972 fik jeg mit eget eksemplar. I original indpakning med guldbogstaver i ægte guld og et fotografi klistret på omslaget.
Vil du være med?
Vi vil meget gerne dele læsernes oplevelser med et stykke definerende musik. Musik der har betydet noget resten af livet. Og det altså uanset om der er tale om klassisk, jazz, pop, rock eller andet. Vil du præsentere det stykke musik, der for alvor betød noget, så send dit bidrag til:
Medsend et billede af dig selv og gerne også et eller flere billeder af albummet, bandet eller hvad der nu falder dig ind. Og husk telefonnummer, så vi kan kontakte dig.