CD - Peter Rosendal: ”Vejviser”
Naturjazz? Hvad er det nu for en størrelse – tjo, den eksperimenterende pianist Peter Rosendal er taget rundt i det ganske danske og har optaget naturens lyde. For derefter at bruge reallyden – solsorten, klokkefrøen, regnens hvisken i egens blade eller vibens skrig – som udgangspunkt for albummet ”Vejviser”
Ni numre, der har til formål at gøre opmærksom på, hvor presset den danske natur er. Og samtidig byder på meditativ skønhed i sin blanding af naturlyd og improviseret musik – et crossover mellem natur og musik, mellem fuglefløjt og et menneske, der også kan spille melodika og det sære blæserinstrument flugabone.
Forfatter Carsten Jensen har skrevet linernotes til alhummet og advarer heri mod ”den sjette masseudryddelse”, hvor vi er på mod ”en planet med med opholdstilladelse til stadig færre arter”.
Rosendal spiller selv på to klaver samtidig. Et Steinway og et Hornung & Møller. Vildt ikke, men også poetisk og magtfuldt, som på åbningsnummeret ”Tornsangerland”, der er bygget op omkring lydoptagelse fra Amager Fælled.
Med sig på albummet har Rosendal en række prominente og kompetente gæster: Trompetisten Palle Mikkelborg byder ind med sin kosmisk-lyrisk tone på ”Almindsø”,ligesom den amerikanske sangerinde Nancy Hams er med på ”Peter’s Garden” og fletter sin stemme sammen med solsortens.
Det er musik, som trækker vejret i rolige dybe åndedræt, men det kan også bevæge sig ud i freejazz-lignende forløb.
Det er en rigtig god skive at have kørende, som en slags musisk lydtapet. Men modsat frysediskens muzak byder den hele tiden på vitaminrige overraskelser – i sin udforskning af landskabets ”egenlyd”, der har inspireret til improvisation, fortolkning og melodi.
Hør blot Mikkelborg gå i flygelhorns infight med fuglekvidren og naturens trillende insisteren på at være til og have lov til det.
Det kan blive lyrisk let som i ”Peters Garden”, dyster mørkt og samtidig fredfyldt i ”Oldenborre”, eller gå i tenorsax med gæsten Cecilie Strange i ”Klokkefrøstien”.
”Skibsted Fjord” på Thykanten er også kommet med på albummet. Med en blæsefrisk melodi, der giver associationer til "Blæsten går frisk, over Limfjordens vande".
Sammenlagt har Peter Rosendal travet 134 km rundt i Danmark tidligt om morgenen for at optage lyden af naturen, og hvert enkelt område har derefter dannet udgangspunkt for og er blevet til et stykke musik.
Formet af ham, men også af stedets egen lyd, fuglekvidder, summende insekter, kvækkende frøer, dryppende regn og bækkens rislen.
Hele 1800 dyrearter er truede i Danmark. Det gør dette album opmærksom på, og slår på sin egen lyriske måde et slag for at bevare biodiversitet.
Du har med garanti aldrig hørt noget lignende, og det er altså ment som en anbefaling.
CD
- Peter Rosendal:
- "Vejviser”
- På cd, lp og digtitalt.
- Creative Cph Records.