Sange fra sjæletræet

CD - Kira Skov: ”Spirit Tree”

”Here we go again”. Straks fra åbningsnummeret svøber Skovs intime, betroende stemme, sine steder hviskende, andre steder sløret sensuelt, trist eller – mere sjældent – glad sig omkring ens lyttende jeg.

Så på en måde er alt, som det plejer og så alligevel ikke. Den danske sangerinde, 45 i år, har både sunget regulær rock med The Kindred Spirits, og blev for alvor et solonavn med ”When We Were Gentle” og ”May Your Mind Explode A Blossom Tree”.

Produceret af en vis John Parish, kendt for sin samarbejde med bl.a. P.J. Harvey.

Kira Skovs sangstil og stemme ændrede sig omkring det tidspunkt 2013/2015, det henåndede, spirituelt farvede tog over i forhold til det mere kraftfulde direkte.

Men hun er også en dygtig og stilsikker jazzsangerinde, som det er at høre på hyldesten til Billie Holiday på ”Memories of Days Gone By”

Hendes nye album er blevet til under den store coronanedlukning, hvor Kira sad i sit kolonihavehus og skrev sange. For derefter at sende lydfilerne ud til musikere, hun havde samarbejdet med eller beundrede.

Der så lagde noget til, tilføjede sang eller lyd, og dermed tog sangene et helt andet stede hen. Duetter med internationale navne som Jenny Wilson, Mark Lanegan, Bonnie Prince Billy m.fl. Plus danske Mette Lindberg og Steen Jørgensen.

Det er et album, der åbner sig mere og mere for hver gennemlytning. Som det tidlige forårs nøgne magnolietræ, der først ikke ser ud af det store, men som efter tøvende tilløb pludselig står der med et overvældende flor af tulipanblomster.

På samme måde er albummet her hverdag og samtidig en spirituel besyngelse af, hvad der er vigtigt i et menneskeliv. Familie, børn, venner og kærlighed og hvad mere skal der så egentlig til ud over brød, vin og roser?

Det er spændende at lytte til, fordi de mange gæster på hver deres måde løfter Kira og hendes alvorlige, kernesøgende sangskriveri et andet og nyt sted hen.

Åbningsnummeret ”We Won’t Go Quitly” indspillet med guitar i kolonihavehuset med guitar, småsnak og stemmer i baggrunden, så nært og trygt og samtidig en protest mod politimordet på Georg Floyd. Og med gæsten Bonnie Prince Billys vokal spinkelt æterisk tilføjet.

Vor egen Steen Jørgensen lægger maskulint mørkt sin Leonard Cohen-stemme på ”In The End”, og der er en glad, kvidrende sødmefuld stemning over hyldesten til Kate Bush og Dusty Springfield med sangerinde Mette Lindberg. Ganske meget et lille pophit.

Sådan fortsætter albummet med hele 14 numre, nogle som sære perler, der skal høres et par gange, inden de folder sig ud. Selveste Patti Smiths førsteguitarist Lenny Kay er også med, som reciterende sanger, men det er mere i numre som den strygerindsmigrende ”Idea Of Love”, svenske Jenny Wilsons sære stemme på ”Horses” og den mørke kærlighedshunger på ”Love Is A Force”, der er noget på spil.

Eller i ”Burn Down The House” balancerende et sted mellem Tom Waits og Holiday, sprød og skæv på én og samme tid. Og det er ment som en ros.

Det er et svævende, uvirkeligt og alligevel meget jordnært album, og kunne du savne noget, var det at Kira fik lov til at brøle igennem, visse tænder i vrede eller glæde. Rystede lidelsen af sig. For det bliver sine steder næsten for velproduceret æstetisk pletfrit, men også selvpålagt tungsindigt. - Træt af livet og ked af nederdelen, som min gamle mor ville have sagt det.

Men bliver så også reddet,  som i ”Ode To The Poets”.

Igen med Mette Lindbergs lyse, smittende popglæde sat op mod Kiras mørkere vokal. En besyngelse af litteraturens store, Kerouac, Dylan Thomas men selvfølgelig også Cohen – de er der, som et frelsende hele og en del af os.

I vort fælles sjæletræ.