Tomheden efter en afdød ven

Jazz/cd - Keith Jarrett: ”Bordeaux Concert”

En af mine favoritmusikere hedder Keith – nej, ikke blues- og rockpiraten Keith Richards fra Rolling Stones, selv om han også er god – men jazzpianisten Keith Jarrett.

Jazz, det er her, at min gamle pludselig afdøde ven kommer ind i billedet. Han ville få ståpels af afsky og ville bede mig om at hive cd’en ud af afspilleren, trampe på den og brænde skidtet.

Sådan er der mange, der har det med det, vi nogle gange kalder jazz. Men jeg har faktisk brugt denne live-indspillede solokoncert fra mester Jarrett som et helle. Et sted, hvor jeg, når jeg lyttede ,kunne tænke på ham, vort liv sammen, glæder og sorger. Sådan et slags mentalt pauserum, hvor tanker bare flød frit. Hjalp eftertænksomhed og langsom accept på plads.

Keith Jarrett, i dag 77 år, hører til blandt de store, ikke bare i jazzens verden, men som en af de største instrumentalister og en nyskabende begavelse igennem en årrække. Specielt når det gælder improvisation.

I 2018 blev ham ramt af to slagtilfælde. og han vil sandsynligvis aldrig blive i stand til at optræde igen. Koncerten her er optaget 6. juli 2016 i franske Bordeaux, og netop udgivet på det tyske ECM-mærke.

Jarrett selv husker ikke  længere så meget fra selve koncerten. Udover at han fik et ganske elendigt måltid, inden han skulle spille i operabygningen. ”Jeg vil tro, at det må være en national forbrydelse i Frankrig – at servere et så ringe måltid”.

Det gik imidlertid ikke udover kvaliteten af disse 13 improviserede stykker. Det er klaverkunst, skabt på stedet på det store koncertflygel. Et enkelt tema, en musikalsk ide bliver udforsket vendt og drejet.

Det kan tage form af lynhurtige og febrilsk dirrende løb. Nervepirrende og ulideligt rastløs, som får free-jazz til at lyde som en beroligende salme. Men musikken kan så pludselig vende og flyde hen i spirituelle overtoner og selvfølgelige, enkle melodiske indfald.

Det er lidt som livet selv. Uforudsigeligt, skræmmende, men altid rigt i al sin uventethed. Du kender det sikkert godt, hvordan du har travlt med at planlægge dit liv, og pludselig tager det en drejning, som du aldrig kunne have forudset, og intet er mere det samme.

Sådan er musikken her også.

Jarrets selv tror aldrig, at han kommer til at spille igen. Højrehånden er ikke, hvad den engang var, og venstrehånden … glem det! Men han har lyttet til optagelserne, og sammenligner dem selv med hans berømte sologennembrud ”The Köln Concert”, 1975.

Det er også værd at lytte til hans ”skandinaviske højfjelds- og vanvidsmusik”, som den kom til udtryk i hans samarbejde med den norske saxofonist Jan Garbarek. På album som ”Belonging” (1974) og ”My Song” (1977).

Selv har jeg brugt de 13 Bordeaux-stykker som en slags mental renselse – og jeg kan varmt anbefale. Giv dig tid og kom over din forskrækkelse for mandens frygtindgydende teknik og lynhurtige løb … for så pludselig at opleve, hvordan musikken ånder afklaret og ubesværet. Som en blid bølge, der vasker strandkanten ren.

Jeg kan ikke anbefale misbrug af Jarrett til alle, men mig har han altid hjulpet.

Anbefalelsesværdig er stykkerne tre og syv, hvis du er til det mere afdæmpede vemod, men ingen af numrene bærer titler. Dem kan du selv klistre på. Det er fri musik – og ikke specielt målrettet mod jazzkendere.

Med højt til himlen, og plads til at fylde tomheden efter en afdød ven. Lyt til det afsluttende nummer 13.