Skip to main content
Cd'er

Stilhed er også musik

CD’er - Axel Borup-Jørgensen

”Marin”, "Nordic Sound - "Tribute to Axel Borup-Jørgensen" og ”Floating Islands”

22. november 1924 fødtes i Hjørring Axel Borup-Jørgensen, som blev én af sin generations mest flittige, opførte og anerkendte komponister.

Allerede som 2-årig flyttede Axel med sin familie til Sverige og senere til København og Birkerød, hvor han døde i 2012. I København lod han sig uddanne som pianist og musikpædagog, men fik også undervisning i instrumentation, komponistens grundlæggende håndværk.

Som komponist var han dog selvlært, men han deltog i de navnkundige kurser for avantgardekomponister i Darmstadt i 50’erne. I 1948 debuterede Borup-Jørgensen som komponist, og der kom rigtigt gang i kompositionerne, en værkrække, der nåede imponerende 187 opus, det sidste komponeret året før hans død.

Borup-Jørgensens værker blev spillet, transmitteret og udgivet i en lind strøm hele hans liv, og efter hans død satte pladeselskabet OUR Recordings sig for en mere omfattende dokumentation af dem.

Herunder albummet "Marin", der indeholder både cd og dvd. Orkesterværket "Marin" er en milepæl, ikke blot i Borup-Jørgensens værkrække, men i hele dansk musikhistorie, prisbelønnet og kendt internationalt.

Det blev komponeret mellem 1963 og 1970, ifølge komponisten med over 8.000 arbejdstimer, og det 20 minutter lange værk både chokerede og imponerede musikverdenen.

Det viste nye klange, nye former, en enorm detaljerigdom og var meget anderledes i forhold andet i tiden.

Ud over selve orkesterværket finder man en dvd med dels en portrætfilm om Borup-Jørgensen, dels animationsfilmen "Marin". Den første en blanding af naturoptagelser fra Sverige, dokumentarisk materiale og udtalelser fra musikere og komponister, der forholder sig til den yderst elskværdige og galante, men også krævende komponist og hans egenartede musik.

"Jeg komponerer for at finde ind til det, der virkeligt er mig" som Borup-Jørgensen beskedent erklærede. Filmen er et 40 minutter langt, lyrisk ekspressivt og meget loyalt portræt af komponisten.

Animationsfilmen "Marin" er skabt af Morten Bartholdy, Niels Valentin og Allan Lückow i 2012. Filmen, der har orkesterværket som ledsager, er lige så imponerende i sine kunstneriske dimensioner, som Borup-Jørgensens musik.

Også her er der tale om store visioner over for en imponerende detaljerigdom, lyriske og langsomme, farverige udtryk og stor skønhed. Filmen er således ikke blot en visualisering af musikken, men en organisk sammensmeltning af billede og lyd.

I modsætning til de meget komplicerede og detaljerede partiturer er Borup-Jørgensens musik meget enkel og umiddelbar og faktisk ikke vanskelig at lytte til, men den fordrer stor koncentration, både af musikere og lyttere.

Heller ikke dét er vanskeligt, for på forunderlig vis drages man helt ind i musikken, som er fortættet, koncentreret og præget af stor skønhed Den er på mange måder helt anderledes, end hvad man ellers på den tid, og hvad komponisten lod sig inspirere af i Darmstadt.

Ud over det store "Marin"-album skal denne korte introduktion også nævne et par andre cd'er,  dels "Nordic Sound - Tribute to Axel Borup-Jørgensen", der som titlen siger viser den store respekt, han nød blandt kolleger.

Her findes værker af Bent Sørensen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Sunleif Rasmussen, Mogens Christensen og Thomas Clausen, nogle af landets mest toneangivende (undskyld udtrykket) komponister i generationen efter Borup-Jørgensen.

Man skal næppe lede efter direkte spor fra den gamle i deres musik, de er meget forskellige, men udvalget virker naturlig og spændende, og krones af Borup-Jørgensens egen "Sommasvit" fra 1957 - ét af de mest karakteristiske og spillede værker fra årene i Sverige.

Guitaren var ét af de instrumenter, der fik størst opmærksomhed fra Borup-Jørgensen, og CD’en ”Floating Islands” med guitaristen Frederik Munk Larsen bringer et udvalg af de mest betydningsfulde værker.

Hans meget klare og velargumenterede udførelser peger på, at Borup-Jørgensens guitarværker har fundet "sin" måske mest kvalificerede udøver. Som titlen antyder, er det en næsten huldsalig oplevelse at gennemhøre hele cd'en i koncentreret ensomhed.

Axel Borup-Jørgensens musik er mere end et bekendtskab værd. Den er næsten et must for den, der interesserer sig for samtidsmusik. Der findes en righoldig mængde udgivelser fra OUR Recordings og Dacapo Records med musik af komponisten, der proklamerede at "Stilhed er også musik".

Portrætfoto: Leif Hesselbjerg

PS: Som musikproducer er jeg ikke altid lige glad for at få besøg i radiovognen af komponister og musikere med mere eller mindre gode råd til, hvordan jeg skal gøre mit arbejde. Men når det gjaldt Borup-Jørgensen var det berigende og herligt, både på grund af hans overmåde venlige attitude, men også fordi han bidrog med brugbare forslag og helt nye vinkler til forståelse af hans musik.

Faktaboks

  • "Marin" for orkester
  • Medvirkende: DR Radiosymfoniorkestret, Thomas Søndergård, dirigent
  • Indeholder også en række markante kammermusikværker af Borup-Jørgensen og dvd med portrætfilmen "Axel" og animationsfilmen "Marin".
  • OUR Recordings 2.110426
  • "Nordic Sound" - Tribute to Axel Borup-Jørgensen
  • Værker af Bent Sørensen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Sunleif Rasmussen,
  • Mogens Christensen, Thomas Clausen og Borup-Jørgensen
  • Medvirkende: Michala Petri, blokfløjter, Lapland Chamber Orchestra, Clemens Schuldt, dirigent
  • OUR Recordings 6.220613
  • "Floating Islands"
  • Værker for guitar solo. Medvirkende: Frederik Munk Larsen, guitar
  • OUR Recordings 6.220672
  • www.ourrecordings.com
Arkiv