Roots, show og Chicago blues

Big Creek Slim & Johnny Burgin

*****

Gregory Boyds Big Gumbo Show

***

RJ Mischo og Johnny Burgin Band

**** 

Så kom den Blå Festival da for alvor op i omdrejninger på anden dagen. Efter nattens regn klarede vejret op,og der blev augusthedt med blå, blå himmel og desto mere grund til at komme ud og høre noget godt musik.

En fast gæst gennem efter en del år er bluesmanden Big Creek Slim, og ham måtte vi da høre i mere intime omgivelser, inden han går på scenen i aften på Toldbod plads med sit band, The Cockroaches.

”Kulturcenter” kalder de Fjordbyens værtshus, og første gang Big Creek skulle spille her, frygtede han det værste.

Stole på snorlige rækker og en lidt andægtig stemning.

Men sådan et værtshus er jo næsten perfekt hjemmebane for en bluesmand, der selv har rejst og spillet i USA på ganske ydmyge juke joints.

Med sig på scenen havde Slim den amerikanske guitarist John Burgin, og de to lagde instrumentalt; stille og eftertænksomt ud.

Uden indledende introduktion.

Burgin følsomt spillende slide på elguitar, mens Big Creek lagde rytme og melodi på sin slidte brune halvakustiske.

En veltjent, gammel kasseguitar, der er blevet limet og lappet sammen så mange gange, at det ikke længere lader sig gøre at tælle det.

De to har ikke tidligere spillet sammen, så selvfølgelig skulle de lige føle hinanden på tænderne – eller rettere strengene.

Det fungerede fint, når de på skift tog vokalen. Voldsomt hyggeligt at sidde i det varme solskin, mens vejen foran ”Kulturen” midlertidigt var spærret af tætpakkede stole.

Det var brugs-blues på den fede måde, og midt i al småsnakkeriet kunne du jo overveje at lytte til musikken, hvis du ikke kunne finde på noget at tale om.

Big Creek bød på rootsblues, når han tog teten, mens Burgin var mere ovre i den moderne Chicago-stil.

De klædte hinanden, men der var alligevel forskellige rent stemmemæssigt.

Big Creek har jo en stemme dyb som Marianergraven, 11.034 meter nede i Stillehavet, og er samtidig så udtryksfuld som en blåhval med tømmermænd. Det hypnotisk gentagne og feeling er noget han mestrer, som få andre herhjemme.

Gode numre fik vi, uden at der blev brugt tid til annoncering eller introduktion, men det passede perfekt til stemning og publikum. ”Messin’ that Thing” og andre numre, der vist ikke ville kunne klare en #MeToo-test.

“I don’t want no woman running out all night long” – eller hvad med en sanglinje som “Give me good to ki to ku, to the break of day” Gæt selv hvad det mon kan være for en seksuel aktivitet, der bliver sunget om. To gode timer med roots blues.

Om aften blev det tid for Gregory Boyds Big Gumbo Show til at tage os på musikalsk og historisk rundtur til New Orleans og lære os om byen, hvor jazz og bluesmusikken blev født.

Bag sig har forsangeren Gregory Boyd et syv m/k stort band, to sangerinder, guitar, bas og trommer, keyboard og trompet.

Et imponerende og farverigt skue og bandet lægger helt naturligt ud i det afrikanske med ”Shallow Water”, flerstemmigt sunget a la stammesang, inden resten af bandet slutter sig til på scenen.

Så går det ellers derud af i en blanding af gamle kendinge, ”I’ll Fly Away”, sådan lidt jazzet vaudeville agtigt, Louis Armstrong ”When Your Smilin”, ”Do You Know What It Means To Miss New Orleans” og så videre og så videre.

Alle sammen ganske udmærkede numre, og egentlig leveret af ganske kompetente musikere, men der blev noget villet, hektisk og febrilsk over selve afleveringen. Det var som om, der for enhver pris skulle komme gang i partystemningen.

”Calededonia” spillet alt for hurtigt, jappet og stresset, Fats Dominos ”Blueberry Hill” slæbende og lige så spændende som en gråplisseret nederdel.

Ind imellem blev der spillet høj og glimrende trompet, der skar sig igennem.

Men det blev en omgang underlig pædagogmusik, der sikkert ville have været et udmærket afbræk som fælles arrangement for gymnasieelever på Aalborg Katedralskole.

Men som slet ikke egnede sig til den store åbne Toldbod Plads.

Så skulle vi for enhver pris op at stå, vifte med hænderne eller synge med i nogle ind i mellem ret mislykkede forsøg på at sætte fut i publikum med aktivitets-gymnastik. Jovist, fik Gregory efterhånden tag i pladsen, men det swingede aldrig rigtig overbevisende.

Som det lød fra en stemme bag mig – efter nummeret ”Yellow Moon”- ”der røg vi lidt op, og så røg vi ned igen”.

Efter Gregory indtog RJ Mischo og Johnny Burgin Band scenen.

Uden at lave lydprøve gik de bare lige på efter at deres baggear var miket op, og så var det op til lydmanden Søren Lyd, at få det til at lyde godt.

Så det gjorde han kompetent og professionelt, selv om trommerne i begyndelsen lød som, om de blev spillet på med våde karklude.

Bluesmanden R. J. Mischo var i front fra start med sin hulkende, suttende og vampede mundharpe.

Chicago blues på den velkendte klinge. Lige ud af landevejen uden svinkeærinder,  hvor Johnny Burgin tog af elguitaren. Sejt og lowkey, no nonsense spillet-

Bag sig havde de to amerikanere den gode finske opbakning i form af Mikko Peltola, trommer, og Jaska Prepula, bas.

Mischo er ikke nogen stor sanger, men mere en shouter.

Men jeg skal da love for at budskabet om at have behov for noget sex og kærlighed, kom ud - som en liderlig kat, der står der jamrende på plankeværket og skriger sin lyst ud mod fuldmånen.

Gode klassiske bluesnumre med hilsen til den afdøde mundharpespiller Little Walter, fast hos Muddy Waters band, men også nye numre fra Burgins sidste album.

Og hovsa, se om ikke Mischo invitererede Sweet Marta og hendes guitarist Johnny Bigstone med på scenen i et par numre.

Hun kan dæleme også spille harpe.

Fuldfed Chicago-blues og en fin måde at slutte fredag aften på.

Foto: Lars Mørch