L'Arpeggiata
En fugleedderkop hedder også en tarantel og er et uhyggeligt, giftigt dyr. Havnebyen Taranto i Syditalien er en historisk, hyggelig by. I Taranto opstod i 1300-tallet en slags modgift, som man mente kunne helbrede for tarantellens bid, nemlig musik og dans. Genren udviklede sig frem til 1700-tallet og blev, inspireret af dyrets og byens navn, døbt tarantella. Selvom dens mytiske evne til så at sige at svede tarantelgiften ud efterhånden mistede sin betydning, blev kendte og ukendte komponister ved med at skrive musik til ledsagelse af den populære ekstatiske dans.
Tarantellaen var udgangspunktet i det musik- og danseprogram, ét af Europas mest velronnemerede ensembler for såkaldt tidlig musik, L'Arpeggiata, opførte søndag i Musikkens Hus. Ensemblet blev dannet for en snes år siden af lutenisten og harpenisten Christina Pluhar, der med næsten usynlige håndbevægelser stadig leder de 17 musiknumre, der udgør ensemblets første CD, "Anitdotum Tarantulae" fra 2002 og programmet søndag.
Især tre ting er karakteristiske for denne særlige musikform: sangen, dansen og improvisationen.
De tre er helt integrerede og skaber en helhed af ekstase, men også stor skønhed.
Sangen står den charmerende, iltre og vildt musikalske kontratenor Vincenzo Capezzuto for. Han færdes lige godt i følsomme og sarte sange om kærlighed, liv og død, som i mere foruroligende sange om den giftige tarantel - den tarantella-dansen bekæmper.
Dansen udføres med lige så stor professionalisme af skuespilleren og balletdanseren Anna Dego, en mørkhåret skønhed, hvis energi er aldeles overrumplende. Hun er som skabt til netop tarantellaens ekstase, som hun formidler i en undertiden barok koreografi. Degos dans er inciterende og stærkt erotisk, men blottet for sex.
Musikken ligger i hænderne på det øvrige ensemble, der spiller på gamle instrumenter som den store lut theorbe, romersk psalter, der noget ucharmerende og misvisende kaldes hakkebræt på dansk, barokguitar og meget enkle slagtøjsinstrumenter. Meget er improviseret for den tidlige musik er ikke altid nedskrevet i detaljer. Undertiden hører man mindelser om jazz, næppe originalt eller...?
Det hele smelter sammen til en gennemmusikalsk og overbevisende helhed. Man sidder næsten åndeløs i stolen medens det hele går over stok og sten på scenen uden afbrydelser. Eller man holder vejret fordi man er bange for at ødelægge den delikate stemning de smukke og sarte kærlighedssange, digtet på syditaliensk dialekt, frembringer.
l'Arpeggiata leverer endog meget stor kunst og det er et sjældent flot scoop for Musikkens Hus, at man har fået ensemblet til Danmark for første gang. Måske var det for ukendt og løssluppent for nordjyderne, for salen burde være fyldt, hvad den langt fra var. Der kan ikke gives mindre end seks stjerne for denne enestående begivenhed.