- Sidste år kom vi ud med et stort underskud på festivalen. Vi havde opsparede midler, som vi blev opfordret til at fyre af på store navne, og det gjorde vi så, siger formand Søren Lindholt Hansen, Den Blå Festival.
Musikbudgettet på 272.000 kr. fordeler sig med ca. 155.000 kr til blues, 117.000 kr til jazz. Oveni kommer så Aalborgs kommunes tilskud på 154.000 kr. til telt, lyd, lys og alt det praktiske.
- Vi har haft færre penge at gøre med og har så rebet ind. Sparet et navn på hver af scenerne og har også tænkt i genbrugsbaner. Så de forskellige kunstnere optræder forskellige steder i forskellige formatet. Både som duo, solo eller med fuldt band. De må gerne have lov at arbejde, når de er heroppe, siger formand Søren Lindholt.
Samtidig er han vældig glad for det gode arbejde de frivillige har gjort og blandt andet sørget for større annonceindtægter til festivalen. Det luner svært i kassen. Sammen med sponsorstøtten.
- Det ville være så nemt at sætte et kopiband – et jamband på scenen. Queen Machine, noget folk kender og vil have. Men vi satser jo på at præsentere nogle navne og genrer, som folk ikke kender.
Men selvfølgelig er der masser af gengangere. På jazzsiden Advokatens New Orleans Jazz Band, Wash & Kjær, East Harbour Jazz Band med flere. På bluessiden navne som H.P. Lange, Big Creek Slim og Jesper Theis.
Men også nye navne som ikke tidligere har besøgt den blå. Fra det spanske kommer Sweet Marta, mundharpe og vokal, og Johnny BigStone, guitar, som festival kom i kontakt med via danske Jesper Theis, bosat dernede. Hun spiller bl.a. lørdag 17.30, bluesscenen, Toldbod Plads.
- Vi har også The Big Gumbo Show (fredag 16. august, 19.30, bluesscenen) med sanger og performer Gregory Boyd der tager os på rundtur gennem New Orleans – sydstaternes forskellige musikgenrer, gospel, blues og soul. Han har tidligere turneret med showet i Ukraine og Rusland, men det satte krigen en stopper for.
Musikalsk holder jazzen, overvejende den traditionelle, New Orleans-baserede, til på Gammeltorv, mens bluesmusikken får plads på Toldbod Plads – der så må undvære springvandet, mens der er Blå Festival.
Men der er også andet en trad-jazz på programmet. Sangerinden Line Mortensen med pianist Carsten Kær på jazzcentret torsdag aften (19.30), men denne gang uden saxofonist Jakob Mygind, der kan høres sammen med minibigbandet New Jungle Orchestra på Studenterhuset, præcis på samme klokkeslæt.
Du kommer heller ikke til at mangle blues rundt om i byen – på større og mindre spillesteder. Salling Rooftop byder ind, ligesom snedkerværksteds-spillestedet Abzalon i vestbyen og danske Big Creek Slim går også på scenen med stort band med blæsere, fredag aften, på bluesscenen.Toldbod Plads.
- Vi håber som sædvanligt på godt vejr, så der både kan komme godt gang i musikken og i fadølshanerne, og vi kan lave et fornuftigt overskud. Og ølpriserne er uændret fra sidste år – 55 kr. for en halv liter!
Tjek fuldt program – Blå Festival