Kunsten i topform

KUNSTUDSTILLING: Toyin Ojih Odutola: "Modvægtens teori"

Kunsten er netop genåbnet efter fem måneders dvale. Men under dvalen er der blevet skiftet ud, og tre nye udstillinger er sat i stand.

Mest spændende er det at gå i kælderen. Ned i museets mørke sale. Her møder vi den nigerianske kunstner Toyin Ojih Odutola og hendes univers. Det er ikke noget, man ser til daglig.

Første indtryk er, at man er trådt ind i en tegneserie. Her tænker vi ikke på Anders And eller Superman. Vi tænker på en moderne grafisk - altså tegnet - roman.

Der er knap 40 værker på udstillingen. De har alle fået et nummer, og udstillingen skal ses i nummereret rækkefølge. På den måde er vi stadig i et tegneserie-univers.

Værkerne er - de fleste af dem - lavet med hvidt kridt på sorte skiferplader.

Og det er mageløst.

Flot scenografi

Der er ganske mørkt nede i kældersalen. De enkelte værker er belyst af spot-lamper. Det giver indtryk af, at de er udstillet i en nøje udtænkt scenografi. En genial scenografi. En stilfuld scenografi.

Når man træder ind i salen, er ens første tanke: Skal man læse denne tegneserie/grafiske roman i en bestemt rækkefølge. Ja - det skal du.

De enkelte værker er primært fyldt med mennesker. Med mænd og kvinder. Nåja: Der er også et par børn rundt omkring. Man bemærker, at alle disse mennesker er spændstige, slanke, muskuløse. De ligner noget, der er stukket af fra en body-builder-konkurrence. Bortset fra at de er meget flottere, for de har ikke overdreven muskelmasse. Men pænt docerede og veltrænede kroppe.

Okay: Vi finder en enkelt tyksak blandt alle disse perfekte kroppe.

Mange af mændene er nøgne, og man bemærker, at de mangler kønsorganer.

Man bemærker også, at dette er skildringen af et matriarkalsk samfund. Mænd bruges til fornøjelse og til arbejde. Kvinderne er sparsomt påklædte. Man kan vel sige, at de er i bikini.

Erotik

Erotik finder vi i flere af billederne. Vi ser det i et erotisk kys mellem to kvinder. Men vi ser også en kvinde muntre sig med en mand. Jovist mangler der et kønsorgan, men så må han jo underholde hende på anden vis.

Man kan opleve udstillingen på egen hånd. Man kan beundre det fabelagtigt smukke tegnearbejde. Man kan fordybe sig i de mange detaljer. Man kan lade fantasien råde.

Når jeg skriver, at det ligner en tegneserie, så er der én ting, der mangler: Taleboblerne.

For der er faktisk en fortælling bag denne billedserie. Vil du opleve den, så prøv at liste med på en guidet tur. Sådan en varer et kvarters tid. Her kan du høre fortællingen bag billederne. Her får du den sammenhængende historie.

Tag også en rundvisning

Det bedste er at se udstillingen først alene. Og så gå med på en rundvisning. Så får du to vidt forskellige oplevelser.

Oplevelsen alene er vigtig. Så kan du nemlig fordybe dig i værkerne. Du kan se og beundre teknikken og detaljerne. Du kan nyde den fantastiske dybde i de mange sort/hvide tavler.

Du kan sandelig også forundre dig. For hvad er det, fortællingen går ud på? Hvorfor er mændene nærmest slavegjorte. Hvad er det for et samfund?

Du kan få et hint: Fiktionen omkring dette handler om nogle tavler, der blev fundet i Nigeria, og som skildrer en for længst uddød civilisation. En civilisation hvor kvinderne har magten, og hvor mændene er så undertrykte, at de knap nok drømmer om ligeløn.

Kunstneren, Toyin Ojih Odutola, er fra Nigeria, men er opvokset og uddannet i USA. Hun er 36 år og arbejder med køn, identitet, undertrykkelse med mere i sine arbejder.

The american way

På Kunsten kan du se yderligere to nye udstillinger. Der er en vanvittig flot ophængning af amerikanske værker udlånt fra Louisiana. Udstillingen hedder "The american way". Og det er virkelig en stribe ikoniske topværker af blandt andre Warhol, Lichtenstein (billedet til venstre), Hockney, Rauschenberg og mange flere. Suppleret med pæredanske Superflex. 

Elizabeth Taylor

Endelig vises der en fotoudstilling af Catherin Opie med hendes billeder af skuespilleren Elizabeth Taylors hjem.

Her på bundlinjen står, at et besøg på Kunsten lige nu giver dig nok den bedste oplevelse i mange år. I hvert fald to af separatudstillingerne er fantastiske, men der er også stadig en særdeles fin ophængning af (dele af) museets egne værker.