Skip to main content
Kunstudstilling

Magisk, surrealistisk oase i Gjøl

Kvalitetskunst på Gjøl

Fire kunstnere sætter deres fantasi fri i en ny stor kunstudstilling på Gjøl. Udstillingen finder sted i Danny Heinrichts eget galleri, Kunstlade Gjøl.

Kunsten er magisk realistisk og surrealistisk, og kunstner Danny Heinricht har fyldt det lille galleri med værker under paraplyen: ”Fantasi Gør Fri”.

De inviterede kunstnere er Helle Rask Crawford (bronzeskulptør), Claus Brusen (maler) og Dag Samsund (maler), der også bevæger sig i samme univers.

Danny Heinricht fortæller, at for ham er det fantastisk at kunne tiltrække tre anerkendte navne med kvalitetskunst til en lille by som Gjøl.

Fælles for de fire kunstnere er, at de alle har udstillet på nogle af de bedste gallerier, heriblandt Gallerie Knud Grothe i Charlottenlund.

Fire fantasifulde kunstnere

Det var faktisk ved Gallerie Knud Grothe, Heinricht mødte både Helle Rask Crawford og Dag Samsund år tilbage i forbindelse med en udstilling.

Dag Samsund er en dansk surrealistisk maler født i 1949. Han er uddannet på Royal Copenhagen som Flora Danika-maler og blev efter sin læretid ansat som kunstnerisk tegner og produktudvikler. Han har studeret kunst som billedhugger, maler og grafiker, og i sin kunst er han inspireret hovedsageligt af fantasier, som groteske, imaginær og surrealistiske.

- Det er dejligt at arbejde med en idé og ikke vide, hvor det vil føre mig hen. Jeg trækker i de ting, jeg ser som indre billeder, og disse billeder jeg bruger i mine malerier. Jeg har også været inspireret af at se på andre kunstværker, især de gamle mestre Hieronymus Bosch og Bruegel, siger Dag Samsund.

Helle Rask Crawford er kendt for sine humoristiske, underfundige, fabulerende og erotiske figurer af moderne selvstændige kvinder, eventyrfigurer, stejlende heste, fjollede frøer og elskende par. Hendes øje for samtiden afspejles i de fantasifulde bronzeskulpturer af f.eks. ”Batman”, ”Pestlægen fra Helligåndshuset”, ”Mink” og ”Trump World Golf Tour”.

Claus Brusen har Danny Heinricht kendt i mange år, og han er selvlært maler og kendt for sin præcision, sit håndværk og sin eventyrlige verden Nactalius. Brusen har været en fast gæst i Kongehuset, hvor 11 malerier nu hører til den kongelige kunstsamling. Herudover har Brusen portrætteret HKH Prins Henrik på bestilling fra Kongehuset.

Danny Heinricht er født i Danmark og opvokset i Tyskland. Han er inspireret af surrealismens idéverden og renæssancens klassiske maleteknik. 

I dag opfatter han sig selv som moderne surrealist med stærke rødder i den klassiske europæiske maletradition. Inspirationen til kunstværkerne kommer alle steder fra, og ét af malerierne i udstillingen, der hedder ”Middle Way”, tager udgangspunkt i et efterårsblad på kunstnerens egen græsplæne.

- Jeg starter aldrig med en tænkt idé, for så ville jeg jo være en illustrator og ikke kunstner. Mine idéer kommer bare op, og leger jeg med dem, laver hurtige skitser og mærker mig frem, siger Danny Heinricht.

To dræbersnegle

Udstillingens fire kunstnere har ikke arbejdet sammen i forbindelse med værkerne, og da Danny Heinricht fik malerierne og skulpturerne ind i det lille galleri på Gjøl, gjorde han en pudsig opdagelse.

- Det sjoveste ved den her udstilling er, at Dag Samsund har malet en dræbersnegl, og jeg har malet en dræbersnegl. Det har vi jo ikke aftalt, og så har to malere på samme udstilling malet en hver. Og hvem har nogensinde malet en dræbersnegl, griner Danny Heinricht.

Danny Heinricht holdt fernisering lørdag 2. oktober, og her kunne han præsentere årets udstilling på galleriet, der har eksisteret siden 2017.

Her blev budt på vin, jazz musik og en poetisk happening med "Metavers", hvor Danny Heinricht selv er den ene halvdel af duoen sammen med guitaristen Salvador Olmos.

Storbymennesket

Foruden udstillingen kan galleriets gæster også opleve Danny Heinrichts eget atalier, hvor kunstneren arbejder bedst i kaos med jazz buldrende ud gennem højtaleren, kaffelatte serveret i glas og cubanske cigarer i askebægeret.

- Selvom jeg bor uden for en storby nu, så er jeg et storbymenneske. Derfor er niveauet og kvaliteten af det, som man møder her, også noget, som storbymennesker sætter pris på. Her får man en totaloplevelse med galleri og atalier sammen, og så er den her verden inden for kunsten ret enestående, fortæller Danny Heinricht.

Det magiske og surrealistiske selskab udstilles frem til 31. oktober 2021 på Kunstlade Gjøl, hvor publikum kan gå på opdagelse, og bl.a. se om de kan finde de to omtalte dræbersnegle.

Arkiv