”Hævneren”, 1914 - ovenfor.
Filosofien har til alle tider stillet spørgsmålet: Hvad er et menneske? Billedkunstnere, forfattere og musikere har lige så længe forsøgt at svare på spørgsmålet.
Således også den tyske ekspressionist Ernst Barlach (1870-1938). I Danmark er hans værker kun blevet udstillet på én fællesudstilling i 2014 med den samtidige Käthe Kollwitz (1867-1945) , på henholdsvis Øregaard Museum og på Museet for Religiøs Kunst.
Men han er fortsat en væsentlig stemme på den internationale kunstscene. Bl.a. skulpturen ”Hævneren” fra 1914, der kan ses på Tate Modern i London, ligesom Barlachs fødehjem i Wedel udgør et af fire museer i Tyskland, der viser kunstnerens tegninger, skulpturer, litografier, romaner, skuespil, breve mm.
Et tryk af en kultegning af Barlach med titlen ”Læsende klosterelev” fra 1926, fundet i en retrobutik, blev min indgangsvinkel til kunstneren.
Det stærke udtryk af et ungt menneske siddende, på én gang læsende og tænkende, gav mig oplevelse af noget centralt ved det at være menneske -især i en krigstid.
Ved nærmere research viste det sig, at Barlach på den originale kultegning, har skrevet ordene: ”Wem Zeit wie ewigheit” der oversat til dansk betyder ”For hvem tid og evighed”.
Barlach refererer til et vers, hvor Böhme skriver: ”For hvem tid er som evighed, og evighed er som tid, han er befriet fra al strid” fra 1616. Men hvem var Barlach, og hvor havde han sin rod?
”Læsende klosterelev”, 1926
Det er velkendt at to store tyske kunstretninger med internationalt udblik har fået størst opmærksomhed som ekspressionismens repræsentanter i nyere tid.
”Die Brücke” blev dannet i Dresden i 1905 af en gruppe arkitektstuderende, hvor Ernst Ludwig Kirchner var gruppens leder. Senere kom Emil Nolde, Max Pechstein og Otto Mueller til.
Gruppens mål var at bygge bro mellem traditionelt tysk maleri og moderne ekspressionistisk maleri og blev formelt afsluttet i 1913.
”Der Blaue Reiter” blev dannet i München i 1911 med malerne Wassily Kandinsky, Gabriele Münter og Franz Marc i spidsen og ønskede gennem eksperimentel frihed at vise mangfoldigheden i tidens kunst.
Gruppen gik i opløsning ved 1. verdenskrigs begyndelse i 1914. Begge retninger forsøgte at rokke ved det klasseopdelte Tyskland med et borgerligt værdisæt. I modsætning til disse retninger står Barlach.
Barlach voksede op som den ældste af en søskendeflok på fire drenge. Faderen var læge, og ved faderens uventede død i 1884 flyttede familien til Schönberg, hvor Barlach tog studentereksamen og lavede sine første tegninger.
Barlach studerede først kunst ved Hamburger Gewerbeschule i 1888-91 med henblik på en uddannelse som kommerciel tegnelærer.
Herefter skulptur ved Dresdner Kunstakademie i 1891-1895 hos den jugendinspirerede Robert Dietz (1844-1922), hvorefter fulgte to år i Paris hvor symbolismen blev en stor inspirationskilde.
Allerede i 1897 var han udtaget til arbejdet med borgmestersalen i Hamburg og derefter fulgte arbejde med relieffer i det nye rådhus i Altona.
I 1905 flytter Barlach til Berlin, plages af depression og kunstnerisk tvivl og indleder et forhold til Rosa Schwab, som arbejder som syerske og model.
Afgørende for Barlachs udvikling blev en rejse til Rusland i 1906. Det er også dette år sønnen Nikolaus fødes, som han senere via retssag får forældremyndighed over.
De ukrainske bønder gav ham inspiration til sine første skulpturer. Ofte udtryksfulde skildringer af anonyme landarbejdere ikke sjældent skildret som ensomme og lidende i et enkelt kunstnerisk udtryk.
I skulpturen ”Hævneren” ses en stærk ekspressiv og stiliseret formgivning af et følelsesmæssigt stærkt udtryk-
Linjerne i soldatens kappe er trukket så skarpt op, at soldaten kommer til at fremstå som et menneskeligt projektil, og bliver et symbol på den tyske begejstring for udbruddet af 1. verdenskrig.
Med titler som ”Profet” fra 1906, ”Den fortvivlede” fra 1916 samt ”Den syngende mand” fra 1928, der er blevet den mest populære skulptur, formår Barlach således at forene en ny kunstnerisk stil med aner til urmennesket.
For ja - hvem kan ikke nikke genkendende til det at være fortvivlet, at ønske hævn, eller at synge?
Aldrig har vi haft mere brug for at glemme grænser og at lade urmenneskets visdom og vid få ordet. Hvad gør vi med medmennesket i de krigshærgede områder? Lider vi med dem? Sender vi hjælp?
Og har vi kræfter til at tilgive, når der kommer eventuelle svar på offer og bødde,l og hvem kan sige sig fri for at være begge dele? Netop i samtiden hvor krige raser synes Barlachs fokus på kontemplativ læsning mere aktuel end nogensinde før - fremfor hævn.
Fra 1914 arbejder Barlach som plejer på en daginstitution for soldaterbørn ved siden af sit kunstneriske arbejde.
Barlach led den tort at være den mest udsatte kunstner af dem, der fik sine værker stemplet som ”Entartete Kunst”.
Barlachs værker blev destrueret, og kort før sin død i 1938 fik han forbud mod at arbejde som kunstner. Der var dog mennesker, der så Barlachs vidende blik på det menneskelige sind.
Den tyske dramatiker Bertolt Brecht (1898-1956) forsøgte at skærme Barlach mod den fjendtlighed, som ramte ham og skrev om den ”Læsende klosterelev” fra 1930:
”Der er boglæseren. En siddende mand, der læner sig frem, holder en bog tungt i sine hænder. Han læser nysgerrigt, selvsikkert, kritisk. Han leder tydeligvis efter løsninger på akutte problemer i bogen”.
Jo mere jeg ser på mit tryk af Barlachs tegning, jo mere bevidst bliver jeg om værdien af den frie tanke, af at læse en bog og det enkelte menneskes uendelige værdi.
”Den syngende mand”, 1928.