De syge piger i Skagen

Skagens Kunstmuseum: "Englenes kys" - om syge piger i nordisk kunst

Pandemien er ganske vist i aftagen herhjemme, men de seneste 16 måneder har vi lært en del om, hvor anmassende sygdom kan være.

I gamle dage var det meget værre, for da slog sygdom mange flere ihjel. Noget, der i dag er en simpel diagnose, var dengang tæt på en dødsdom. Sygdom var værre og farligere dengang, da tuberkulose, kolera, mæslinger, kighoste og difteri var en del af dagligdagens uorden.Det er også derfor, at sygdom var et godt motiv for en maler dengang. Altså for 100-150 år siden. Sygdommen var det uafvendelige. Det var ofte en enkeltbillet til det hinsides. Derfor fascinationen hos datidens kunstnere.

Fire kapitler - i fire sale

Udstillingen i Skagen er delt op i fire kapitler. Eller fire akter om man vil, for der er noget teatralsk over denne ophængning: Først et blik ind i det lykkelige liv, så bliver det farligt. Så bliver det dødeligt. Og til sidst kommer vi ud af sygdommens helvede igen.

Jeg er faktisk vild med denne måde at sætte kunsten ind i en dramatisk ramme med start, midte og slutning. Men lad os tage en tur ind i de fire rum.

Første sal er ouverturen. Her møder vi friske og raske piger. Her er rødmossede kinder, barnlig glæde, uskyldighed og en glubende appetit på livet. Især Anton Dorphs billede - udstillingens allerførste - er et ualmindeligt smukt og tidstypisk billede. Her er fred og ingen fare. Her er lykkeligt hverdagsliv fra 1800-tallet.

Så kommer smitten

I den næste sal kommer smitten og fattigdommen. Livsglæden er forvandlet til smerte og fortvivlelse. Jovist er der håb at finde i Anna Anchers vaccinationsbillede. For det viser jo lige som en vej ud af sygdommens lænker.

Det viser, at man kan gøre noget. Det er et billede på fremskridtet.

Ellers er denne sal et venteværelse på død og sygdom. Det ses især i Harald Slott-Møllers mørke værk "Fattigfolk i Dødens Venteværelse" fra 1888.

Her ser vi håbet sive ud af mennesker. Der er intet godt i vente.

Og så kommer der et par mærkelige by-billeder i salen. Frits Thaulovs "Stortingspladsen i Oslo" og Paul Fischers maleri fra Vesterbros Passage. De falder på mærkelig vis uden for al den sygdom og ulykke.

Sygdommen bryder ud

I den tredje sal bryder sygdommen for alvor ud. Her hedder mange af malerierne noget med "syg pige" eller "rekonvalescent". Det er alle steder i sygdomsforløbet, vi ser lige her.

Der er flere værker af Edvard Munch, og han kan som få gøre sygdom virkelig truende og ubehagelig. Han får - i sædvanlig stil - skildret både frygt, fortabelse og galskab. Jo - den gamle nordmand kunne sandelig sit håndværk.

Flere af billederne er meget portrætagtige. Ikke portræt i klassisk forstand, for det er ofte med bortvendte ansigter.

Michael Ancher har tre næsten identiske malerier lige her. Det er med den samme pige, Tine Normand. Hun ligger med samme ansigtsudtryk i den samme seng med det samme sengetæppe.

På bordet står den samme vase og den samme medicin. Den samme sorte bog på sengetæppet går også igen.

Kun blomsterne i vasen er lidt forskellige og drysser på det ene billede.

De tre malerier er lavet over et års tid.

I denne sal lyser fortvivlelsen ud af mange af værkerne. Det er stærke sager. 

Rask igen

I den fjerde og sidste sal slutter forestillingen. Her er malerier af et par døde piger af Harald Slott-Møller og Viggo Johansen. Og det er her, vi ser et par syge drenge i en udstilling, hvor der er flest piger.

Det er også her, vi ser Julius Exners billede den lille syge pige, der nu er rekonvalescent og får besøg af bedstemor, mens hun er ved at komme sig over sygdommen.

Hun sidder med et kræmmerhus med bolsjer, og bedstemor smiler sit tandløse smil. Uden for døren kan man ane pigens søskende, der er i gang med at plukke frugt.

Her er tryghed og glæde.

Udstillingen slutter nemlig af med sunde og raske børn, der leger i Peter Hansens to københavnske malerier fra Christianshavns Vold og på Enghave Plads. Der finder vi også Fritz Sybergs badende børn.

Sygdommen er overstået.

Mange har haft et hæsligt forløb med smerte, fortvivlelse og død. Flere kom ikke igennem. Men udstillingen slutter hvor den startede: Med glade og raske børn.

"Englenes kys" er en dejlig udstilling, selv om motiverne er så grumme. Hvis vi i dag brokker os over corona, så er det måske godt at se, at alting har været meget værre.

Men det er også interessant at opleve dette fokus på sygdom, fordi det viser os, at nok har vi her og nu en pandemi, der ånder os i nakken. Men I Guder, hvor er tilværelsen meget lettere i dag.