Skip to main content
kunstudstilling

Statens Museum for Kunst - det er jo i Thy

Statens Museum for Kunst (SMK) ligger centralt i København og huser Danmarks vigtigste kunstskatte. Men de seneste år har museet faktisk haft en filial i Thy. På Doverodde Købmandsgård.

Her er det meningen, at de skrøbelige og uvurderlige kunstværker fra førerbunkeren i Sølvgade i København skal udstilles. Problemet er blot, at pakhuset i Doverodde slet ikke er sikkert nok dertil. Men så er det jo heldigt, at A.P. Møller Fonden netop har givet 37,5 millioner kroner til at lave de gamle bygninger om til et supermoderne, supersikkert udstillingssted med et indendørs-klima, der kan håndtere selv den allermest sarte kunst. Der går dog lige et par år, inden at alt er på plads. Mere om det senere.

Ikke desto mindre kan SMK Thy – sådan hedder stedet også – netop nu åbne for sæsonen 2021. Det sker med et par video-installationer af en af Danmarks mest kendte kunstnere: Eva Koch.

Mød Eva Kochs spanske familie

Videokunst kræver ikke stabilt klima. Det kræver blot en stribe video-projektorer. Og de kan snildt tåle en smule fugt.

Så i år præsenterer SMK Thy værket ”Villar” i det gamle pakhus.

Det består af en stor sal med seks personer på væggene. Sådan ser det i hvert fald ud, når man kommer ind i den store sal.

De seks personer kigger på os gæster. Lidt smilende, men med blikket stift rettet mod os.

Prøv at gå lidt nærmere hen til en af dem. Så sker der ting og sager. Vedkommende begynder at tale.

Til dig!

Du skaber selv værket

Gå videre til den næste person. Eller bevæg dig lidt rundt foran personen, så fortæller han/hun nemlig mere.

Det er nemlig interaktiv kunst. Det er tilskueren, der selv skaber oplevelsen af værket. Og ikke to tilskuere vil have den samme oplevelse. For historien fortælles nemlig på skift af de seks personer på væggene. Den fortælles i den rækkefølge, du selv vælger som tilskuer.

Med denne udstilling fortæller Eva Koch sin egen families historie. Historien tager udgangspunkt i kunstnerens mormor, der boede i en landsby mellem Madrid og Valencia. Hendes mand dør. Hun bliver chokeret og kan ikke længere passe sine fem børn, som bliver anbragt forskellige steder.

- Min mor og hendes bror kommer på et børnehjem. Her vil inspektøren passe børnene indtil moren kommer til hægterne. Men så bryder borgerkrigen ud i mellemtiden. Det betyder, at forbindelsen mellem den by, hvor moren bor og børnehjemmet bliver afbrudt, fortæller Eva Koch.

Mødet på Færøerne i 1962

Ad omveje bliver Eva Kochs mor adopteret og kommer til Norge. Som voksen kommer hun til Danmark og begynder uddannelse.

- Her møder hun min far, som hun gifter sig med, og de får tre børn og flytter til Færøerne i 1958.

- Og så, ved Gud i himlen, kommer der et par fra Spanien på bryllupsrejse til Færøerne. Vi snakker 1962. Så det er ret enestående, at der kommer et par fra Spanien til Færøerne. Mine forældre og dette par er inviteret til den samme middag, hvor min mor og denne her mand sidder ved siden af hinanden. Han fortæller så, at han er advokat i den by, hvor min mor var på børnehjem, siger Eva Koch.

Det fører så til, at hele familien rejser til Spanien og opsøger morens familie, og så er kontakten genoprettet.

Mor var svær at overtale

- Der gik mange år. Jeg blev jeg kunstner, videokunstner, og syntes, at det kunne være interessant at fortælle denne historie, fortæller Eva Koch. Hendes mor ville dog ikke være med, men hun fik alle de andre i familien med på projektet.

- Da alle de andre havde sagt ”go for it”, gik min mor med, og hun var den mest fantastiske støtte og hjælp til at få dette projekt lavet. Jeg tog jeg til Spanien med en fotograf og fik familien samlet, siger hun.

- Værket er interaktivt. Så hvis du træder hen foran en person, så udløser det en reaktion. Så fortæller de et fragment af hele denne her fortælling.

- Hvis man aktiverer flere end to personer, så går den over til en synkroniseret afspilning, der viser, hvordan deres hjem er. Du bliver inviteret inden for. Du ser en kanin blive slagtet og tilberedt. Du ser familiens paella – søndagsmiddag. Du ser, hvordan byen var før, og hvordan den er nu.

- Men hvis du ikke ved, hvordan installationen fungerer, så kommer du uvilkårligt til at aktivere en generel fortælling, som vil give et indtryk af, hvordan landsbyen er for en turist. Man ser en eksotisk bjerglandsby. Man ser folk handle, og gøre hvad de nu gør i dagligdagen, fortæller Eva Koch om sit værk.

20 år gammelt værk

I kraft af at hver gæst skaber sin egen fortælling ved at gå hen til de enkelte personer, så er der heller ikke to gæster der vil få den samme oplevelse.

- Tanken er, at man simpelthen ikke skal opleve det sammen som den person der kommer før eller efter en selv.

- For 20 år siden lavede SMK en undersøgelse, der viste, at folk kun bruger få sekunder foran hvert enkelt billede. Men giver man sig tid, så får man sin helt egen oplevelse, siger Eva Koch. Hendes video-installation er i øvrigt også 20 år gammel.

Inde i siloen, langt, langt oppe, er der et endnu ældre værk. Det er med billeder, hendes far tog på den oprindelige tur til Spanien.

Udstillingen vises til 24. oktober.

Købmandsgård siden midten af 1800-tallet

Doverodde Købmandsgård har en historie, der strækker sig tilbage til midten af 1800-tallet. Men for godt 40 år siden blev driften nedlagt.

Købmandsgården har en silo, der står som et nærmest ikonisk tårn ved siden af selve gården. Siloen blev bygget i 1966. Det var en kæmpeinvestering. Men den var kun i brug indtil 1972.

- I 1999 åbnede Limfjordscentret Doverodde Købmandsgård, som er et kulturcenter, fortæller Emilia Isaksson, der er kunstformidler for SMK Thy.

Da centret åbnede, blev det et knudepunkt for lokalbeboerne. Der var en kulturhistorisk udstilling på stedet. Og der var udstilling med lokale kunstnere og kunsthåndværkere. Og så er der blevet holdt guldbryllupper, Limfjordsmarked og meget mere. Det har været en slags medborgerhus.

Faldt pladask for stedet

- I 2017 blev SMK kontaktet af Thisted Kommune. Det var den daværende turistchef, der havde fået en rigtig god idé: Og det var, at SMK skulle starte en filial her i Doverodde, siger Emilia Isaksson og fortsætter:

- Så blev der sendt en delegation fra SMK herop med kuratorer, konservatorer og sikringsfolk. De faldt pladask for stedet. Der blev oprettet en samarbejdsaftale mellem Thisted Kommune og SMK.  SMK Thy kom på Finansloven fra 2018 til 2021, hvor vi har en årlig bevilling på halvanden millioner kroner. Det har gjort, at vi stille og roligt har kunnet komme i gang i Doverodde.

- Nu er vi så i gang med sidste sæson i det nuværende format.

Hvad skal der så ske?

- Vi har jo fået denne her kæmpe donation fra A.P Møller Fonden på 37,5 millioner kroner. De midler skal bruges til at istandsætte pakhuset, siger hun. Det er nemlig pakhuset, der skal være selve udstillingsstedet. Siloen skal også bruges, men den indgår indtil videre ikke i renoveringsprojektet.

- Lige straks går der er en arkitektkonkurrence i gang. Ved enden af 2021 skal vi have et færdigt prospekt fra tegnestuen. Så går vi i gang med at bygge næste år, fortæller Emilia Isaksson.

Men meget skal laves om. Væggene er skæve, der er kun 2,20 meter til loftet, og det egner sig ikke til de udstillinger, SMK Thy ønsker at lave.

Kun ydervæggene bevares

Det bliver stort set kun ydervæggene, der bliver bevaret. Alt indvendigt bygges om. Der bliver højere til loftet – og dermed også færre etager indenfor.

- Vi vil gerne bevare købmandsgårdens nuværende udseende.  Men når man åbner døren, så åbner der sig et helt andet udstillingsmiljø, end det man ser nu. Det er især klimastyringen og sikkerheden, der skal opgraderes.

- Vi vil vise væsentlige dele af SMK’s kunstsamling i udstillingerne her. Men vi vil også skabe spændende interventioner, hvor kunstnere og andre fagligheder involveres.

Hvornår er I klar?

- Der er talt om udgangen af 2023, men jeg tror det bliver 2024, siger Emilia Isaksson, som har været kunstformidler på  SMK Thy siden 2018.

Stadig medborgerhus for de lokale

Når stedet er i fuld drift bliver det med en sæson, der går fra påske til efterårsferien. Men det er også tanken, at der skal være aktiviteter uden for sæsonen – især for lokalbeboerne. For stedet skal fortsætte som en slags medborgerhus, hvor man kan fejre konfirmationer, guldbryllupper med mere.

Nu er årets sæson skudt i gang. Lige nu må der være knap 100 gæster ad gangen i selve pakhuset. I siloen må der være 16 personer på de to øverste etager, hvor der både er udstillinger og en forrygende udsigt.

Og selv om der er god udsigt fra toppen af tårnet, kan man ikke helt se til SMKs hovedkontor i Sølvgade i København, for der er trods alt 278 kilometer og 670 meter dertil. Doverodde ligger faktisk, længere væk fra København i luftlinje, end Skagen gør.

Læs om A.P. Møller Fondens donation her

 

Arkiv