Hvad sker der i byen og landsdelen de kommende dage? Og om et år! Vi har kigget lidt omkring. Og taget en enkelt svinkærinde til dronningen - men hun er altså også gået på Youtube. Okay: Hun er ikke blevet youtuber. Men kig dig omkring
Lilholt
Lars Lilholt har netop udgivet et nyt julealbum ”Lad julen vare længe”. Det fejres med en koncert i AKKC – Europahallen – 1. december, og her medbringer han sit 12 mand store jule-folk-band. Egne julesange og fortolkninger af klassikere.
Koncerten bliver optaget til TV 2 Charlie, så publikum advares om, at der er kameraer til stede.
- Til indspilningen var vi 12 musikere og sangere som lod os teste, så vi negative kunne stå i ring og synge uden at smitte. Alt er akustisk, og vi bruger det, vi altid har brugt i min familie, nemlig hvad der var for hånden af guitarer, klaver, violiner, fløjter, ukuleler, mandoliner, banjoer, slagtøj og sang i de vildeste harmonier, fortæller Lars Lilholt.
Og på grund af tv-optagelserne er der kun et begrænset antal billetter til salg. Billetsalg er i gang: Aalborg Kongres og Kulturcenter, www.akkc.dk.
Dronningen fortæller om kunst
Statens Museum for Kunst (SMK) har lavet en stribe småfilm, hvor forskellige kendte mennesker fortæller om ét værk fra SMK’s samlinger. Nu er den sidste film blevet udsendt, og i den er det dronning Margrethe, der fortæller. Hendes historie handler om et maleri, der forestiller enkedronning Juliane Marie, der var gift med Frederik V.
Dronningen fortæller blandt andet, at hun selv er inspireret af farverne i maleriet til sine enge værker.
Dronningens samtale med museumsinspektør Henrik Holm kan ses på YouTube. Og på linket her:
De øvrige 10 personer, der præsenterer værker, er blandt andet Svend Brinkmann, Johanne Schmidt-Nielsen, Brian Mikkelsen, Hanne-Vibeke Holst, Henrik Vibskov med flere.
Ny aalborgensisk ep
Den aalborgensiske singer/songvriter Jonas Ringtved har netop udgivet en ep med sine sange. Torsdag 26. november holder han release-party i Huset i Hasserisgade. Ringtveds debut-EP ”Skitzotopia” bliver præsenteret ved to koncerter på Huset, Aalborg, torsdag 26. november, kl.18 og kl. 20. Historier om sangskriverens opvækst med stoffer, vold og dominans. Men også med lys i familielivet og ægte venskab. Akustiske sange fra en ung sangskriver født og opvokset i Aalborg. Du kan høre ep’en lige her:
Simon Talbot i AKKC
2020 var året, hvor alt gik galt. Næsten. I hvert fald slås vi med et kulturliv i ruiner. Men nu kan der sættes dato på, hvornår komikeren Simon Talbot (omsider) kan besøge AKKC. Datoen bliver 18. november 2021. Og hvis karakteristikken på 2020 er nedtur, så har hans show meget passende fået titlen ”Optur”.
- Jeg vil have, folk skal have den største Opturs-aften. Min fornemmeste opgave er at skabe så fed livestemning, som jeg overhovedet kan. Alle folk skal kunne komme ind, nyde aftenen, få ondt i maven af grin og få et smil i hele fjæset. Måske endda tage ud og feste til senere end kl. 22 efter showet... Det bliver SÅ Optur. Bare det at have det i kalenderen, og se frem til det, er alt. Jeg glæder mig allerede helt vildt. Det er begrænset, hvor mange gange man kan gense Tiger King, siger Simon Talbot-
Julegalleri
Galleri PondCottage Art, Munkebrovej 48, Løkken, holder juleåbent hver weekend frem til jul. Her kan man se keramiker Bodil Dams værker side om side med malerier af Elisabeth Asli. De to skulle optræde sammen på Børglum-udstillingen tidligere på året, men den udstilling blev fejet bort af coronaen. Nu får man i stedet chancen østen for Løkken den kommende måneds tid. På grund af samme corona bliver der højst lukket syv ind i galleriet ad gangen. Arrangørerne lover, at der er rigeligt af håndsprit.
Frihedens Lysdøgn
Sangerne Søren Huss, Cæcilie Norby, Per Vers, Anya og Julie Maria er solister i ”Frihedens Lysdøgn, Musikkens Hus, Aalborg, torsdag aften 26. november. ”Frihedens Lysdøgn” er titlen på befrielsessangen, som aftenens tre værter har skrevet i anledning af 75-året for Danmarks befrielse. De tre er pianist Nikolaj Busk, sangerJulie Maria samt digter Anne Vad. Et firemands orkester bakker solisterne op, som tolker frihedstemaet fra vor fælles sangskat plus numre fra eget bagkatalog, før finalen med ”Frihedens Lysdøgn”.
Bleeder
Tidligere Sort Sol-medlem Peter Peters gruppe Bleeder giver fredag 27. november koncert på Studenterhuset, Aalborg. Gruppen er på 25 års jubilæumsturné og i anledning af vinyl-udgivelse af soundtracket til Pusher-filmene. Repertoiret vil være numre fra de to albums, Psycho Power (1997) og Sunrise (2004), men også nyt materiale, som legeplads for bandets tre guitarister, to bassister og to trommeslagere. Et 10 m/k- stort band på scenen.
Binzer
Forsanger Jesper Binzer fra D-A-D giver koncert på Skråen, Aalborg, fredag aften, 27. november. Med sig har han et helt nyt album ”Save Your Soul”, ude 6.november. 10 nye numre indpillet med producer, og guitarist Søren Andersen, der også var med på Binzers første soloalbum ”Dying Is Easy.