Skip to main content
kunstudstilling

På skattejagt i Storskoven

KUNST: Forunderlig skulptur-natur

Det er i grunden lidt underfundigt: Jeg giver fem stjerner til denne udstilling, og det på trods af, at det er de færreste enkelte skulpturer, jeg vil bedømme til en 5'er. Langt de fleste er fire-stjernede værker. Men de fem stjerner gives for idéen. Idéen med at placere en masse skulpturer langs en godt halvanden kilometer lang rute ud i den skønne natur omkring kunstcentret.

Ruten er angivet til 1,7 kilometer, men det er alligevel på sin plads at nævne, at ruten er ganske kuperet, og hvis man er dårlig til bens, så kommer man ikke igennem. For alle andre er ruten dog ganske nem.

Dernæst må det noteres, at det er et utroligt varieret udbud, der præsenteres her. Her er snart sagt alle materialer. Her er den rolige æstetik, her er det grove og spontane udtryk. Her er decideret forfald, som vi ser det i en af Peter Hesk skulpturer - den er så foranlediget af krigen i Ukraine, så forfaldet giver god mening. Der er også skulpturer præget af stor humor.

Ja faktisk kan man godt blive forundret over, at så mange af værkerne har det lille twist over sig, som giver anledning til et lille smil.

Til gengæld kan man også trygt konstatere, at der er ikke nogle af værkerne, der er monumentale og stærke nok til, at de kan stå på et torv i en by. Disse værker kan indgå i større udsmykninger. Dertil er de trods alt for svage.

Der er rigtigt mange skulpturer på ruten gennem skov og natur. 122 står der i kataloget, og det kræver stort held at finde dem alle, selv om der er lavet et skattekort, som man kan gå efter. Skattekortet - det er en del af udstillingens katalog - er meget skematisk. Det angiver stierne, ikke retningen man skal gå. Det viser ikke hvor hvert enkelt værk står.

Det er en udstilling, der har været fremme i nogle måneder nu, og det er også tydeligt, at naturen ikke blot er en kulisse for værkerne - den er også en medspiller. Eller skal man skrive modspiller, for der er værker, der ligger i kamp mod alt det grønne, og som er ved at vokse til og dermed skjule kunsten. Det er så yderligere en charme, at kunsten forsøger at gå i et med naturen. Så bliver jagten på kunst jo for alvor en skovtur.

Selve turen rundt om kunstcentret er dejlig fredelig. Der er både skygge og ro. Man finder også ud af, at naturen omkring kunstcentret er væsentligt mere kuperet, end man troede i forvejen.

Udstillingen fortsætter indenfor. Her finder vi også skulpturer, men i mindre format.

Det er på mange måder en lille smule tamt at komme ind, for her er udstillingen meget mere pysse-nysset, mere friseret og mere pæn. Måske skulle man i stedet være startet indenfor og så tage den store udendørs tur bagefter.

Det er ikke fordi værkerne udenfor er bedre. Overhovedet ikke. Men skov og natur gør altså noget godt for værkerne og især for oplevelsen af dem.

Inden døre finder man også kunst på væggene. Altså todimensionel kunst - maleri og især grafik. Der er fremragende værker på væggene, og disse tager også udgangspunkt i natur. Jeg er især pjattet med et par grafiske værker af Vidar Utvik, som oven i købet er ufatteligt billige: 4500 kroner. Og jeg er pjattet med at opleve Gerda Thune Andersen, som trods sine 90 år stadig er aktiv, ser det ud til.

Men kom nu afsted til Dronninglund Kunstcenter for at se dette. Det er nemlig en yderst original ophængning - om man så må sige.

Der er masser af billeder fra udstillingen under faktaboksen

Forunderlig skulptur-natur

  • Dronninglund Kunstcenter
  • Til 19. september
Arkiv