Digt til min datter

Kære Kulturen.Nu

I forhold til jeres skriv omkring hvad jeg kan bidrage med, så kan jeg mærke, at det ikke rigtig rykker på noget inde i mig. Jeg tror, at jeg er ret ”corona-mættet”.

Selvom at mange af mine venner er hårdt ramt økonomisk, så føler jeg, at de allesammen, har gang i nogle rigtig spændende ting, alligevel. Man har efterhånden tilpasset sig ”det her liv” - og jeg ser ikke noget nyt eller spændende i det. 

Det er menneskets natur, i hvert fald i mine kredse, at man tager det sure med det søde, og at man får det bedste ud af det, som man har med at gøre. 

Jeg tror, min pointe er, at jeg ikke kan se, hvorfor vi skal tale mere om corona, når alt man ser, hører, læser, snakker, osv. allerede gør dét. Giver det mening? 

Jeg tænker ikke særligt meget over dét. Jeg overholder de regler, som myndighederne sætter for dagen, følger med en gang imellem, men ellers så passer jeg mig selv og forsøger at komme igennem den her tid med højt humør og lyst til at søge nye udfordringer.

I stedet for at søge mod ”det gamle”, sådan som det var ”før corona”, så forsøger jeg at udnytte tiden på bedst muligt vis. Nogle gange betyder det, at der ikke sker så meget, og andre gange så sker der helt vildt meget, rigtigt hurtigt. 

Det er en unik tid, og jeg tror ikke, at vi får særligt meget ud af at blive ved med kredse rundt om det. Jeg er som sagt, ret mættet. 

SÅ jeg tror ikke, at JEG har lyst til at bidrage med noget som helst ”corona-relateret”.

I STEDET - 

Kan jeg bidrage med et par digte, måske en oplæsning og eller noget i den dur. 

Mvh.
Danni

”Brev til Rena”

Vi har talt sammen før.

Ofte og mange gange

på samme dag

og tit i mit hoved.

Noget med at gøre dig stærk nok

til at lægge arm mod verden.

Noget med kærlighed

så du kan se hvor ren den findes

og ikke nøjes med at nøjes.

Noget med at du ikke skal træde i

efter fodsporene

hverken på en våd mark

eller i sne.

Også sikkert noget med 

At du skal have noget med

Men du bestemmer selv.

Og selvom at jeg har dig i hænderne

eller at du hviler på mine skuldre

selv når du ser mig i øjnene

har jeg svært ved at forstå, at du findes.

Født med din fars frits og

din mors fuldkommenhed

har du altid været ønsket

og du i hvert fald ventet.

Gad vide hvad du nævner først?

Brev til Rena - tjek video og musik her.