Skip to main content
Kort og godt

Biennale, Borgen, børnekunst og take away fra galleriet

Samtidskunst for unge

Nu kan unge danske kunstnere under 40 år ansøge om at blive optaget på JCE Biennalen 2021-23 – den internationale turnerende biennale for samtidskunst. Værker af de 8 danske kunstnere, der bliver udvalgt, vil blive vist på 7 internationale udstillingssteder i Europa.

Siden år 2000 har JCE Biennalen turneret mellem 7 byer i 7 europæiske lande - Frankrig, Italien, Portugal, Spanien, Rumænien, Letland og Danmark. I Danmark holder den til i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.

I hvert af de 7 lande udvælges 8 kunstnere, der skal repræsentere landet i JCE Biennalen. I 2019 var det Anna Samsøe, Billie Maya Johansen, Jona Borrut, Jonas Kjeldgaard Sørensen, Liesel Burisch (billedet foroven), Nat Bloch Gregersen, Rasmus Niclas Rose Nielsen og Søren Krag, der blev udvalgt til at repræsentere Danmark på JCE Biennalen 2019-21.

Nu er der 8 nye danske kunstnere, der får muligheden for at deltage i JCE Biennalen. For at ansøge skal man være under 40 år, og man skal enten være bosiddende i Danmark eller være dansk statsborger. Der kan ansøges fra dags dato og frem til 15. marts inden midnat.

Borgen vender tilbage

Efter 10 års pause vender ”Borgen” tilbage på DR-tv. Men vi skal lige vente et års tid. Premieredatoen er 2022. Det bliver med en stribe af de gamle skuespillere på plads i deres vante roller. Sidse Babett Knudsen er fortsat Birgitte Nyborg, mens Birgitte Hjort Sørensen fortsætter som Katrine Fønsmark. Lige som det naturligvis er Adam Price, der skal konstruere plot og historie.

I nye roller møder vi skuespillere som Mikkel Boe Følsgaard, Simon Bennebjerg, Magnus Milland og Özlem Sanglanmak. Lucas Lyngaard Tønnesen får rollen som Nyborgs søn Magnus.

- For 5-6 år siden boede jeg i en periode i England. Når jeg fortalte folk derovre, at jeg kom fra Danmark, var det hverken Michael Laudrup, Dronning Margrethe eller Aqua, folk begyndte at tale om; det var ’Borgen’. Alle havde set det. Alle ville diskutere det. Alle roste det, siger Mikkel Boe Følsgaard.

Missionen lykkedes

Efter 30 år lukker Børnekunstmuseet i Aalborg. Det hele startede i 1989 da Helle Vester Nielsen sammen med fire kolleger lavede speciale om børnekunst som afslutning på en efteruddannelse på lærerseminariet i Aalborg. 

Udstillingen foregik på Kunstpavillonen i Søndergade og var i samarbejde med kommunens daginstitutioner, og det blev et stort tilløbsstykke.

Året efter stiftede folkene bag børnemuseet en forening, og i mange år holdt museet til i kælderen under Hobrovejens Skole, og hvert år var der tre-fire udstillinger.

Da skolen blev nedlagt fik museet i stedet en væg på Kunsten, hvor institutionen siden har udstillet. Og det er den væg, der nu fremover bliver brugt til andre formål.

I stedet for tårer over nedlukningen siger folkene bag: Missionen lykkedes.

Vinterudstilling: Take away-kunst

Ligesom mange andre erhvervsdrivende har Galleri Tornby tænkt nye veje, her hvor meget på grund af Corona er lukket ned. Galleriet har åbnet en online shop hvor der indtil videre kan ses kunst af 24 kunstnere fra Danmark og udlandet. Skulle man finde på mere end blot at kigge på – altså købe – så er der levering til døren i postnumre fra 9000 og op. Det er galleriejeren selv, der kører rundt og leverer én gang om ugen.

På udstillingen er der malerier af Anette Beck Madsen, ukrainske Alina Maksimenko og russiske Galya Popova.

Man finder udstillingen på www.galleritornby.dk.

Udstillingen vises indtil 21. marts – og skulle restriktionerne blive ophævet inden da, så kan man også så værkerne rigtigt på galleriet i Tversted.

Arkiv