Skip to main content
Kunstudstilling

Anna Borgman får fire ekstra dage i Kunsthal Nord i næste uge

Udstillingen "Skønnede reserver" åbnede på Kunsthal Nord 28.november. Og så kom nedlukningen. Det var ikke mange, der nåede at se udstillingen. Men den står der endnu. Og fra onsdag i næste uge - 21. april - åbner den igen.

Oprindeligt skulle udstillingen være pillet ned med udgangen af februar. Men som skrevet ovenfor: Den står der endnu.

Men ikke ret lang tid.

For de, der måtte have lyst til at se udstillingen, har man chancen fire dage i den kommende uge. Den vises onsdag til lørdag.

Man kan ikke komme ind via Nordkraft, som fremdeles er lukket. Man skal i stedet benytte trappen fra Teglgårds Plads og op til Kunsthallen. Der kræves naturligvis coronapas på sædvanlige vilkår for at komme ind: Det vil sige færdigvaccineret eller en test der er højst 72 timer gammel.

Du kan her læse/genlæse vores omtale af udstillingen fra november:

På geologisk eventyr i kunsthallen

Straks man entrer Kunsthal Nord mødes man af nogle høje siloer. De kan ligne siloer til kul. Tanke til olie. Eller måske kornsiloer.

Lige der tænker man, at det jo rammer det gamle Aalborg lige på en studs. Det var jo sådan, der så ud på Aalborgs havnefront, inden den blev til alt for tæt, høj bebyggelse.

Det er derfor naturligt at spørge kvinden bag, Anna Borgman, om hun har haft Aalborg i tankerne, da hun skabte værket. Det hedder i øvrigt ”Think Tank”.

- Overhovedet ikke. Jeg kender ikke Aalborg. Jeg har bare kørt igennem byen masser af gange som barn, når vi med tog skulle fra Aarhus og op til familiens sommerhus i Skagen, siger Anna Borgmann.

- Så jeg kender havnefronten fra dengang, men altså som set ud af vinduet i toget på vej over jernbanebroen. Så jeg kan huske siloerne der. Der var også nogle skorstene. Men jeg har tænkt meget på disse rum, hvor udstillingen er lige nu. Så udstillingen er meget stedspecifik i forhold til Kunsthal Nords lokaler. Ikke så meget i forhold til Aalborg.

20 år i Berlin

Hun er kunstner og har boet de seneste 20 år i Berlin. Egentlig skulle hun bare have et halvt års studieophold på et kunstakademi dernede. Men det blev i stedet til både karriere og familieliv i den tyske hovedstad. Og en afsluttet uddannelse fra Kunsthochschule Berlin Weisensee.

- Der er så mange muligheder i Berlin. Der er så mange projekter, man kan tage del i. Der er så mange udstillingssteder. Og så mener såvel forbundsregeringen som lokalregeringen, at kunst er vigtig, siger Anna Borgman, når hun skal forklare, hvorfor hun er blevet i Berlin. Det handler om mere end blot mand og barn.

Manden, Candy Lenk, er også kunstner, og de laver også mange udstillinger og projekter sammen. Men de laver ikke alt sammen, og Candy Lenk har intet at gøre med udstillingen i Aalborg.

Kører på sine egne skinner

- Nogle gange er det godt bare at køre ud af sine egne skinner, forklarer hun. Men hun sætter meget pris på samarbejdet i kunstproduktionen. Det giver nogle brainstorms.

Anna Borgman skrev til Kunsthal Nord tilbage for et par år siden.

- Henrik Broch-Lips kontaktede mig og vi mødtes. Jeg fortalte om konceptet, og han fortalt om Kunsthal Nord og i foråret 2018 blev vi så enige om udstillingen.

- Udstillingen er også så stor, at det ikke er noget, man kan lave en gang om måneden, siger hun. Hun har brugt det meste af et år på at skabe udstillingen. Ikke at hun har arbejdet på den konstant. Der har også været gang i andre ting.

Geologisk udstilling

- De fleste af værkerne er nye. Kun to af værkerne er brugt før. Resten er skabt til denne udstilling. Det har derfor også krævet en større lastbil at få fragtet udstillingen herop.

Generelt handler det om ressourcer. Mange forskellige slags ressourcer. Forskellige stadier i ressourcers liv. Udstillingens titel er ”Skønnede reserver”. Det er et begreb fra geologien. Og der er også meget geologi i udstillingen. Det næste værk, man møder, når man går ind i kunsthallen, er en stor flade på gulvet, hvor forskellige lag flyder rundt. Og hvor der i siden er monteret et geologisk instrument til måling af ressourcerne.

- Når man siger ressourcer, tænker man på, at de er begrænsede. Men der er også håb i det. For vi har jo også vores hoveder. Det er jo helt ufatteligt, hvad de menneskelige hoveder har frembragt gennem tiderne. Så hvis man lægger alle hovederne sammen, kan man måske godt finde nogle løsninger på jordens problemer, mener Anna Borgman.

Puslespil med hjemmefra - samlet i Aalborg

Hun kom til Aalborg 17. november og har arbejdet på udstillingen lige siden. Alle de store installationer er samlet her, men er forproduceret hjemmefra.

- Det er nogle fantastiske dygtige, frivillige hjælpere, de har her, påpeger Anna Borgman. Hun har nemlig ikke samlet det store puslespil helt alene.

27. februar pilles udstillingen ned og pakkes i en lastbil, som sætter kurs mod Berlin. Anna Borgman håber, at dele af værkerne kan bruges til udstillinger senere andre steder.

Udstillingen åbner lørdag 28. november.

Skønnede reserver

  • Af Anna Borgman
  • Kunsthal Nord fra 28. november til 27. februar.
  • Sidste chance/gensyn: 21. til 24. april.
  • 1. maj åbner Kunsthal Nord udstillingen "Pas Partu" med Jan S. Hansen.
Arkiv