Skilte kan have deres eget liv, og hvad der står på dem, kan nogle gange forbavse. Kender I den om slagteren, der siger til kunden, at kundens hund ser lidt medtaget ud. Kunden bliver fornærmet, og slagteren henviser så til skiltet på indgangsdøren: ”Hunde må ikke medtages”.
Skiltet herover er også noget af en gåde. Så stor en gåde, at det har optaget store medier som f.eks. Natholdet. For det første er der jo et eventyrligt lag i navnet. Man kommer til at tænke på den grumme fortælling fra brødrene Grimm om de stakkels moderløse små, der efterlades ude i skoven af den onde stedmor og den følgagtige far. Der finder de et pandekagehus med en tilsyneladende rar gammel dame i, som desværre viser sig at være en heks. Kun med list og brutalitet lykkes flugten.
Dette eventyr har leveret navnene, og så må forretningsindehaverne have set bort fra den lektie, eventyret skulle have lært alle børn: Stol aldrig på fremmede, der tilbyder luksus i skoven eller storbyjunglen.
Og dermed er vi ovre i den underlige kombination. Øl og slik, hmm, er det nu også så god en blanding? Er øllene til pigerne (= Grete) og slikket til drengene (= Hans), eller skal det nydes sammen? Og hvorfor er de navne og de produkter endt på samme skilt?
Blæser i vinden
Svaret blæser måske i vinden, men den bedste forklaring er nok, at der findes en dansk forfatter, der gik så grueligt meget igennem. Og nej, det er ikke H.C., vi taler om, det er Harald Bergstedt (1877-1965). Det var ham, der gav Tom Kristensen ideen til at skrive "Hærværk", og han skrev også selv, både digte, romaner og børnesange, men han er mest kendt for de sidste og så for sin uheldige rolle under krigen.
Bergstedt skrev nemlig for det nazistiske "Fædrelandet" og kom for skade at tale endog meget pænt om hr. Hitler. Sikkert fordi Bergstedt var bange for bolsjevikkerne og dertil en smule naiv. Resultatet blev et reelt berufsverbot efter en fængselsdom i retsopgøret.
Det eneste sted, man trykte hans tekster i perioden efter krigen, var i den enorme salgssucces "De små synger". Alle kender hans største hits, ’Solen er så rød, mor’ og ’Jeg ved en lærkerede’. Blandt de næstmest kendte var hans skræmmedigt ’Har I hørt om Slikke-Hans, han var fra Karise?’
Håndfaste spisevaner
Læser man den tekst med vore dages øjne, må man forundres over, hvor håndfast der rådgives om spisevaner. Men klummeskriveren er mere optaget af, at navnet ’Hans’ på den måde hænges ud. Hans i sangen kan ikke styre sig, ikke behovsudskyde, ikke tage imod fornuft. Hans er et eksempel, man ikke skal følge efter.
Sådan var alting nemmere i gamle dage, og særligt inden for børneopdragelse. Når man støvsuger ordbøgerne, kan man finde en del meget ubehagelige øgenavne, som de voksne i majestætisk bedreviden har hængt på børn for at lave dem om.
De mest kendte eksempler er sådan nogle som Doven-Lars, Skvat-Mikkel eller Vigtig-Per. Som man ser, udfoldes der et lastekatalog, som skal få de uopdragne til at ændre adfærd. Man kan finde flere: Forsigtig-Per, Per Nittengryn, Dumme-Peter, Doven-Didrik, Rode-Mikkel, Klumre-Mikkel, Fjolle-Frederik og Sjuske-Dorte.
Tude-Marie
Bergstedt var ikke alene om løjerne. I 1939 startede Marie Andersen en lang børnebogsserie med titlen Tude-Marie. Det blev til ret mange bind, og de er udkommet flere gange. Skældsordet Tøj-Jon er i samme familie og handler om pyntesyge. Man mener, det henter sin oprindelse helt tilbage til operafiguren Don Juan, den slemme karl. Juan er lig med Jon, og pas nu på de slebne, velklædte typer!
Man kan også finde et digterisk forlæg til begrebet en ’alfons’. Det stammer fra et teaterstykke ved navn Monsieur Alphonse af Alexandre Dumas den Yngre (1873). Ud fra den fiktive figur i stykket har vi så formet betegnelsen for det at tjene på andres prostitution.
Udtryk, som ikke længere findes i daglig tale, forsætter listen: Fedte-Mikkel, Fjante-Mikkel, So-Mikkel, Pjanke-Dorte, Sjokke-Dorte, Druk-Frederik og Sjuske-Mette. Her er de skrevet med stort, men det er sigende for udtrykkenes succes, at de for det meste staves med lille begyndelsesbogstav og opfattes som et begreb. En dovenlars ved alle, hvad er, man glemmer, at der engang var en lille dreng, der blev udstillet.
Flittig-Lise
Det eneste positive eksempel, man kan finde, er Flittig-Lise, men det er meget sigende jo også noget helt andet. Flittig-Lise er ikke et eksempel til efterfølgelse, for hun er en hurtigvoksende plante fra de afrikanske troper. På engelsk hedder hun ’Impatient Lizzie’, hendes latinske navn er Impatiens Walleriana.
For den læser, der måtte mene, at vi da er blevet meget klogere siden de moraliserende gamle dage, vil det måske være på sin plads at supplere: En ’Brian’ er blevet et begreb inden for de seneste årtier. Sådan én har en lidt for stor bil, der udstyres lidt for smagløst med lidt for dyrt udstyr, og som bliver promeneret med lidt for høj musik. En ’Connie’ er en lidt for naiv, ung pige (lidt ligesom Harald Bergstedt under krigen), og under Me-Too-demontrationerne mødte man endnu en typebetegnelse: En ’Karen’ (udtalt på amerikansk).
’Karen’ er en privilegieblind, hvid, hysterisk og paranoid mellemklassekvinde, der mener, at andres kamp for deres rettigheder er ved at ødelægge verden, som vi kender den. Og er nogen i tvivl: Den slags er hun imod.
Selv om børneopdragelsesmetoderne tilsyneladende er forbedret, holder vi os stadig ikke for gode til at hænge folk ud med øgenavne. Men sådan nogle øgenavne er nogle gange rare at have til rådighed.