Skip to main content
Nekrolog

Manden med det store kulturhjerte

Journalisten Max Melgaard, medstifter af www.kulturen.nu, døde mandag morgen, 19. september, mens han var på ferie på Kreta. Formodentlig af et hjerteanfald.

Tidligere kulturgruppeleder på Nordjyske Medier, far til fire, vinkender og passioneret amatørkok på højt niveau og meget, meget mere. Sagde du navnet Max, faldt ordet maximalt straks én ind. Maximalt skrivende, vidende, og livsnydende banede Max Melgaard lige fra fødslen i Vejgaard sin helt egen vej ind i det, vi med et fattigt ord kalder journalistik.

Student fra Aalborg Katedralskole 1975, og efterfølgende studier ved Aalborg Universitet – glad nyder af Oehenschläger’s debut ”Digte 1803” - gjorde ham til bachelor i dansk i 1979, inden han faldt for journalistikken, færdiguddannet 1983 efter praktiktid på Jyllands-Postens daværende Aalborg-redaktion. Freelance et par år før fastansættelse på Aalborg Stiftstidendes navneredaktion i 1985.

Fem år senere videre til avisens kulturredaktion, hvor han derefter i 30 år var et påskønnet, skarpt skrivende medlem. Først med billedkunsten som con amore område, siden bredende sig og skrivende om stort set alt kulturligt.

Film, især børne- og animationsfilm, musik, dog ikke opera eller jazz, der gerne gav ham gåsehud over hele kroppen. Flittig anmelder af teater og tv-dramatik og idémanden bag mange af bladhusets utraditionelle tiltag.

Heriblandt: ”Ud med børn” - anmeldelser af familieforlystelser, ”Læskeholdet” - anmeldelse af brune værtshuse, ”Bif & co”- det nu nedlagte 10-årige tv-program med anmeldelse af aktuelle filmpremierer. Eller sommerserier som ”Åndehuller” eller ”Et øjeblik”.

En overgang sammen med resten af den daværende kulturredaktion fra 2001 til 2003 tillige lokaljournalist i Sejlflod Kommune, da bladhuset skulle have løst et påtrængende mandskabsproblem. Det fik oplaget til at stige i oplandskommunen, og nabokommunerne tiggede ved juletid om også at få anmeldt deres juleudsmykning, sådan som kulsejl-gruppen gjorde. Kulsejl var en sammentrækning af kultur og Sejlflod og fungerede med de tre musketerer – journalisterne Borberg, Melgaard og Stenbakken.

Ordet bramfrit var lige vel svagt, når du skulle karakterisere Melgaards skrivestil og analytiske talent. Han var knivskarp - et udtryk han tit og ofte brugte, når han klogede sig på alt fra græsk mad over Grateful Dead til analyse af den til enhver tid siddende statsministers sidste fadæse.

Han var i en klasse for sig som gruppeleder for kulturen. Altid med på en skæv eller vild ide. Vil du interviewe den afdøde forfatter Inge Eriksen oppe i himlen og høre, hvordan det går? Gør det. Hvor langt det skal være? Så langt du kan skrive, så længe det bare er interessant at læse. Når du så har skrevet dig ud, kan du sætte punktum! Det skulle gerne fylde et opslag.

Melgaard var et sjældent solidarisk, elskeligt og empatisk menneske, som tog sin tørn både i Dansk Journalistforbund og i medarbejderforeningens bestyrelse. Fungerede som tillidsmand i en periode og sad også i Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse, 1987-89.

Han var også dybt respekteret af arbejdsgiversiden. Selv om det kan være svært for et ledelseslag at have at gøre med en journalist, som havde større viden og visioner end dem, de lige sad med. Og ovenikøbet kunne argumentere overbevisende for dem.

Sommeren 2020 måtte han vinke farvel til mediehuset på Langagervej, da en omfattende sparerunde skar drastisk ned på den journalistiske bemanding.

Det stoppede dog ikke den maximale skrivelyst, der nu fik afløb i det nystartede kulturmedie – www.kulturen.nu – hvor man dagligt kunne følge ham. Dette hans nyeste barn beskæftiger sig med det nordjyske kulturliv i bredeste forstand og gør det stadig efter medstifter Max’s pludselig død.

Max blev 66 år og efterlader sig sin hustru Kirsten, deres fire voksne børn, tvillingerne Laura og Kristine samt Oskar og Ludvig, samt foreløbig fire børnebørn.

Et passioneret renæssancemenneske med et stort hjerte for kulturen er ikke mere.

. På job sammen, Stenbakken og Melgaard (t.h.), kulturprisoverrækkelse 2019, Arden.