DJØF er en fagforening. Forkortelsen står for ”Danmarks Jurist- og Økonomforbund”, og navnet blev til i 1971, da juristerne (organiseret siden 1918) og økonomerne (siden 1953) slog sig sammen. Foreningen tæller over 100.000 danskere, der arbejder i masser af brancher.
Men næsten ingen tænker på en djøf’er som en jurist eller en økonom, for forkortelsen er blevet et selvstændigt ord. Deres egen hjemmeside skriver det hele tiden, men forklarer det kun et enkelt sted, som man endda skal lede efter.
En djøf’er er blevet et halvvejs skældsord for en i særlig grad offentligt ansat akademiker. Man kalder det djøficering, hvis opmærksomheden ryger fra de varme hænder over på de kolde skriveborde. Og djøfferne er naturligvis overrepræsenteret i ledelseslagene, hvor de end befinder sig.
Fagforeningen offentliggjorde i sidste uge resultatet af en medlemsafstemning. Man ville finde ud af, hvilket ord der er ”det værste på jobbet”. Spændende koncept, der faktisk godt kunne kaldes bullshit-bingo, så sandt som nogle måder at tale på hurtigt bliver overanstrengt. Det ser ud til, at alle opdager de samme udtryk på cirka samme tid. Modeord kommer i bølger.
Vinderen venter vi lidt med. Djøfferne fandt masser af udtryk, men deres blad har valgt 20 ud, som de hader, og numrene i teksten nedenunder viser simpelthen placeringen på hadelisten. Mere end 4000 læsere af deres blad deltog, så det er et spørgsmål, der optager dem.
De fleste kender til irriterende modeord, men vi skal lige prøve at snævre feltet lidt ind. Et fagudtryk er nemlig ikke bullshit. Fagudtryk findes inden for alle fag, og de er udtryk for opsamlet viden og smart kommunikation. Tømreren saver noget i smig, læreren taler om en infinit nexus, og økonomiarbejderen laver en lønkørsel. Ikke noget der – det hedder det simpelthen, og det er der ikke noget galt med.
Næh, bullshit er det, der hører til det udflydende fag ’ledelse’. Måske er vi alle sammen lidt allergiske over for ledelse, i al fald er vi ret kritiske over for, hvordan ledere taler. Har ledere en faglighed, er de nærmest tvunget til at undertrykke den, for de skal jo tale til alle medarbejdergrupper. Måske er det derfor af nød, at de ofte forfalder til noget, de har hørt på et kursus.
Men lederjobbet er krævende, og lederes sprogbrug derfor i fare for at skride ud. For det første kan de være fristet til at bruge det, der med et fagudtryk hedder eufemismer. En eufemisme er et ord, der betegner noget negativt, men signalerer noget positivt. Man taler ikke om at gå til i druk, man siger, at alkoholforbruget er kommet lidt ud af kontrol. Eller man sprayer guld på lort, som de siger i kommunikationsbranchen.
Den slags er der meget af. Det hedder ikke problemer, men udfordringer (nr. 13 på listen), og en sparerunde bliver hellere omtalt som en mulighed for at lave innovation. Hvis man ingen plan har, så er det ikke det, man siger. Nej, vi skal asfaltere, mens vi kører, eller: vi lægger sporene, mens vi kører (4); vi finder løsningen undervejs.
Hvis man vil have folk til at tænke ud af boxen (17), betyder det for det meste, at man har lyst til at prøve noget nyt, som ingen ved om virker. Hvis ledelsen vil have nogen til at genbesøge (12) et synspunkt eller en praksis, betyder det normalt, at det skal laves om. Måske skulle ledere forsøge sig med ærlig snak?
Et andet træk ved ledelseskommunikation er den stærke afsenderstyring. Der tales ud fra det, lederen tænker, men det er sjældent gjort helt klart eller særligt præcist. Hvad er det at tage ja-hatten på (7)? Og hvordan er man lige omstillingsparat (11)? Ved at gå med til noget, man ved er det tredjebedste?
Allerværst er det, hvis der også er en overbærende distance. Hvis lederen siger jeg hører hvad du siger (2), vil de fleste få indtrykket af en terapeut, der holder sin mening tilbage, men samtidig vurderer og bedømmer på sikker afstand. Det er magtudøvelse, bare subtilt.
Der er også en vis grimhed over ledersprog. De kan f.eks. tale om at vækste (9), selv om de mener vokse. De kigger ind i (8) alt muligt, de tænker, at et eller andet (16) eller de er i proces (19) med noget. Faktisk er mange af udtrykkene uæstetiske, som når man siger fremadrettet (15) frem for fremover eller taler om en brændende platform (18), når der er nødvendighed på spil.
Og nu er vi så allerede på vej over i billedsproget. Ledersnak er kendetegnet ved metaforer, som udvandes til at blive rene klicheer. Tag fra sportens verden: Det at spille hinanden gode (5), som er hentet i kollektive boldspil. En god ting, men når det bliver sagt for 22. gang og blot dækker over, at lederen kan undskylde sig, mens medarbejderne får besværet, så bliver man lidt træt.
Noget andet grimt ifølge de deltagende djøffere er engelske udtryk, der ikke oversættes. Det hedder ikke længere en dagsorden, det hedder en agenda (20), firmaet har nogle must win battles (6), og medarbejderne skal være aligned (14) med politikken. Vi skal have alle med – det hedder onboarding (10), og så skal det gerne ske lidt tjept – det hedder agilt (3). Det er ikke langt fra, man føler sig hensat til en træningsbane for hunde.
Men den allerværste kliche, vinderen i ledersprogets uofficielle danmarksmesterskab i hadeudtryk, er metaforen en rejse (1). Vi er på en rejse, eller vi har været på en rejse. Når man når et delmål, når man tager afsked med en medarbejder, når man laver en strategi, når man flytter, når nogen udnævnes, så har det hver evig eneste gang været noget af en rejse. Billedet er så fleksibelt, at det kan bruges om nærmest alt, og det kan snige sig ind i både den forberedte og den uforberedte leders lejlighedstaler.
At rejse er ganske vist at leve. Rejsen er en grundmetafor for menneskelivet, for masser af god litteratur, for film og forhold, karrierer og al mulig udvikling. Men vil I ikke nok holde op med at sige det hele tiden?
Således svarer i al fald djøfferne, når man spørger dem. Ledere skal tænke, før de taler!