Nærved og næsten slår ingen mand af hesten. Det er lige ved og næsten, når noget ikke kan gennemføres. Udtrykket ’næsten’ fortæller om tilnærmelse, om forsøg og stræben, der bare ikke helt når i mål.
Sprogligt set kan vi udtrykke det ikke-perfekte på rigtig mange måder. Det er enormt praktisk, og det er noget, man ville have endog meget svært ved uden sproget.
Mit mobilkamera er dog ret pædagogisk indstillet og gør et behjertet forsøg. Når jeg tager et billede under pressede omstændigheder, hvor jeg ryster lidt på hånden, griber skærmen ind.
Den fortæller mig, at billedet bliver bedre, hvis jeg holder kameraet stille. Ja tak, det havde jeg da også forsøgt at gøre, men næsten er ikke helt godt nok.
Visse kameraer reagerer simpelthen på dårlige fotografer ved at stille to billeder op over for hinanden. Først det ene, som man lige har taget: ”Your photo”, og så et forbedret billede med undertitlen: ”Perfect photo”.
Pointen er her, at selv på så visuelt et område som fotografering har vi brug for ord for at fange meningen. Sproget kan hjælpe os med at sammenligne det gode og det bedre. Sproget er nemlig en anden-verden, en slags parallel-virkelighed. I sproget kan alt muligt lade sig gøre, uden at det behøver fysisk udstrækning.
Selv meget unge sprogbrugere benytter sig af denne kreative fordobling. Masser af leg foregår jo i en forunderlig blanding af virkeligheden (en gammel grøn hat og en pind med snor) og den store fortællings uendelige muligheder (Robin Hood i Sherwoodskoven på flugt fra sheriffens mænd).
Og børn bevæger sig ubesværet rundt i virkelighederne. ”Så sagde vi, at du var Lille John …” ”Men så kom broder Tuck med sin ølvogn …” Blot ved at slå over i datid markerer børn og andre barnlige sjæle, at man godt ved, det kun næsten er rigtigt, at det er en forestillet verden.
Denne kapacitet i sproget og menneskers evne til at udnytte den er humlen ved fiktion. Mennesket er et historiefortællende dyr, og alle kulturer bruger historier.
Det er tydeligst i den trykte form: bøger, romaner, noveller, tegneserier og krimier, ja der er også dem, der digter deres erindringer. Samme evne til at fortælle historier udnyttes i film, opera og musik, i markedsføring og branding. Og så har vi slet ikke berørt vittighederne, eller hvad vi foretager os hen over hækken.
Man kan naturligvis også bruge evnen negativt. Man kan lyve, binde folk historier på ærmet, manipulere, bagtale, insinuere, antyde og nedværdige. Sprogets anden-verden kan både bruges og misbruges. Det er en opfindelse med udfordringer.
Men det var egentlig ikke det, jeg ville fortælle om. Jeg ville kigge på ordet ’ligner’. Der ligger dybest i ordet et tillægsord: ’lig’. Noget er lig noget andet, det ligner, det har lighed. Vi kender lignelser, ligheder og ligeberettigelse. Ligeløn måske ikke endnu, men ordet findes.
Udsagnsordet ’at ligne’ bruger vi nok mest til beskrivelse af familieligheder eller kunst. ”Nøøj, hvor han ligner sin mor!” eller ”De fleste af Jorns billeder ligner noget, der er løgn.” Kunst har det jo med at undslippe ordene.
Men ordet ’ligner’ kan bruges rimeligt bredt, når der laves sammenligninger, og det har vi hele tiden brug for. Sproglige billeder er både udbredte og nødvendige.
”Det ligner en nedsmeltning”, kunne man sige om Messerschmidts forsvar i retssagen om MELD og FELD. Eller hvad med Afghanistan? Det ligner en trafikulykke i slow motion. Et billede kan sige mere end mange ord.
På det seneste er der kommet en ny brug af ordet frem. Unge mennesker bruger ordet ’ligner’ som en slags variation over ’tilsyneladende’. De er begyndt at sige, at ’det ligner, at …’ et eller andet.
Det ligner, at der kommer en regnbyge, siger de så. Vi gamle ville sige, at det ser ud til, der kommer en regnbyge. Men de unge fremturer: Det ligner, at AaB er begyndt at spille bedre. Det ligner, at Mads og Mille er blevet kærester.
Det ser altså ud til, at sproget til stadighed udvikler sig. Det ligner en illusion, at sproget skulle være uforanderligt. Det ligner sig selv, men det fortæller noget andet.