Hvad har biler, styrketræning, biografer og møbler til fælles?
Ikke meget, måske, men ser man nærmere efter, er de alle sammen en del af en sproglig storfamilie med mange og lange grene. Vi starter med møblerne.
Ordet ’møbel’ kommer fra fransk, ligesom i øvrigt temmelig mange ord med -ø- gør. (Vi nævner i flæng miljø, frisør, pøbel og ingeniør). Men møbel hedder meuble på fransk, og deri ligger ganske simpelt, at tingen kan flyttes.
Meuble er nemlig det latinske mobilis, der simpelthen betyder ’mobil’, altså bevægelig.
Møbler kan flyttes, og indbyggede skabe vil vi nok heller ikke kalde for møbler.
På den måde står møbler (som såkaldt løsøre) i modsætning til fast ejendom. På tysk er dette helt tydeligt, for fast ejendom hedder Immobilien, dvs. ting, der ikke kan flyttes.
Og hvis man på dansk ’formøbler’ noget, så sætter man det over styr og drysser det væk, netop fordi det er flytteligt.
Mobilis ligger også bag andre danske ord: Mobilisere er, når man flytter hærenheder og gør dem klar til kamp. Mobilitet er bevægelighed og kan bruges både om kropsdele og om det at bevæge sig i samfundet.
En ’uro’ til at hænge op kaldes også en ’mobile’, fordi den bevæger sig. En evighedsmaskine hedder således på latin et perpetuum mobile.
Men hvad så med biografen? Jo, den hedder på engelsk the movies. Det er en del af familien, fordi det latinske ord for at bevæge er movere.
Og da billederne i biografen er bevægelige, hed de i starten motion pictures, i kort form altså movies.
Med stammen mot- åbnes der flere nye kapitler. Det er her, styrketræningen kommer ind i billedet, for det latinske motio betyder bevægelse.
Motion er både fransk, engelsk og dansk om den aktivitet, vi febrilsk kaster os ud i for at forlænge livet.
Det er også herfra, ordet ’motiv’ kommer. Motivet er det, der får en til at bevæge sig, det er så at sige bevæggrunden.
Derfor taler man om motivering, når man skal få andre eller sig selv til noget.
Man taler om forslag til motiveret (nemlig begrundet) dagsorden og om, at noget kan ske umotiveret, dvs. uden nogen åbenbar grund.
’Motiv’ har også en yderligere betydning i de kunstneriske fag, hvor motivet er det, man maler, det træk i musikken, der behandles, eller de temaer, en tekst udfolder.
Endelig er stammen mot- også blevet vigtig i moderne tid, fordi man med dampmaskiner og senere med fossile brændsler udviklede ’den, der bevæger’, og den kaldte man så med et nypræget fremmedord en motor.
På latin var det en person, sådan som vi stadig bruger udtrykket primus motor om en igangsætter, den første bevæger.
Masser af transportmidler har altså bevægelse indbygget i sig i selve betegnelsen. Vi taler om motorcykler, motoriseret trafik, motorveje. Og bagved ligger bevægeren, motoren.
Et ’lokomotiv’ hedder det også med et ord, der er nydannet af latinske stumper. Locus er sted, motivum det bevægede, og lokomotivet betegner helt logisk det, der bevæger sig fra et sted.
Til sidst mangler vi kun bilen, den moderne vinder af transportkonkurrencen. Den er også et kunstigt ord, ovenikøbet sat sammen af både græsk og latin. Auto betyder selv på græsk, mobilis bevægelig på latin og automobilis derfor selvbevægelig.
Dette ord slog i begyndelsen an på alle de europæiske sprog. Man sagde automobil på dansk, automobile på engelsk og automóvil på spansk.
Tyskerne har forkortet, så en bil nu hedder ein Auto.
Franskmændene har gjort det samme, bare med en anden udtale: un auto, og også italienerne kan tale om una auto.
I praksis er sprogene dog gået i forskellige retninger, så man i daglig tale bruger andre betegnelser. Englænderne siger car, spanierne coche (i Europa, i al fald, for i Latinamerika taler de om carro), franskmændene voiture og italienerne macchina.
Vi danskere er de eneste, der holder fast ved i hvert fald noget af det oprindelige latinske ord automoBIL. En ’bil’ lyder som det danskeste ord, man kan finde, men det er en latinsk endelse.
Således har betegnelserne bevæget sig fra mange lande og sammenhænge helt frem til det, vi siger uden at tænke nærmere over det.