Hvem vil ikke gerne lykkes med tingene? Det er en stor tilfredsstillelse at opleve noget gå godt, hvis man har sat alle sejl til og arbejdet hårdt for at få det til at gå den rigtige vej. Jo større sats, jo større lykke.
At lykkes med noget er ikke desto mindre en ganske ny måde at formulere sig på. Før i tiden kunne personer nemlig ikke være grundled for det udsagnsord. Dengang lykkedes man ikke med noget, men noget lykkedes én, og for det meste var konstruktionen upersonlig:
Det er lykkedes tyske forskere at udvikle en vaccine mod COVID-19; det lykkedes højdespringeren at sætte personlig rekord; det lykkes altid onkel Bent at undgå opvasken.
Men nu har udsagnsordet ”lykkes” efter engelsk forbillede forvandlet sig til et personligt verbum. Forskerne, højdespringeren og onkel Bent er pludselig blevet dem, lykken udgår fra.
Tyske forskere er lykkedes med at udvikle en vaccine; højdespringeren er lykkedes med at sætte rekord; onkel Bent lykkes med at undgå opvasken.
Nu er lykken ikke længere hændt dem, den er ikke noget, der overgår eller vederfares dem, som kommer til dem, falder i deres turban eller går deres vej. Modtagerne fra gamle dage har byttet logisk plads med lykken, så de nu er dem, der skaber den.
I vore dage lægger vi nemlig vægt på den magt, der udgår fra subjektet. Det er forskerne, der laver vaccinen, og højdespringeren, der sætter rekord. Men er onkel Bent så pludselig blevet mere eller mindre ansvarlig for sin arbejdsvægring?
Subjektets verdensforandrende rolle gør det let for sproget og os at vende det gamle udtryk om, så lykken ikke er en tilfældig tildeling, men en præstation.
Vi lykkes med rigtig meget, fordi vi netop indskrænker lykketræffets betydning, og som subjekter forelsker vi os i grammatiske udtryk for samme subjekts betydningsfuldhed.
Hvad der nu sker for verbet "at lykkes”, skete for lang tid siden for verbet ”at synes”. For Holberg var dette verbum udtryk for, at noget forekom én.
Noget i omgivelserne trængte sig sanseligt, dvs. visuelt på jeget, og så kunne han f. eks. sige, at ”det synes mig en kende overdrevet” eller ”Fruen synes mig arriveret i et eksalteret humeur”.
Ikke noget med, at jeg synes, noget er for meget, eller at jeg synes, fruen er for højt oppe.
Det indirekte objekt fra 1700-tallet blev i 1900-tallet til subjekt. Mennesket gjorde sig fri af modtagerrollen, satte sig selv for bordenden og blev den, beslutninger og handlinger udgår fra.
Vi finder os ikke længere i afhængighed, men vil derimod have magt over tingene, succes og selvbestemmelse. Helt ned i sproget mærker man subjektets stærkere rolle.
Det ser ikke længere ud til, at noget synes os. Vi synes godt om at synes noget. Vi er lykkedes med at opskrive vores egen betydning, vil det lykkes os at blive ved med det?