I den danske film Den eneste ene møder vi et dysfunktionelt ægteskab. Italienske Sonny burde være alt det, Sus kunne drømme om, men hun er ikke glad og han langt mindre.
Under et af deres skænderier kommer den relevante beskyldning frem: ”Du bedragede mig”, nærmest råber han. Hvortil Sus straks replicerer: ”Nej, Sonny, jeg bedragede dig ikke, jeg bedrog dig. Og jeg har sagt undskyld, ikke også?”
En del af morskaben kommer nok af, at man ikke så tit har åndsnærværelse til at rette sproglige fejl, når man er midt i et skænderi. Grammatik er ligesom ikke så ophidsende - for de fleste, i al fald. Men når roen har sænker sig, hedder det så i virkeligheden ’bedragede’ eller ’bedrog’?
Danskerne bliver mere og mere i tvivl, og det gælder også alle sammensætningerne med udsagnsordet ’drage’. Hvordan opdrog dine bedsteforældre deres børn? På samme måde som forældrene senere opdragede deres?
Man kan møde ordet i mange sammensætninger: androg/andragede og bidrog/bidragede, når det er penge, det drejer sig om; tildrog sig/tildragede sig findes nok ikke i almindelig brug mere.
Man kan pådrage sig en sygdom, inddrage familien, fradrage udgifterne, sammendrage erfaringerne og overdrage det hele til næste generation. Men hvis det skete i går, var det så pådrog eller pådragede, inddrog eller inddragede osv.
”Dengang jeg drog af sted”, hedder det i den gamle sang, og denne, såkaldt stærke bøjning var tidligere den helt almindelige, både for udsagnsordet ’drage’ og mange andre. Den stærke bøjning kan kendes på, at selvlyden ændres. Fra a til o er en almindelig aflyd, men der er flere.
De fleste er der ingen tvivl om: tager bliver til tog, giver til gav, får til fik og griber til greb. Man skærer i dag, men skar i går, byder nogen brødet i dag, men bød det rundt i går. I gamle dage brød man også brødet, men det er vi holdt op med. Ingen bryder brødet længere, man bruger en kniv.
Vi springer ind i bilen og stikker en tur til grænsen (i går sprang og stak vi), træffer sin nabo dernede (traf), går på indkøb (gik) og finder det, vi skal have (fandt). Som man kan se, er den stærke bøjning meget udbredt, og de udsagnsord, der bøjes på den måde, er tit meget brugt.
Alle de sjældnere bøjes svagt, kigger bliver kiggede og betaler betalte. I de senere år har tendensen bevæget sig fra stærk til svag bøjning.
Adskillige steder kan man møde den formulering, at man ’bedte’ nogen om noget. ”Jeg bedte dig om at få den tilbage”, siger børnene. Forældrene må have lært, at det hed ’bad’. Man kan høre, at der siges ’træffede’ i stedet for ’traf’, og Sonnys fejltagelse fra før er måske mere udbredt end som så.
Tendensen er gammel, for man kan finde bekymrede sprogrensere, der for over 100 år siden beklagede, at danskerne var holdt op med at bruge de stærke former.
Professor Kristian Rovsing overvejede i en artikel i 1881 at stifte et selskab til ’beskjærmelse’ af de stærke former. Danskerne var beklageligvis holdt op med at sige befol, erfor, fornam og grov, og i stedet sagde de nu befalede, erfarede, fornemmede og gravede. På samme måde sagde de huggede i stedet for húg (med stød) og agede i stedet for óg (også med stød). Hvilket forfald, mente professoren.
Disse kampe er nu tabt, og i dag står striden om nogle andre udsagnsord. Ordbogen noterer dobbeltformer som f.eks: brast/bristede, fnøs/fnysede/fnyste, fór/farede, fes/fisede/fiste, fnes/fnisede/fniste, gøs/gyste, jog/jagede, klang/klingede, lod/ladede (når man lader vandet), nøs/nyste, skrød/skrydede, smøg/smygede, sprak/sprækkede, svor/sværgede og tav/tiede.
Så kan læseren selv måle graden af sin konservatisme på, hvor mange af de korte former med aflyd, hun kender og bruger.
Men hold dig tilbage med alt for mange belæringer af de yngre sprogbrugere. Du opnår højst at gøre dig upopulær, hvis du prøver at udbrede de korte, gamle former. Det er en kamp, man ikke kan vinde, for sproget producerer simpelthen ikke længere aflydsformer i datid.
Vi kan se det deraf, at nyankomne udsagnsord bøjes svagt. Når danskerne begynder at sige ’jeg downloader’ om en bestemt adfærd ved maskinen og skal betegne det i datid, bliver det helt naturligt til ’jeg downloadede’.
Vi streamede i går, hun sms-ede til mig, han scorede et flot mål, de stalkede den stakkels kendis, alle likede deres selfies bagefter.
Så det skal blive spændende at se, hvor længe man stadig kan blive forstået med sætninger som: Det gøs i mig, da jeg så ulven. Den jog hen over markvejen og fór mod horisonten.
Men klummeskriveren kan vel ikke være den eneste, der ville have det mærkeligt med sætninger som: Det gysede i mig, da jeg så ulven. Den jagede hen over markvejen og farede mod horisonten?