Så var der lige corona. Så var der også klimaforandringerne, som uden for enhver rimelig tvivl er menneskeskabte. Der er vulkanudbrud på Canarieøerne, mobning henne på mellemtrinnet og forringelse af biodiversiteten.
Problemer og trusler er der nok af, og spørgsmålet er, om du har talt med dine børn om det for nylig? Det kan nemlig blive for meget.
Hvor man i gamle dage havde den udbredte praksis, at ’det snakker vi ikke om’, er tiderne nu anderledes.
Før fejede vi ting ind under gulvtæppet, men nu skal vi snakke om dem hele tiden og så igen. Forældre rådes til at vende problemerne med børnene, være opmærksomme på deres følelsesmæssige reaktioner og så lige spørge en ekstra gang.
I den forbindelse var det helt rart at møde en ekspert i avisen i dag, som mener, at man kan overgøre det. Hun brugte hele tre ord, klummeskriveren ikke havde hørt før, og overskriften er det første af dem.
At ’sam-gruble’ er at fokusere så meget på problemerne, at de kommer til at fylde for meget.
Gør det ondt at blive mobbet i dag? Nå, gør det det, ja det er jo ikke så godt. Hvad tænker du om det? Ja, det har du ret i. Hvad med de andre? Nå, de gjorde ingenting, aha… Og næste dag det samme.
Så ser man den voksne gå i øjenhøjde med det plagede barn og reflektere stemningen, dag efter dag. Den voksne prøver at leve sig ind i, hvordan det er at blive mobbet, og det tænker de så begge to dybt over, mens samtalen forløber.
Man ser godt nok barnet, men med ordet sam-gruble kan enhver jo også høre, at grublerierne ikke rigtig fører til noget. Tværtimod holder de gentagne samtaler begge parter fast i problemet, som aldrig bare bliver nådigt glemt eller hastigt ignoreret.
Den pågældende terapeut talte også om at ’overtænke’ i den forbindelse. Kredser man om det samme, sætter man måske alt for mange kræfter ind på at løse noget uløseligt.
Hvis det først er gået op for en, at corona er en farlig sygdom, så løser det måske ikke den frygt op, at man gentager for sig selv, at corona er farlig.
Hvis klimaforandringerne virkelig skræmmer en fra vid og sans, så bliver man ikke mere handlekraftig af at genbesøge sine skræmte reflekser hele tiden. Hold fast ved den ene tanke, undgå tankemylder.
Det tredje nye ord i sammenhængen var valgt som fængende overskrift på interviewet. Der stod: ”Mange forældre er røget i en snakkegrøft”. Den var ny – en snakkegrøft.
Dermed menes, at snak både er godt og skidt. Når det at snakke udnævnes til en grøft, så ligger der et billede i det. På hver side af vejen er der en grøft, som er en afvej, en afsporing. I en grøft kommer man ikke ud af stedet, men det gør man i midten, den såkaldte middelvej, som er den, man skal gå.
Overført på spørgsmålet om de stakkels børn og unge, der har svært ved at håndtere den svære verden, lyder parolen:
Snak om det, men overgør det ikke. For meget og for lidt ødelægger i lige grad, og begge grøfter er forkerte.
Hvis problemer er et tabu, lander man i den ene grøft. Sådan var det i gamle dage, hvor man ikke snakkede om sine følelser, men undertrykte dem. Så blev fortielse den foretrukne måde at lade være med at løse problemerne på.
Men i vore dage er vi gået i den anden grøft, hvor vi ikke fortier, men overtænker og besnakker. Denne demonstrative trang til hele tiden at sætte ting på dagsordenen, tage dem op, få dem vendt og italesat, ja samgruble, overser et vigtigt forhold.
Den gyldne middelvej består nemlig i, at vores inderside er akkurat lige så selvregulerende som vores yderside.
Man kan tegne et billede af det sådan her:
Hvis du har brækket dit ben, hjælper det overhovedet ikke at benægte eller fortie det. ”I vores familie brækker vi ikke ben, sådan er det bare.” Brækkede ben reparerer ikke sig selv, der skal en erkendelse til.
På den anden side skal man heller ikke pille ved gipsen hele tiden for lige at se, hvordan det går.
Hvis man dagligt pakker det brækkede ben ud, mærker på det og rykker lidt i det, så heler det ikke. Den selvregulering, der kan få det til at vokse sammen, kræver ro.
Så de stakkels plagede førstegenerations-mennesker, som livet er så alt for hårdt for, har det lidt på samme måde som det brækkede ben. Deres følelser skal ikke ignoreres, men heller ikke besnakkes.
De kan gro sammen som mennesker, hvis diagnosen stilles og såret lades i fred. Fortielser, tabuer og undertrykte følelser er ikke vejen frem.
Men det er heller ikke en god metode at sætte sig i snakkegrøften for at overtænke og sam-gruble.