Det er corona-tid, det er pressemøder hele tiden. Uanset om man spørger politikere eller embedsmandseksperter, møder man seriøs bekymring, og de udtrykker den både med mimik, gestik og retorik. En af de mest gentagne fraser i det forløbne års tid kunne godt være ”at holde hånden under”.
Vi skal holde hånden under erhvervslivet (blå) eller arbejdspladserne (rød).
Vi skal holde hånden under de ældre, de sårbare, børnene eller dem med mange diagnoser og underliggende sygdomme. Vi skal kort og godt holde hånden under hinanden, når vi står sammen ved at holde afstand.
Men hvorfor under? Da jeg lærte dansk (det var i 1960’erne), hed det helt utvetydigt at holde hånden over nogen.
Hvis en godhjertet skoleinspektør beskyttede sine lidt vilde elever mod en dum lærers begrænsninger, hvis de hjertevarme bedsteforældre havde et godt øje til den lidt glemte af de 27 børnebørn, hvis myndighedspersoner ikke håndhævede bestemmelser til de 100%, så kunne man tale om, at de holdt hånden over nogen.
De beskyttede dem, de sørgede for at være paraply for udsatte mennesker, der ellers kunne rammes af vrede, sanktioner eller ulykker ovenfra. Ulykken var også dengang vertikal, men i nedadgående retning.
Sådan sagde man måske dengang, fordi verdensbilledet så sådan ud; det har rødder helt tilbage i middelalderen.
Øverst sidder Gud, der kommunikerer gennem linjen via kejser, pave, konge, fyrste, hertug, herremand, selvejer, daglejer osv. Ulykkerne kom ovenfra, for der lå magten, og den kunne slå hårdt ned på afvigelser, opsætsighed eller almindelig slendrian.
Og magten kunne gøre det helt tilfældigt og ustraffet, for der var ingen uafhængig instans til at sikre retfærdighed i ulykkernes og sanktionernes udmåling. Det udsatte menneske stod nederst, i bunden af samfundet.
Når man i dag holder hånden under, er ulykken stadig vertikal, men den er et styrt. Vi har hævet os over bunden, vi er alle sammen rykket opad. Ulykken er bunden, det skrækkelige ville være at falde igennem.
Vi har en anden situation end i 60’erne, for nu er velfærdssamfundets sikkerhedsnet så forholdsvist fintmasket, at vi forventer en vis retfærdighed. Vi kan da ikke have, at firmaer går konkurs eller at mennesker mister deres job.
De seneste 15-20 år har hovedverbet i de fleste politikeres hovedsætninger (og dem er der blevet flere af, for bisætningerne er næsten afskaffet) været ”at sikre”. Sikkerhed mod fald, sikkerhed mod trusler, sikkerhed mod uretfærdige ulykker og tab.
Så vi holder hånden under. Der tænkes ikke længere i paraply, men i sikkerhedsnet. Man efterlyser ikke beskyttelse ovenfra, men sikring nedefra.
Vi leder ikke efter et læskur, hvor vi kan stå selv, mens uvejret driver over, men vi er ude efter noget at støtte os til, en luftpude, en lænestol, en rollator.
Fjenden er ikke den udefrakommende, fjendtlige skæbne, men den latente, indefra kommende deroute, alderen, degenerationen, sygdommen til døden. Den må vi sikre os imod.
Nogen må gøre noget, nogen må holde hånden under os.
Vi frygter nemlig ikke længere guddommelig straf, vi frygter vores eget fald.