Skip to main content
Lørdagsklummen

26 grunde til ikke at blive hjemme

Jeg har lige været til generalforsamling i Dansk Teater, hvor alle teaterledere i hele landet er samlet. Vi ankom alle let bekymrede og gik hjem med alle bekymringer bekræftet.

Det vi, hver for sig, har oplevet de sidste måneder er landsdækkende. Alle pile peger i den samme retning. Krisen er over os. Igen.

Publikum er stadig ikke vendt tilbage med fuld kraft efter corona, og nu bliver alle tanker om at forblive hjemme bekræftet med skyhøje elregninger og dyrt smør.

Jeg har selv lige fået en elregning, der er fire gange så høj, som den plejer at være. Herudover har jeg også måtte indse, at vores madbudget er svulmet op til det dobbelte. Så jeg forstår, at man er nødt til at sortere noget fra.

Men her er 26 grunde til, at du skal blive ved med at gå i teateret!

Fordi vi sandsynligvis går en mørkere og koldere vinter, end vi plejer i møde, og det er NU du har brug for inspiration.

Fordi selvom det føles, som om man hviler sig, når man ligger derhjemme på sofaen, bliver man bare mere træt af det, og ingen har brug for mere isolation.

Fordi lige nu kan du næsten tjene penge på at gå i teatret. Alle teatre kommer helt sikkert den kommende tid til at lave vilde tilbud, så det bliver kriminelle billigt at besøge et teater.

Fordi teater er et crashcourse i empati, og vi har allesammen brug for at rumme lidt mere og fordømme lidt mindre.

Fordi du kan drikke to-tre glas vin, selvom det bare er tirsdag.

Fordi du kan spare på strømmen, når du ikke er hjemme.

Fordi tiden er til at drømme stort!

Fordi selvom det er superfedt, at du indså, at det er vigtigt at være mere sammen med familien under corona, så har du også brug for andre mennesker.

Fordi de fleste teaterstykker tager udgangspunkt i folk, som har det virkelig skidt, så du kommer til at opdage, at du faktisk har det rimelig godt og er en rimelig heldig person.

Fordi du har brug for en pause. For at trække vejret. For at grine højt. For at græde i fred.

Fordi hvis du er heldig, kan du finde ud af noget nyt om dig selv. Blive overrasket. Få gåsehud. Få hjertebank. Leve dig ind i karakterernes vidunderlige, eventyrlige måde at leve deres liv på.

Fordi teater kan - hvis du er virkelig heldig - rive dig væk fra dit vante, forudsigelige tankemønster og dit begrænsede følelsesliv, og give dig lyst til gøre noget nyt! Tænke noget nyt! Ændre dit liv for evigt! Skabe forandring! Slås! Elske nogen lidt mere!

Måske går du ud i natten med et nyt klarsyn og helt nye superkrafter!

Men  ... hvis du bare havde brug for en undskyldning for at komme lidt ud og drikke de der to-tre glas vin, så er det også godt nok.

  • Lørdagsklummen skrives på skift af Hans Henriksen, Aalborg Teater, Sine Kildeberg, Vendsyssel Kunstmuseum, Jørgen Pyndt, journalist, Johannes Andersen, Aalborg Universitet, og Minna Johannesson, Teater Nordkraft, Liv Lund, korleder, Nicolaj Holm, AKKC og Bent Stenbakken, Kulturen.NU
Arkiv