Der er ikke noget som dufte. De trænger sig ind på en, og virkningen kan være radikal. En parfume, en yndlingsrose, en mødding. Svovlkilder, våde hunde, tørt hø eller nybrygget kaffe. Eller hvad med mulden, når det lige har regnet?
Nogle psykologer mener, at lugtesansen er den dybeste af de fem sanser, vi oplever verden igennem. En duft kan aktivere ellers glemte erindringer, en duft kan sætte en i en ganske anden stemning, fordi oplevelseskvaliteten er så stærk.
Evolutionsbiologer er enige. Lugtesansen ligger helt tæt på kernen i hjernen, mor er en duft, før hun er noget andet.
De første mennesker var døde, hvis de ikke havde næse at overleve med, og den værste lugt er stadig for de fleste den rådne. Men lugtesansen er vigtig, og en af de allerværste senfølger af Covid-19 er tab af sanseevne, særligt med hensyn til lugte.
Når man får et duftindtryk, sker det enten forfra eller bagfra. Ortho-nasalt betyder ind gennem næseborene, retro-nasalt betyder op fra svælget og baglæns ind i næsen. Derfor smager selv stærke krydderier ingenting af, hvis man holder sig for næsen. Prøv selv med karry eller kanel.
Så lugtesansen er central, akkurat ligesom lugteorganet sidder centralt i ansigtet. Nogle gange kan ordet ’næse’ simpelthen stå for personen som helhed.
Så taler vi om, at der er så og så mange frikadeller ’pr. næse’, eller vi ’vender næsen hjemad’, når vi går. Englænderne kan ’tælle næser’, når de holder mandtal. Så står delen for helheden, og ordet næse dækker over hele mennesket.
Men ellers er der en forbavsende stor vifte af betydninger, der hænger ved snudeskaftet. Forbavselse kan f.eks. udtrykkes sådan, at man ’taber både næse og mund’. Og hvis man er forvirret, kan man ikke huske ’fra sin næse til sin mund’. Man kan forsikre om noget ved at sige, at ’det kan du bide dig i næsen på’.
Næsen er det første, man møder, så næsen står også ofte for noget, der er tæt på. Hvis man slås, kan man ’få nogen på tuden’, eventuelt en rigtig ’næsestyver’, hvis man ’stikker næsen for langt frem’.
Hvis man ’river en noget i næsen’, så holder man det helt hen for øjnene af vedkommende, så han eller hun ikke kan se forbi det.
På fransk ses man heller ikke ansigt til ansigt eller under 4 øjne, man mødes næse-til-næse, nez à nez. Går noget ’ens næse forbi’, har det været snublende tæt på. Det er kun skuffende, fordi det var lige ved.
Men det kan også hidse folk op. På dansk har vi udtrykket ’en brand i næsen’, altså at man får noget brændende helt tæt på, røg i hele hovedet. Det svarer til det spanske udtryk for, at nogen let hidser sig op: Så svulmer deres næsebor op.
I det hele taget ser man næsen først. Rynker man på den, er man skeptisk, og det gælder alle de europæiske sprog, helt fra latin. At ’holde skindet på næsen’ er næsten det samme som at holde ’næsen oven vande’, det går lige.
Men står man i noget helt op til næseborene, taler man spansk, for på dansk står vi i det op til halsen eller endda op over begge ører. Englænderne har også et udtryk for, at noget er soleklart: De siger, det er ’as plain as the nose on one’s face.’ Og lighed kan også ses på næsen: man kan være ’som snydt ud af næsen’ på en af forældrene.
Har man ’ben i næsen’, er man viljestærk. Men for meget er heller ikke godt. Alle kender historien om Pinocchio, hvis næse vokser for hver løgn, han udtaler.
Næsen kan løftes, og det skal man passe på med. Hvis nogen går med næsen i sky eller i vejret, tror de nok lidt for meget om sig selv. Lægger de ambitiøse planer, ’sætter de næsen op efter’ noget.
På engelsk har man også et meget sigende udtryk for fedteri over for chefen. De taler om ’brown-nosing’, hvor vi på dansk har det lidt mere ulækre ’at slikke røv’.
Folk, der drikker for meget, ’dypper næsen’ (fransk og tysk) – der ville vi på dansk ’se lidt for dybt i glasset’. Men der er andre dårlige sider af næsen. Hvis man får en ’lang næse’, er man blevet snydt.
Det at ’tage nogen ved næsen’ er udtryk for, at den kloge narrer den mindre kloge. På tysk er en ’Nasenbohrer’, altså en næsepiller, at forstå som lidt småtosset. Folk, der piller næse, er på dansk måske ikke direkte dumme, men de er for selvoptagne, de kan ikke engang se ud ’over deres egen næsetip’.
Flere negative udtryk: På fransk kan man sige, at nogen ’har næseblod’ og i virkeligheden mene, at vedkommende mangler beslutsomhed. Hvis en englænder ’pays through the nose’, har han betalt for noget i dyre domme, altså til den høje side.
Og når aktierne styrtdykker, hedder det – også på engelsk – at de ’nose-diver’. Men man skal ikke ’falde på næsen’ over noget, for så lader man sig for let imponere. ’Næsegrus’ beundring er for meget.
Den sidste side af næse-sproget vender tilbage til lugtesansen. Man kan have ’næse’ for noget, dvs. fornemmelse for det. Man kan ’snuse ting op’, på engelsk er ’to nose’ også et udsagnsord, ja faktisk er det lige, hvad detektiver går og gør. De stikker ’næsen i andres sager’, som det hedder. Og hvis de holder ’næsen i sporet’, er chancen for succes større.
Vi har også et ord, der faktisk betyder næse-klog. Det er næs-vis. Den visdom, der ligger i næsen, hedder det samme på tysk, og er altså noget positivt.
Det at udfordre gængse forestillinger, at være fræk og uimponeret rummer sin egen kvalitet. På gammelt nordisk kunne man endda tale om at være ’næse-djærv’, dvs. snusfornuftig.
En næse er endelig også et politisk begreb; det har endda sin egen side på Wikipedia. Når et flertal vil udtale misbilligelse af en politisk modstanders adfærd, giver de vedkommende en ’næse’.
De seneste gjaldt tre ministre i minksagen, men alene i dette århundrede har der været over 30 næsetildelinger. Uffe Ellemann-Jensen er topscorer med sine 80 stk. Men han mente såmænd nok bare, at ’næser giver profil.’