De fleste kender til at have en sød tand. Deri ligger, at man har smag for det søde og altid kan overtales til at spise lige en lille bid mere – forudsat at det er sødt.
Der er fem smage, siger forskerne. Munden kan finde sødt, salt, surt, bittert og endelig umami, hvilket er den fyldige smag, der især kan komme fra kød. Men det søde har ekstra opmærksomhed, og den trang, man kan have til at smage sødt, er nogle gange næsten ustoppelig.
Evolutionsbiologerne siger, at det er mennesker med smag for det søde, der har overlevet og altså er blevet vores forfædre og -mødre.
Forklædt som sødt har de nemlig guffet vilde bær i sig i overmål, når det var sæson, og lige netop bær er en hovedkilde til nogle af de vitaminer, man i jæger- og samlerkulturerne ellers nemt fik for få af.
Så den søde tand holdt dem i live, og vi har arvet deres trang til sødt.
Det er ellers et lidt tvetydigt ord, sød. Det bruges uden for smagsverdenen mest om udseende og karaktertræk. Sød og det at se sød ud er godt nok positivt, men det kan også nemt drejes over i for meget.
Sødladen er det ikke godt at være, sødlig lugt er halvrådden, og sødsuppe bruges nedladende om f.eks. dårlige romaner eller film: en værre gang sødsuppe.
Sød har to ord, når man går tilbage til det græske sprog. Dels er der hedys (som faktisk langt ude er i familie med vores ord sød), dels er der glykys. Arbejdsdelingen mellem dem består i, at glykys for det meste handler om smag, altså når noget smager sødt. Man kan dog også tale om den sødeste søvn eller tiltale nogen søde som i ’søde ven!’
Men hedys er bredere. Det betyder sød, behagelig, nydelsesrig, men også kærkommen, fornøjelig og munter. Ordet fanger flere sider af det gode liv.
Vi har det som fremmedord i udtrykket hedonisme, som er en filosofi, der sætter nydelsen i højsædet og indretter livet med nydelsen som kriterium for det gode. Det var godt nok allerede fra starten en udskældt filosofi, men der er stadig mange, som manøvrerer efter den.
Der er dog flere fremmedord, der starter med glyky-, end der er med hedy-. Ordene er særligt i brug i medicinske kredse, og de handler om sukker og andre søde sager.
Mest kendt er nok glykose om druesukker, men der er også glykol, glykæmi og glykometer og flere andre. Men det mest kendte fremmedord, der stammer fra glykys, har undervejs smidt det indledende g væk.
Det drejer sig om den søde rod, på græsk glykyr-rhiza (ordret oversat altså: sød-rod). Glykyrrhiza glabra er stadig navnet på den plante, vi kalder lakridsrod, men ordet er blevet ændret en del over årene. Allerede på latin dropper man g og kalder produktet for liquiritia. Deraf det engelske liquorice/licorice.
På fransk og spansk er der undervejs fra latin sket en ombytning af l og r, så det samme produkt på de sprog hedder henholdsvis reglisse (fr.) eller regaliz (sp.).
I det tyske område lavede man en forveksling, som fik indflydelse på stavemåden. Eftersom lakrids er så ufatteligt sødt, blev det betegnet som det lækre. Så sagde man Leckeritz, Leckeitze eller Leckervitz. Og til sidst endte man så med a-lyden: Lakritz og på dansk lakrids.
Lækkert er det jo stadigvæk, og lækker er også forbindelsen til munden. Lækker er i den tyske form forbundet med det at slikke. Så her er der nok en del af forklaringen på, at vi er endt med at kalde de søde sager for slik.
Man kan også købe noget for en slik, og så skal det forstås sådan, at det ikke er ret meget, for det er kun det, man får med ved et enkelt slik. Ikke noget med at inhalere, om man så må sige. Men slikket som produkt dækker efterhånden både det, der slikkes på (slikkepind), suttes på (bolsjer) og det, der kan bides over og tygges.
Det er ellers ikke altid, lakridsroden og den essens, man kan koge af den, har haft lige god presse. Fra de gamle apotekeres tid kender man til vandrehistorier om, at der var hesteblod i lakridsen, hvad der vist aldrig har været tilfældet.
Men der var visse øgenavne på spil. På dansk har man om en ekstrakt fra en asiatisk gummiplante brugt betegnelsen dyvelsdræk. Dyvelsdræk betyder ordret djævle-snavs, og det var godt nok ikke lakrids, de mente, men det er tilsyneladende tilfældet sydpå. Tyskerne har talt om både Bärendreck (bjørnesnavs) og Teufelsdreck, når de har ment lakrids.
Kært barn har som bekendt mange navne, og når man kogte essensen af rødderne og fik rålakrids ud af det, talte man om Schwartzdrop (sorte dryp) eller Süsströppel (søde dryp). På hollandsk hedder dryppene fra den søde rod drop, ligesom på engelsk. Det ord har vi lånt og bruger det særligt om frugtbolsjer.
Vingummi, lakrids, pastiller, slikkepinde, bolsjer og meget andet samles nu under betegnelsen slik. Den søde tand får sit. Den trang til det søde, som for tusinder af år siden holdt vores forfædre og -mødre i live, fordi det søde var sjældent, kræver og får nu mere, end vi behøver, og vi skal ikke forvente, at kroppen siger stop.
Den ka li det. Det søde er behageligt.