Der er ting, man ikke længere spiser. Klummeskriveren kan f.eks. overhovedet ikke få familien med på hverken hjerte eller lever. Barndommens smagsoplevelser kommer nok aldrig til at gentages, og så må man leve med det.
Som barn fik vi ellers tit indmad af forskellig slags. Det var traditionel mad på landet, men det var jo også godt for både sundhed og bæredygtighed, at man undgik madspild.
Der var dog en enkelt undtagelse, for min far satte foden utvetydigt ned, når det gjaldt tunge. Han ville ikke spise noget, andre havde haft i munden, som han sagde.
Glæden ved kalvetunge har altså skullet opøves senere, og selv om det smager godt, har retten aldrig opnået samme betydning, som erindringen om hjerter i flødesovs eller stegt lever kan spille på.
Tungen er den eneste muskel i menneskekroppen, som kun er fæstnet i den ene ende. Tænkte du, der var flere, er det din egen fantasi, der vandrer på afveje.
Hos de højere primater er tungen frigjort i en sådan grad, at det bliver muligt at forme flere lyde, end andre dyr kan. Måske kan man sige, at det er sproget, der adskiller os fra de andre dyr, at mennesket er en sprog-abe.
Sproget som kommunikationsmiddel, som system, som erkendelsesredskab og som ren lystfyldt leg er en rigdom og en ressource, man skal værne om. Vi kalder det sprog, og det gør vi, fordi vi har lært ordet at kende fra tyskerne, der jo sprechen. Hvad gjorde så vikingerne, der endnu ikke var blevet præget af det tyske?
Ja, de talte, de snakkede, eller de mælede. Ordet for sprog var for dem mål, og sagde de noget, mælede de. Hvis ikke, havde de mistet både mund og mæle. Derfor hedder Det danske Sprognævns tidsskrift Mål og mæle. Mål er ordet for sprog som system, mæle ordet for at tale og kommunikere.
Der er godt nok to ord, der staves med m, å og l. Det ene ord betyder tegn, mærke eller hensigt og er forbundet med udsagnsordet at måle. Så sætter man sig et mål, man måler noget, måske endda i meter-mål (selv om det er dobbeltkonfekt, fordi det græske meter også betyder mål).
Det andet mål er som sagt sproget, det man mæler. Det er bevaret som endelse i adskillige ord, der alle sammen har noget med snak at gøre. Det kan være spørgsmål, væddemål eller søgsmål, hvis man er uenig.
Der findes tvivlsmål, værgemål og endda kæremål. Man taler også, hvis man går til skriftemål eller giver et skudsmål, indgår et lejemål eller et giftermål, mens det i sidste instans nok er af mangel på snak, man ender i slagsmål. Man slås der, hvor ordene hører op, og slagene bliver det, man siger.
Alle disse ord handler om talen, det at benytte sproget.
Når der er flere sprog, gør vi også som tyskerne: eine Sprache, mehrere Sprachen, et sprog, flere sprog, og på norsk og svensk et språk, flere språk.
Men i Island har man bevaret vikingernes ord, for der hedder sprogene tungamál.
På gammelt dansk kan tungen derfor både betegne musklen i mundhulen og sproget. Oehlenschläger digter om det i ’Underlige aftenlufte’, hvor han på rejse i Tyskland bliver grebet af en overvældende hjemlængsel, fordi han er omgivet af det anderledes sprog. ”Det er ej den danske tunge…”
Sammenhængen gælder på mange sprog, først og fremmest på latin, hvor lingua har samme dobbeltbetydning, tunge og sprog. Det er derfor, englænderne kalder sprog for language.
Men vores dagligsprog rummer den samme dybde, for i en del udtryk vil tungen uden videre blive forstået som talen eller taleevnen. Man kan f.eks. holde tand for tunge, når man ikke åbner munden, men holder den klogt lukket.
Vi kan bruge udtrykket, at ’onde tunger vil vide...’, hvis vi har noget sladder om, hvorfor Nick Hækkerup holder som minister. Noget kan ligge ’lige på tungen’, hvis man er lige ved at sige det. Og hvis man har en giftig tunge, er det ikke en fysisk skade. Så hold tungen lige i munden.
Et enkelt udtryk kalder på en forklaring. Vi kan sige om det afgørende træk eller de afgørende stemmer i en sag, at noget eller nogen udgør ’tungen på vægtskålen’.
Et sjovt udtryk, hvis man kommer til at tænke det helt billedligt, så nogen slasker deres tunge helt op på vægten. Men meningen er lidt forvansket, for det drejer sig ikke om noget, der ligger på vægtskålen.
Tungen på en vægt er viseren, der jo ligner lidt i formen, så når vægten vipper over, flytter tungen sig, og afgørelsen træffes. Det er nok også den fysiske lighed, der har givet en spisefisk navnet tunge.
Og dermed er vi tilbage på middagsbordet, klar til en snak.