På de sociale medier liker vi hele tiden. Der samles på likes, og skal vi oversætte det, siger vi ’synes om’. Men faktisk er det svært at oversætte: Hvor mange syns-ommer har du fået?
Og hvad så, hvis man siger: I like pizza. Så er vi nødt til at oversætte anderledes, for så kan vi lide pizza. Man skulle måske anbefale Facebook at skifte teksten til smileyerne ud, så der stod Ka’ li’ og Ka’ ikke li’?
Ka’ li’ er et fast udtryk på dansk, og vi bruger altid ordene sammen. Ka’ du li’ røget sild? Ka’ De li’ østers? Det er jo positivt at kunne lide noget, men i sig selv er ordet at ’lide’ jo negativt.
Det betyder, at det gør ondt, at man er i smerter. Man kan lide af migræne eller tandpine, og det kan endda være så galt, at man lider af mandeinfluenza.
Hvorfor ’at lide’ på den måde forbinder to meget modsatte følelser, er underligt. Vi ’kan lide’ noget, der er godt og behageligt, mens vi lider af eller under det ubehagelige.
Forklaringen ligger sikkert i, at man i begge tilfælde bliver overfaldet. Det går ud over mig, når det gør ondt, men det går på en måde også ud over mig, når noget er overvældende, noget er behageligt, noget gribende og stærkt, forelskelse, fascination eller beundring. Noget udefrakommende påvirker mig.
Man kan enten være aktiv og handle eller passiv og lide. Sådan er det rent grammatisk, og det kan vi hurtigt se. Jeg drikker min morgenkaffe.
Det er handlemåde, lærte vi; ’drikker’ er aktiv, når jeg handler. Men hvis man går ud fra kaffen, er den samme handling passiv: Morgenkaffen bliver drukket. Der drikkes jo temmelig meget kaffe. Den form (’drikkes’ eller ’bliver drukket’) lærte vi i skolen hed lideform og altså på latin: passiv.
Det er ikke sikkert, det gør ondt på kaffen at blive drukket, men kaffen bestemmer ikke selv. Den er passiv, den lider i sin lideform. Passiv er i familie med passion, som også er latin. Passion betyder følelse, men at være passioneret er sådan set også lidt ufrit, for det betyder, at man ikke kan lade være. Passionen er stærkere end jeget.
Passion kan vi oversætte med lidelse (når det f.eks. gælder Jesu lidelseshistorie, som er genfortalt i passionsspil – der findes passionsfrugt og passionsblomster, når de tager farve af den lidelseshistorie), eller vi kan oversætte det med lidenskab, når man er passioneret. Begge ord er altså taget fra det at lide. Den, der lider, hedder på latin en patient.
Hvor lidenskab opfattes positivt, er lidelse negativt. Kun i sammensætningen vel-lidt er det negative indhold helt forsvundet. Og hvis man har medlidenhed, lider man altså sammen med den anden, og det er også positivt.
Ordet med-lidenhed er dannet som erstatning for et fremmedord, man ville undgå. Det drejer sig om det græske, hvor med- hedder syn-/sym-, og lidelse hedder pati. Medlidenhed er altså det samme ord som sympati, selv om vi bruger de to ord lidt forskelligt.
Men allerede i det græske ord er der en dobbelthed. Endelsen -pati gengiver patos, som i sig selv både er følelse og lidelse. Lidelse, når vi taler om patologi eller en patologisk løgner. Der er der tale om en diagnose. På sygehusene har de da også både patologer og psykopater.
Men ude i det almindelige liv er det følelserne, der dominerer. Man kan tale om patetisk, når noget er meget følelsesfuldt, og der er musikstykker, der benævnes pathétique af samme grund. Spiller man stykket med megen følelse, siger vi det samme, bare på italiensk: Det hedder appassionato.
Men sympati er ikke det eneste, vi kan føle. Modvilje hedder antipati, mangel på følelse apati, og så er man apatisk, hvis man ikke føler noget. Og endelig taler vi også om empati i betydningen indfølingsevne.
Følelser, der overfalder os, er på alle sprogene tvetydige. Når de unge mennesker taler om, at noget er patetisk, så mener de nok ikke hverken følelsesfuldt som i musikken eller sygeligt som i sundhedsvæsenet.
De mener foragtelig eller ynkelig. For mange og for stærke følelser er negativt, og da følelser ikke lader sig styre, beholder de en vis magt. Men vi vil for alt i verden ikke undvære dem.
Man mindes Møllehave, der sagde: Hellere lidenskab end smålighed.