De fleste mennesker tænker nok ikke særligt meget over, hvad det sted hedder, hvor de bor. Man bor der jo bare, og navnet kan vel være ligegyldigt?
Klummeskriveren havde engang hjemme på Elverhøj, men da han blev spurgt, om pigerne så havde hul i ryggen, blev han svar skyldig. Først bagefter dæmrede det, at den gamle overtro om elverne og deres fester jo gjorde spørgsmålet naturligt.
Sådan hedder adresser så meget. Læsere fra andre dele af landet end Aalborg bedes undskylde det lokale fokus i denne klumme, men ser man på navnene i 9000 med tilliggende postnumre, er der ingen tvivl: Over 90% hedder enten noget med gade eller med vej. Gad vide, om ikke det billede gælder i hele landet?
Forskellen på de to betegnelser er lidt uklar. Man kan have den fornemmelse, at gaderne er de mest by-agtige, sådan med etageejendomme og tæt bebyggelse, mens en vej jo også kan bruges om en landevej, hvor bebyggelsen er langt mere spredt eller helt ude af syne.
Vej er ikke særlig indviklet, som ord betragtet, for det har altid betydet det samme. Med gade er det lidt anderledes, for gade er i familie med gat. Gat betyder åbning, sådan som vi kender det fra fuglenes røvhul, der netop betegnes gat.
Et gat kan i det hele taget betyde noget, der er snævert og svært farbart. Når vi kalder farvandet mellem Danmark og Sverige for Kattegat, hentydes der til, at det er svært at komme helskindet igennem. Det er et katte-hul, og katte er ellers meget dygtige til den slags.
På engelsk taler man om huller i bymuren med ordet gate, og det er sproghistorisk det samme. Gaderne fører så hen til bymuren, hvor der er en gate, man kan komme ud ad, mens vejene spreder sig ud uden for byporten.
Da man befæstede byerne, gjorde man det ofte med en vold med tilhørende voldgrav, helst med vand i. Hen over dette forsvarsanlæg gik så en bro.
Hed porten Vesterport, kom gennemgangen til at hedde Vesterbro, og i nogle byer har det medført, at hele kvarterer lige uden for de gamle byporte fik navn derfra, de såkaldte brokvarterer i København f.eks. Så havde man Vesterbrogade, Østerbrogade osv. Disse veje var før asfaltens tid brolagt med brosten, og så fører turen helt tilbage til romerne.
Noget af det mest imponerende ved Romerrigets ingeniørkunst var vejene. Veje og broer var fra ældgammel tid en offentlig pligt, og en entreprenant embedsmand kunne ende med at få veje opkaldt efter sig.
Appius gav navn til via Appia mellem Rom og Napoli, og sådan var det med de fleste store anlægsarbejder. Hovedfærdselsårerne fik en hovedrolle i det store riges infrastruktur. Mange af dem ligger der endnu, så godt blev de bygget.
Romerne kaldte det at ’udbrede, glatte ud’, når de byggede en vej; udsagnsordet var ’sternere’. Men når noget var udbredt/glattet ud, var ordet blevet bøjet, og så hed det ’stratum’. Det kan oversættes med brolægning, og det har fået et langt efterliv.
Italienerne taler om strada, tyskerne om Strasse, englænderne om street. På dansk er det samme ord kommet ind som stræde. Lidt snævert, både når det er en lille gade, og når man bruger det om en vandvej, der kan være smal som Gibraltarstrædet, eller måske lidt mindre smal som Danmarksstrædet.
Vi har et gammelt dansk ord, der viser, at strædet egentlig er den brolagte, romerske vej, for i gamle dage kunne ganske almindelige landevejsrøvere også gå under navnet stratenrøvere.
Byerne bærer i det hele taget præg af deres oprindelsestidspunkt. De middelalderlige bykerner har snoede og indviklede gadenet, og det er lige netop det, der gør dem til gode turistmål.
I den gamle del af en by er der gader og stræder, man kan gå på opdagelse i. Da byplanlægningen begynder i renæssancen og frem, sætter det forskellige præg.
På fransk manér kan man finde alleer og avenuer, der først og fremmest skal se imponerende ud. En alle kræver, at vejene er flankeret af træer, og med avenue er vi ovre i processionerne, en avenue er den, man ankommer ad, når det skal være fint. Bare tænk på Avenue des Champs Elysées.
Det er også fra Frankrig, ordet boulevard er kommet, men med den er det mere indviklet. Da man begyndte at befæste byerne, overtog franskmændene det tysk/hollandske ord bolværk. Bol- er træstamme, og værket er opbygningen. Så langt, så godt.
Men da kanonerne og de moderne krigsværktøjer gjorde byernes befæstningsværker overflødige, sløjfede man igen træbarriererne og anlagde færdselsårer i stedet. På fordrejet fransk kom de så til at hedde boulevarder. Sådan en gennembrød man Aalborgs gamle bykerne med, da jernbanen var kommet, og man skulle forbinde station og havn.
I Aalborg er der også andre sjove gadenavne. Byens smalleste sted hedder Latinergyden.Ordet gyde har ikke noget med gade at gøre, men antyder noget vådt, noget der er gydt ud. Kendere af stedet vil da også vide, at stien fører over et lille sumpet stykke på vej over til klostret, hvor Katedralskolen længe lå. Dengang hed den i folkemunde latinskolen.
Tiendeladen ligger et kort stykke derfra. Der opbevarede domsognet alt det korn, bønderne kom og afleverede som kirkeskat (= tiende).
I vore dage er der knap så meget swung over navngivningen af gader og veje. Men vi kan dog finde et sjovt eksempel på, at standsforskellene skinner igennem. I kvarteret langs Hobrovej, hvor boldklubben Chang hører til, har man de fire gadenavne: Provstejorden, Præstemarken, Degnelodden og Klokkerlyngen. Jo længere ned i hierarkiet, jo dårlige jord i jo mindre portioner, ser det ud til.
Aalborgs første og vigtigste vandmølle ved Østerå var Kjærs Mølle. Den billige energi blev brugt til klædefremstilling, og det har afgivet inspiration til hele kvarteret: Vejene hedder foruden Kjærs Møllevej - Farverensvej, Spinderensvej og Væverensvej. Men der er også nogle små sideveje, som man har kaldt Skytten og Spolen, og til allersidst endda en lille Væverens Sidevej.
Eneste vejnavn i Danmark med den betegnelse.