Da klummeskriveren var ung, var Belarus navnet på en sjælden traktortype. Dengang var det ikke almindelig kendt, at navnet stammede fra den sovjetiske planøkonomi.
Fabrikken lå i Minsk i den hviderussiske sovjetrepublik, og der ligger den faktisk stadigvæk. Vi kaldte traktoren Be-lá-rus med tryk på a-et i midten.
Nu skal vi danskere så til at lære, at Belarus er noget andet. Det er det ønskede officielle navn på det land, der efter Sovjetunionens sammenbrud er blevet selvstændigt under navnet Hviderusland.
Vi skal udtale det Be-la-rús med tryk og stød til sidst. Navneskiftet sker efter ønske fra landet selv, og i vor tid skal man hedde det, man selv synes lyder bedst, også selv om man er et diktatur, der bryder internationale aftaler, kaprer fly og idømmer politiske modstandere absurd lange fængselsstraffe.
Det russiske og hviderussiske ord ’biela’ betyder ’hvid’, så vi går faktisk bare tilbage fra vores oversatte benævnelse til den oprindelige, lokale.
Men Belarus er ikke det eneste eksempel. For tre år siden skiftede det lille, sydafrikanske område Swaziland navn til Eswatini, fordi den lokale enehersker bestemte det.
Englændernes betegnelse Burma er afløst af de lokales egen version Myanmar, det hedengangne Østpakistan hedder nu Bangla Desh, og efter kolonitiden kom Rhodesia til at hedde Zimbabwe.
Listen kunne forlænges. I de allerfleste tilfælde skyldes disse navneændringer, at befolkningerne afviser navne, som man har tillagt landet udefra, særligt gennem kolonialisering. Man vil vælge sin betegnelse selv.
For et par år siden satte hollænderne gang i noget lignende, foreløbig uden megen succes. De ville foretrække, at vi andre siger Nederlandene frem for Holland, for sådan gør de selv, og Holland er faktisk kun navnet på to af de ganske vist store og centrale provinser.
På engelsk er landets navn også flertal: the Netherlands, og det franske les Pays-Bas betyder simpelthen de lavtliggende lande.
Meget passende for området, der ligger tæt på kysten og helt nede ved havoverfladen.
’Nedre’ er i ældre geografi en betegnelse for kystnære områder, mens de fjernere egne lidt højere oppe kaldtes ’Øvre’. Engang hed landet Burkina Faso faktisk Øvre Volta.
Kommer navnet fra befolkningen selv eller fra kolonisatorerne? Det spørgsmål har ofte været det afgørende ved navneskifte. Afhængigt af, hvor stor en befolkningsudskiftning, der er foregået, har man enten beholdt tidligere betegnelser eller lavet helt nye. Det ses i begge Amerikaer.
Nogle af de oprindelige er Canada (irokesisk for ’bebyggelse’), Mexico (stednavn på sproget nahuatl), Uruguay (’fuglefloden’ på sproget guaraní) eller Panama (ukendt betydning, men lokal oprindelse).
Nogle af de udefrakommende navne er f.eks. Colombia, opkaldt efter den europæiske opdagelsesrejsende Christoffer Columbus, Bolivia efter frihedshelten Simon Bolívar, Argentina (en latiniseret form med betydningen ’sølvlandet’) og Equador (fordi landet ligger midt på Ækvator).
Det var i hovedsagen spanierne, der introducerede landenavnene i Amerika, og så er det sjovt at se på deres eget land.
España er sandsynligvis opstået ud fra et fønikisk navn, hvilket vil sige, at spanierne har fået det af en kolonimagt fra omkring 500 år før vores tidsregning. Fønikernes Sphaniam betyder efter al sandsynlighed ’kanin-landet’ og har nået os gennem romernes version Hispania.
Nogle gange er det lidt svært at finde rundt i navnene for samme land, set fra forskellige vinkler. Hos vores nærmeste nabo slår det tydeligt ud. Tyskerne hedder ’gli tedeschi’ (italiensk), les Allemands (fransk), nemetchki (russisk), the Germans (engelsk) eller saksalaiset (finsk).
Vi kalder landet Tyskland, som en lidt forvansket udgave af deres eget navn Deutschland. Navnet er angiveligt en af de germanske stammers navn for sig selv og deres land.
Franskmændene har derimod hæftet sig ved kun en enkelt af de germanske stammer, nemlig alemanerne, deraf Allemagne. Den engelske betegnelse går på den overordnede stammebetegnelse, så de kalder landet Germany efter det romerske navn Germania.
Ironisk nok hedder englænderne så det, de gør, fordi de er udvandret fra fastlandet. Deres oprindelse ligger i al fald rent sprogligt hos de nordtyske ’anglere’, og der kom også nogle fra Sachsen.
’Angelsaxisk’ er derfor betegnelsen for de indfødte, germanske stammer på øerne og deres sprog, indtil de fransksprogede ’normannere’ erobrede landet i 1066.
Dobbelt ironisk er det så, at Normandiet, hvor disse erobrere kom fra, selv havde fået deres navn fra norske vikinger, der satte sig eftertrykkeligt på det område i århundrederne før.
I det hele taget var vikingernes kultur ret omsiggribende. De koloniserede f.eks. Island og Grønland, så navnene på de lande har de selv lavet.
Navnet Island er måske ikke særligt tillokkende, men navnet Grønland er godt spundet. Erik den Røde blev smidt ud af islændingene, og han fandt på navnet til det nye land for at lokke flere med på bosættelse og eventyr.
Vikingerne satte sig også på handelen i det østlige Europa, hvor de sejlede på de store floder. De gik under navnet ’rus’, og deraf kommer så navnet på Rusland, og så er vi næsten tilbage ved begyndelsen.
Vi mangler kun os selv, der måske er mere indvandrede, end vi synes om at huske. Benny Andersen har digtet om os:
Findes der nogen mere danske end danskerne?
Efterkommere af Danerne
en folkestamme i Sverige
invaderede vort land en gang i 300-tallet
mens de oprindelige danskere
Herulerne
de ædle og tapre
men talmæssigt underlegne Heruler
blev fordrevet af de grumme svenske Daner
måtte flakke hjemløse om i datidens Europa
i flere hundrede år til det omsider
lykkedes nogle få tusinde af disse urdanskere
at nå op til Sverige og bosætte sig der
under den tvivlsomme betegnelse svenskere
(Uddrag af digtet ”Skabssvenskere” fra 1991)
Vi skylder ellers sagnkongen Dan vores navn, det er Dans mark, vi bestyrer. Men de ægte danske værdier står der stadig strid om, og vi er ikke så gæstfrie som den gamle Dan.
Nogle siger, det er dansk at tvinge ægtefæller fra hinanden, andre mener, at det er en dansk værdi at holde loven.