Klummeskribenten skal til barnedåb i storfamilien. En livsbekræftende og helt igennem glædelig fest. Når familien forøges, og et lille nyt menneske melder sin ankomst, aktiverer vi fællesskabet og styrker den bevidste ramme om puslingens vækst.
Forældrene holder barsel, siger vi så, de går på barsel. De gør det hver for sig i kortere eller længere tid. Det er den betydning, vi lægger i ordet.
Barsel er den periode, hvor familieforøgelsen forærer forældre en pause fra arbejdsmarkedet. Den skal de bruge til at lære barnet at kende og indøve den nye rolle.
Men barsel som ord betragtet er i grunden ikke nogen tidsangivelse. Vi vender tilbage til, hvor ordet kommer fra, om lidt.
Barsel udtales her i Jylland uden stød, sådan at det rimer på varsel. Ingen barsel uden varsel. Spørger vi en øst-dansker, kommer der stød på første stavelse, men det gør der så til gengæld på begge ordene. Bársel med vársel.
Man kan barsle med en ide, og selv i sådan en sætning kan man mærke, at der ligger et barn inde i midten af ordet. Så er fødslen dog billedligt forstået, og resultatet er sammenligneligt med det nye barn, det aldrig før sete.
En ide, en plan, et design, et koncept. Ja, koncept betyder ordret det, der er undfanget.
Denne sammenligning af den fødende mor med en grublende filosof skylder vi jordemodersønnen Sokrates, der var svanger med ideer. Tænk, hvis filosofien og dens konklusioner kom lige så organisk og naturligt til verden som den langsomt voksende menneskeunge.
Går vi til de andre pattedyr, viser sproget os, at vi har haft meget tætte forhold til især husdyrene. Landbrugssamfundet er desværre fortid for mange, men ordene er blevet der. På landet brugte man ikke betegnelsen at føde, når husdyrene mangfoldiggjordes; man havde forskellige ord, alt efter hvilket dyr der var tale om.
En ko kælver, for den får jo en kalv. Og kendskabet til koens måder har affødt flere udtryk. Man kan tale om de småøer, som opstår rundt om større øer, som ’kalve’, og vi siger jo stadig om gletsjere som den grønlandske indlandsis, at de ’kælver’, når de sætter isbjerge i søen.
På samme måde gælder det hestene: En hoppe foler, når den føder et føl. Den tilsvarende betegnelse for grisene er at ’fare’. En so farer i en faresti. Og fårene får lam, de læmmer. Man skulle så tro, at geder kidder, men det ord kan man ikke finde brugt.
Der når vi til en grænse for forskellige ord for fødsel. Der findes jo heller ingen særlige betegnelser for katte og hunde, som ellers er de nærmeste dyr for virkelig mange mennesker.
Men den sproglige sammenhæng er der: kalv og kælve, føl og fole, lam og læmme, barn og barsle. Så man kunne tro, at barsel var et ord på linje med fødsel, der jo også ender på -sel.
Dem er der nemlig mange af, og de er alle sammen forbundet med udsagnsord. Fødsel (af at føde) betyder ’det at føde’, kørsel ’det at køre’, glemsel ’det at glemme’. Vi kan tage varsel fra før, trussel, færdsel, blusel, trivsel, trængsel, rædsel, skændsel og længsel. Der er også nogle, der er forældede. Hvem siger længere ’hørsel’? – det hedder nu ’hørelse’.
Ordgruppen kan forlænges med en række navneord med samme endelse, der betegner helt konkrete ting: bidsel, brændsel, gødsel og hængsel.
Men der er også udsagnsord nedenunder alle dem: at bide, at brænde, at gøde og at hænge.
Og så vender vi tilbage til barsel, for det ord skiller sig alligevel ud fra hele slænget. Det viser sig nemlig, at ordet ikke betegner en tidsperiode, men en fest. Festen stammer helt tilbage fra vikingetiden, for ordet for fest er ’øl’. Barsel er ’barns øl’, og det vil sige den fest, man holder, når barnet er kommet.
Man sagde som bekendt noget lignende, når man mødtes ved dødsfald. Det kaldte man grav-øl, og det er et ord, der stadig bruges. Andre vikingefester har vi faktisk ikke tilbage, medmindre vi går til dialekterne. Ude i Thy talte man om at holde ’en bojle’. Sådan én er en fest, man er indbudt til; bag ordet ligger bud-øl.
Så klummeskriveren glæder sig til at holde ’en bojle’, når der skal fejres barsel for den lille ny.