Sproget er en legeplads, og mennesker er kreative. Opfindsomhed og skæve hjerner har beriget vores dagligsprog med en perlerække af vrøvleord, som er lige præcis tilstrækkelig forståelige. Kammelegerater, konkridslafekt eller vindelspæv og fortsæt selv listen.
’Stivvaksekrampination’ er opfundet af makkerparret Monrad og Rislund. Man tager stivkrampe og vaccination og bytter stavelser, og så får man stivvakse- og krampination.
Ordet skal sikkert staves med -ks- og ikke -cc-, for det er kun sjovt, fordi det giver associationer.
Stivvaks er et helt nyt ord, men det lyder bekendt og kan få tilhøreren til at tænke på alt muligt, både uskyldigt og mindre uskyldigt.
Og med krampination sætter de prikken over i-et med et usandsynligt ord, der får en til at tro, at det lægelige indgreb snarere førte til krampe end til at undgå den.
Den slags kunstneriske friheder er der faktisk flere eksempler på i dansk kultur. Hvem kender ikke til udtrykket ’strapudemaj’, som sådan set bare er en stavelsesombytning inden for det samme ord.
Alle over 50 kender i al fald stramajpuder, for vi blev tvunget til at sy korssting i skolen. Udtrykket stammer fra en revyvise fra 1953 med tekst af Poeten (= Poul Sørensen), hvor der rimes uendeligt opfindsomt på vejnavnet ’Solitudevej’.
En anden revysucces er Ulf Pilgaards version af Hanne Bech-Hansen. Det var dengang, en politibetjent var kommet til at kalde en nydansker ved det mindre heldige navn ’perker’, og politidirektøren så forsøgte sig med en kreativ bortforklaring om, at der nok var sagt ’perler’.
Revynummeret hedder ’Perlemor’ i al sin henrivende tvetydighed, og det er fyldt med kreativ snak, der skal kalde på smilebåndet. F.eks. omtales nogle af politiets store udfordringer med det originale ’dybt makrelle badegander’.
Endelig er Anne-Marie Helger kendt for sine hjemmelavede ord. Hun kalder kvinder i overgangsalderen for ’klimakteriemakreller’ med et slet skjult spil på de sild, de engang har været. Hun taler om, at man skal være sig selv, og om det bruger hun ordet ’autointakt’.
Vi hører ’autodidakt’ kombineret med intakt og får mindelser om begge ting på samme tid. Godt ord igen! Klummeskriveren er især glad for hendes omtale af folk, der løfter jern, som ’bodyindbuildere’. Man kan høre hen over det, men der ligger en elegant kritik gemt i den tilsyneladende fortalelse.
Men hvorfor er det så ikke så godt med jammerklunker? Fordi man ikke kan konstruere sig korrekt tilbage til udgangsordene. Skulle det være klammerjunker, nej vel?
Det hedder en kammerjunker, sådan en lille bagt ting, der skal bruges i koldskål. Måske har der været nogle af dem, der var klamme, men det var oprindelig folk, der gik til hånde i hoffets private dele, altså i kamrene.
Men hvis man foretager bogstavombytningen korrekt, bliver resultatet ’jammerkunker’, og det er bevisligt slet ikke nær så sjovt, som hvis man lige forbedrer lyden og kommer til at tænke på noget andet.
Og man skal helst ramme noget overraskende, elegant eller sjovt, når man anvender sin kreative destruktion på ordskatten. Leverpostej bliver til ’peberlostej’, massehysteri til hyssemasteri, og alle ved, hvad en piggehyanist er. De er vellykkede nydannelser, fordi de skaber billeder i modtagerens hjerne.
Der er forskellige varianter. Overskriften bytter forstavelser, som når man siger ’omskåret fra afverdenen’ eller ’armføreranbindet’. En af de sjovere er udtrykket, at man kan have meget ’siddestillende’ arbejde. Eller hvad med ’holdtidslangbar’ cacao? Læseren har måske også hørt om ’vinbammigumser’ eller en ’længerforledning’.
Nogle af dem er så gamle, så man tror, det er løgn. ’så hut jeg visker’, siger man så, ’nu er gode dyr rådne’, eller man taler om lykkens ’pamjulefis’.
Egentlig hed det Pamfilius, og ordet betegner en person, som alle holder af. Med ombytningen af bogstaverne opnås en humoristisk effekt, sandsynligvis fordi kombinationen af den højtidelige jul og den langt mindre højtidelige fis kalder på smilet.
Går man på nettet, finder man mange udtryk, som klummeskriveren aldrig ville anbefale. Det er simpelthen ikke elegant nok at sige ’knaletpiv’ om en paletkniv, og noget lignende gælder ’kamelpester’ for kapelmester. Bogstaverne går godt nok op i den lille juleleg, men det er ikke sjovt, fordi det er uelegant. Det peger ikke ud over sig selv.
Er det hele så Poul Kjøllers skyld? Det var jo ham, der sang ’Bakke-snagvendt-sangen’ sammen med Kaj og Andrea. Hvis du siger sodavand, bliver det til vodasand og så videre.
Prisen for de bedste tager nok pavemine/mavepine eller biksemad/miksebad. Den officielle tekst slutter sigende nok af med en, som man kan fnise ad: Hvis du siger missetand, bliver det til …
Men vi kan godt frikende Kjøller posthumt. For det første fandtes det før ham. Man kan pege på remsen om ’Petermester Snedkersen, der plankede over kravleværket, brækkede ned og faldt halsen. Så kom hospilancen og kørte ham på ambutalet. Der brev han et skrev og postede det i putkassen.’
Det er ældgammelt folkevid, og det er os selv, der på samme måde laver de gode udtryk og vælger at genbruge dem, så de bliver indarbejdet i sproget.
For det andet er der mange eksempler på bevidste sprogforbistringer på andre sprog. Man kan bare finde opslaget ’verlan’ på den engelske Wikipedia og se alle de forskellige eksempler.
Mest kendt er nok den franske, der har givet fænomenet navn. Man taler om ’zicmu’, når man mener musik eller ’qaretsi’, når det er cigaret. Metroen hedder ’tromé’, og sådan er det hele vejen igennem.
I den franske sammenhæng er det en slags kodesprog for bestemte grupper (man kalder det en kryptolekt), og så langt er Kaj og Andrea dog aldrig gået.
Men det er dem, der har æren for, at vi kalder det at ’bakke snagvendt. Alle kan være med, bare gå i gang.