Længde betyder noget. Det er ikke lige meget, hvor langt eller kort noget er. Og dog sker der ting i sproget, som kunne tyde på det modsatte. Lad os se på nogle eksempler:
Der er forskel på minimal og minimalistisk. Minimal betyder mindst på latin, så hvis noget er minimalt, er der tale om det mindst mulige.
En minimal skade på en kofanger vil i højere grad kalde på en pudseklud end en forsikringsmand. Hvis man sætter kaffekværnen på den minimale størrelse, får man næsten pulver ud af det.
Minimalistisk er også et ord, der findes. Bruger man det, er det minimale blevet til et ideal, noget man stræber efter.
En minimalistisk indretning vil så vidt muligt undgå udsmykninger, en minimalistisk stil i en roman betyder, at teksten er kortfattet og stram.
Nordisk arkitektur og indretning bliver ofte betegnet som minimalistisk, fordi den er præget af funktionalisme med et ønske om at undgå det overflødige.
Man kan se noget lignende med ordpar som social/socialistisk eller liberal/liberalistisk. Social betyder anlagt på fællesskabet, og det er der mange ting og personer, der kan være i forskellig grad.
Men siger man socialistisk, går man over i politik. Så er det holdninger, forslag eller partier, der kan have en socialistisk ideologi eller tankegang. Det sociale er blevet til system og begreb.
På samme måde med liberal, der handler om frisind, om at leve og lade leve, om at respektere andres frihed. Gør man frihedstanken til et program og laver politik af den, taler man om liberalisme og kan bruge ordet liberalistisk, på sin vis både mere og mindre end liberal.
Der er forskel på en udtalelse og en udtale. Udtalelsen er selve sætningen, de ord, som kommer ud af munden på nogen. Men udtale betegner den måde, de kommer ud af munden på.
Man kan have en rigsdansk udtale af ordene, en dialektpræget eller en sløset. Men denne skelnen står ikke alle unge sprogbrugere klart. I undervisningssammenhæng kan man møde mange, der bruger ordet ’udtalelse’ på steder, hvor de helt tydeligt mener ’udtale’.
I samme familie er også ordet tiltale. Man taler om, at anklagemyndigheden ’rejser tiltale’, hvis den mener, en sag kan holde i byretten. Men der er sprogbrugere, der tilsyneladende ikke kender den korte form.
Man kan læse, at der i Brasilien vil blive rejst ’tiltalelse’ mod præsident Bolsonaro for medansvarlighed for temmelig mange corona-dødsfald. Klummeskriveren gætter på, at den pågældende journalist er yngre end klummeskriveren.
Der er også en vis vaklen, når det gælder forpligtelser. Nogle mener, de staves forpligtigelser, selv om min liberale stavekontrol lader begge muligheder stå uberørt i ophøjet ligegyldighed over for den minimale afvigelse.
Er en vedtagelse forpligtende eller forpligtigende? De fleste vil nok hælde til den korte form.
Samme problem med at bekræfte, og her er der også tvivl. Bekræftiger man eller bekræfter man? Hvis man bekræfter, så sender man naturligvis en bekræftelse, men foretrækker man den længere form, må navneordet hedde bekræftigelse.
Her slår stavekontrollen ud, men alligevel siger og skriver mange danskere den lange form. Måske skyldes det, at ordet i så høj grad ligner ordet ’beskæftigelse’, som jo ikke kan tænkes i den korte udgave. Man beskæfter ikke folk, man beskæftiger dem.
Og hvad med autentisk? Det er noget godt at være, for så er man uspoleret, ægte og troværdig. Men som navneord, hvad så? Efterhånden bruges kun den lange form; det hedder autenticitet, og det er også, hvad ordbogen siger.
I gamle dage kunne man dog godt møde formen autencitet, og mon ikke det ord ville blive forstået?
Men fremmedordene er sådan set ikke nemmere at håndtere end de arvede ord, og i nogle tilfælde kommer der omstridte stavemåder ud af det. I en avis for nylig læste jeg om de problemer, der udspringer af det mandlige blik på det andet køn.
Der blev talt om, at dette blik ’objektiviserede’ kvindekroppen. Kunne man her have nøjedes med at ’objektivere’ eller måske bedre ’objektgøre’?
Samme problem med at gøre noget lovligt eller berettiget. Tillægsordet er legitim, og verbet hedder legitimere eller altså hos enkelte sprogbrugere en sjælden gang imellem: legitimisere. Hvorfor vil man mon frivilligt gøre et ord længere og dermed sværere at stave og bruge korrekt?
Ja, det er svært at svare på, men det er sket før. Sprogbrugere kan indimellem foretrække forlængede former frem for de korte. Ingen mennesker siger længere ’at tortere’. På grund af navneordet ’tortur’ vælger alle at sige ’torturere’ i stedet for. Den lange form har vundet.
Eller tag ordet sponsor. Hvad gør sådan en? Han sponsorerer et hold eller en klub eller en enkelt atlet.
I gamle dage kunne man nøjes med at sige det kortere. Han sponserer, hed det dengang, i en kort form med en stavelse mindre.
Men unødvendige forlængelser finder stadig sted. Se på et ord som ’holder’. Partierne holder valgmøder for tiden. Hvad hedder det, hvis det skete i går?
Klummeskriveren har lært, at man kan skrive: I går aftes holdt 5 af valgets partier møde på kroen. Holder hedder ’holdt’ i datid. Men unge sprogbrugere vil ikke nøjes med den korte form.
De siger, at man ’holdte’ valgmøde. Det er blevet en hel regel, ser det ud til, for de siger også, at ’politiet anholdte nogle uromagere’ eller at de ’opretholdte ro og orden’.
Og i dag fortalte en overskrift om Mikkel Hansen, at han ’afgører vigtig udebanekamp’. Hvad gik der lige galt der?
Jo, skribenten på håndboldsiden må have antaget, at udsagnsordet hedder ’afgøre’, og så skal der et nutids-r på. Men vi siger jo ikke ’gører’, vi siger gør, og sammensætninger bøjes ligesådan. ’Afgører’ skulle altså bare staves ’afgør’.
Så længde betyder noget. Nogle gange betyder forlængede former noget andet end de korte, men det er ikke altid tilfældet.
Hvor der findes anerkendte, varierende former, der betyder det samme, skulle man tro, vi var minimalister og foretrak den korteste.
Men der er ingen forpligtelse, og vores sprog er på den måde ikke til at forudse eller forudsige.
Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?
I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til: