Påskekoncert med Aalborg Symfoniorkester

I min debut som klummeskriver vil jeg prøve at beskrive, hvorfor min første koncert med Aalborg Symfoniorkester gik fra at være en god oplevelse til at være en fantastisk oplevelse.

Inden da skylder jeg dog lige at præsentere mig selv. Jeg er 40 år, far til Lucas på 16 år, samboende med Dorte i et hus på en stille villavej i Ulsted. Jeg har altid interesseret mig for politik, ekstra meget om det politik der kan gøre en forskel i det nære samfund omkring mig. Kulturelt er min interesse stor, så derfor skal I som læsere kunne forvente alt fra en stadionplatte på Stadion (Aalborg stadion) til kunst i byen/landet.

Første klumme skal dog handle om min oplevelse i Musikkens Hus med Aalborg Symfoniorkester.

Da man i Musikkens Hus, ligesom mange andre kulturinstitutioner, har haft udfordringer med at få solgt alle billetter, efter to år med corona, var der inviteret 100 ukrainere med til koncerten. Jeg og min kæreste fik plads ved siden af to af dem, to ældre herrer i deres tredje alder.

Koncerten var delt op i to dele. Første del, var dyster, mens anden del var oplivende. Min hurtige analyse må være, at det var om Jesus død samt om Jesus opstandelse. Jeg må dog sige, at den førnævnte invitation af 100 ukrainere fik tankerne til at gå på noget helt helt andet.

Krigen

Der var ingen tvivl om, at musikken gik lige i hjertet på min sidemænd. Der var for mig ingen tvivl om, at musikken førte dem tilbage til deres hjemland og de oplevelser, de måtte have haft, inden de måtte flygte fra deres hjem. De to ældre herrer spillede uden tvivl den samme film på nethinden, for de måtte begge tørre øjnene flere gange, og jeg selv fulgte hurtigt med.

Min egen film var en kombination af de forfærdelige billeder fra tv og internettet, samt billeder fra dengang jeg selv var udsendt soldat i det tidligere Jugoslavien. Efter 40 minutter med et fantastisk symfonikorkester samt kor, med krig og ulykke på nethinden samt tårer, var der pause, en pause hvor stemningen blandt publikum var en smule trykket.

Da jeg sammen med mine sidemænd satte os til rette igen efter pausen, fik vi udvekslet et par korte ord. Ikke det nemmeste da fællessprog ikke var tilstede, men ordene war og Kyiv, fik jeg dog fat i.

Lethed i tonen

Da musikken gik i gang igen, var det med en helt anden lethed i tonerne. Tankerne om krig og ulykke blev hurtigt erstattet af mere glade tanker og håb, i hvert fald for mig og mine sidemænd.

Efter hvert stykke blev der klappet ekstra igennem. Tårerne var der stadig, men nu sammen med smil. Efter koncerten og inden vi gik hvert til sit, sagde de to ældre herrer ordet hope. Håb om hurtigt fred i Ukraine. Det var ikke kun mine sidemænd og jeg, der havde fået lettet humøret.

Det var hele salen.

Det var en fantastisk aften og en førstegangsoplevelse. Og jeg tager gerne til Aalborg for at opleve det igen. Det interessante er, at da jeg spurgte min kæreste, hvordan hun oplevede koncerten, ja så var det helt anderles. Stadig fantastisk, men en anden oplevelse.

Hvor mange forskellige oplevelser mon der var denne aften? Få ved det, men her fik I min.