Spørger man den ældste danske sang, man kender, er svaret: ”Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl”. De fleste vil genkende melodien til dette vers, for den lille stump musik har i hele Danmarks Radios levetid været brug som en signatur for stationen. I P1-Morgen kan den fortsat høres, udsat for Blachmanns variationer.
Men hvad i al verden er ’silke og ærlig pæl’? Silke er det sjældne stof og derfor metafor for rigdom, tror de fleste, men den ærlige pæl skal måske forstås som en målestok, en bedømmelse.
Så drømmer forfatteren om rigdom og om retfærdig bedømmelse, om at de domme, der afsiges, ikke er forkerte.
’Pæl’ er altså et gammelt dansk ord, der er endt på ordkirkegården, i al fald i betydningen ’retfærdig dom’. Et andet eksempel kunne være navneordet ’Tjald’, som nok døde engang i 1800-tallet.
Wilsters oversættelse af Homers Iliade benytter det flere steder, f.eks. ”Hjem Achilles nu gik til sin Tjald og de herlige Snekker.” i den første sang af værket. Hvad er det for en tjald, han går hjem til?
Det er måske oplysende at kalde på en anden stor digter, Jhs. V. Jensen, der skriver sådan her i en midsommervise: ”Midsommerteltet, de lyse nætter, står tjældet over de danske sletter.”
Her er det et udsagnsord, og betydningen er, at brede ud, at dække. De lyse nætter står bredt ud over landskabet, som var de helt stoflige. ’Tjald’ hos Wilster er et telt, og de lyse nætter har slået deres telt op over os.
Hvis man går til en almindelig ordbog, er det ikke det, man får at vide. Tjald er, siger den, ”hash i små klumper, en pibe hash”. Ingen ved, hvor det kom fra, da ordet i 1970 pludselig gjorde sit indtog.
Men det nye ord er sådan set et bevis på, at tjald i betydningen telt var dødt længe før, og sådan skiftes gloser hele tiden ud.
Da Sprognævnet for nogle år siden lancerede en app med ’dagens ord’, begyndte de med lange rækker af såkaldt udrydningstruede ord. Siden er appen gået mere i folkeoplysende retning og prøver ikke længere at give visnende ord kunstigt åndedræt.
Nogle af de ord, der dengang blev foreslået udsat for livsforlængende behandling, var f.eks. lurendrejer, djærv, sporenstregs og døgenigt. Måske læseren bruger disse gloser aktivt, måske de kræver en forklaring.
En lurendrejer er en gavtyv, en bedrager. Djærv betyder ærlig, ligefrem, frejdig. Sporenstregs er et hug med sporerne, taget fra ridning. Når man hugger sporerne i, går man direkte mod målet og det med en vis fart. Og endelig er døgenigt en person, der ordret ’ikke dur’. De to sidste er med tyske aner.
Disse ord er på vej ud, selv om man nok kunne have brug for dem nu og da.
Og endelig er der dem, der har fået et nyt liv. Tro det eller ej, det var hårde tider for ordet ’asyl’ engang. Da man i 1953 lavede en ny salmebog, havde man besvær med B.S.Ingemanns tekst om, at ”vi har kærligheds-asylet fundet”.
Asyler var nemlig afskaffet, erstattet af børnehjem og deslige, så man var i tvivl om, hvorvidt kirkegængerne kunne forstå salmen.
Men da man i 1990’erne skulle revidere salmebogen en gang til, var der ingen problemer. Flygtningekriser og udlændingepolitik havde sikret, at alle enhver nu ved, hvad der menes med ’asyl’.
Et andet ord, der er genopstået, er ’kanon’ med tryk på a. Både kánon og kanón kommer af det samme græske ord, der betyder ’rør’.
Kanonen til at fyre kugler af med er jo tydeligvis stadig et rør, men hvad med kánon? Ja, det betyder en stok, herunder også en målestok og i overført betydning en regel.
Derfor dækker begrebet ’kanonisk’ hos katolikkene over den interne, kirkelige jurisdiktion, som man helt op til vor tid har forsøgt at holde adskilt fra den borgerlige, generelle jura. Godkendte skrifter i f.eks. Det nye Testamente er kanoniske, de ikke-godkendte kaldes apokryfe.
På trods af alle disse antimoderne træk ved ordet ’kanon’ har det kunnet finde vej op af kirkegården. ’Kanon’ blev en del af det såkaldte systemskifte på Christiansborg i 2001.
Vi fik en kulturkanon i 2006 med værker, der var definerende for det danske på alle mulige kulturelle felter. Senere en demokrati-kanon og flere andre. Ordet var altså begravet, men ikke helt dødt. Det kunne genoplives og sættes som overskrift på en konservativ ministers reaktion på det moderne.
Nogle vil givetvis opfatte denne bestræbelse som ’kanón’, som de unge sagde for nogle år siden. Andre drømmer om en mere ærlig pæl.