Journalist David Wedege skriver personlige mindeord om aktivist, musiker, iværksætter med mere Anders Wested, som døde søndag, 25. august, 69 år gammel.
Jeg under Anders enormt, at han ikke skulle opleve den motorvej over Egholm, som han brugte årtier på at kæmpe imod som aktivist. Jeg ville til gengæld ønske, at den så var vedtaget flere årtier senere, så vi kunne have haft ham endnu.
Belært af egne aktivistoplevelser tænkte jeg ofte på at gå til Anders og spørge:
“Anders. Ved du, at du kan håndtere dette nederlag, når gravkøerne ruller hen over Verdens Ende? Har du forberedt dig mentalt? Kan du adskille din egen skæbne fra byens?”
Vi var Aalborg-drenge, men med to helt forskellige aldre og baggrunde. Jeg lærte ham at kende som medarbejder hos kulturvirksomheden By-Info inde i Grønnegangen, mens den blinde baggade stadig emmede af snavs og narrestreger.
Jeg kan huske den travle og grå kontordag, hvor Anders lyste op, fordi radioen spillede gamle blå 60’er-klange med Lise Reinau, som sang:
“Herlev - op ad trappen
Fire rum, to børn, min mand og jeg
Et køkken helt elektrisk – det er rart.
Udsigt ned mod skoven
Legeplads hvor græsset lyser grønt
En der passer på de mindste - det er skønt”
Det var lige præcis, hvad han var fra. En veluddannet familie midt i københavnsk forstadsidyl, da det stadig var idyllisk. Da hans mor døde i april i år, viste han et gammelt farvefotografi af en smilende mor og to drenge på tur i mosekrattet. Det var som et spejl af Herlev-sangen.
Hans far brød sig ikke om det munkemarxistiske og anarkistiske Roskilde Universitetscenter, der tiltrak tidens bogligt egnede unge, og han forbød vel nærmest sin søn at lade sig optage der.
Han skulle have været lettet over, at det blev Aalborg Universitetscenter i stedet for, men det var der ikke grund til. Det var muligvis lige så galt heroppe, og Anders var i længden mere optaget af kunst, husbesættelse og politisk aktivisme end akademiske grader.
Senere beskrev han det sådan, at de intet fælles politisk mål havde. De følte bare, at det var det samme, de drømte om, men ikke fordi, de sagde det. Det var sådan, de mærkede det.
Sådan indtog Aalborgs første beskidte kuld af universitetsstuderende midt i 70'erne den tomme Sankt Jørgensgård i indre Hasseris og lavede kulturhus for unge studerende.
Borgmester Marius Andersen skummede af raseri. Her kom kommunen jo og diskede op med idrætstilbud og andet fornuftigt. Hvad bildte de langhårede AUC’ere sig ind?
En dag i 70’erne førte den bryske sherif Paul Wrobel an i husrydningen, mens Anders hamrede Christiania-sangen “I kan ikke slå os ihjel” på husets klaver.
Anders kunne ikke kun hamre tangenter i takt med politiets sparken på dørene. Han spillede glimrende klaver - og også klaver for det københavnske beatorkester Janus & Venner, som udgav en enkelt plade i 70’erne. En plade med høj kultstatus og samlerværdi i dag.
Tjek nummeret "Utopi" her.
Huset, som strisserne ryddede, blev til “Huset”, et rigtigt socialdemokratisk skåret kultur- og aktivitetshus. Slumstormerne flygtede derfor selv frivilligt og åbnede 1000Fryd i Kattesundet.
Det var ikke engang ulovligt eller på nogen måde en husbesættelse. Det var for borgerlige indsamlingsmidler, og Anders Wested blev spillestedets og caféens første lønnede bestyrer til daglig.
I de tidlige 90’ere iværksatte han kulturplakaten By-Info og kunstkalenderen “Tage og Toves kalender”. By-Info var ret beset hans kommercielle version af det profitskyende græsrodsblad Aalborg Netavis, som han var med til at starte i 1978.
Folk i omgivelserne var måske lidt lorne ved hans model, som var rendyrket kapitalisme!
Den bestod af kommercielle kulturannoncer, som kulturstederne skulle betale for. Annoncerne blev trykt på en plakat. Plakaten blev trykt i bundter og spredt af bude ud over byen.
Det kunne ligne en græsrodsplakat - men var det ikke. Det var en fuldkommen topstyret og stramt styret virksomhed med en sindrig arkitektur af it-databaser, som han selv havde lavet og som aldrig fejlede.
For det var selvdrevet og veldrevet uden den fjerneste kommunale støttekrone. Han skabte et mylder af ungarbejdspladser og et arbejdsmiljø, hvor unge musikhåb fandt hinanden. Nogle blev endda store.
Det var her en ret uafrettet og skole-uduelig knægt med drømme om kontakt til kulturscenen mødte Anders Wested. Altså mig. Med skiftende timetal og tilknytningsaftaler lavede jeg, on/off, alle opgaver i den kaotiske kontorbule i Grønnegangen i cirka 7 år.
Jeg kunne jo ikke tegne eller male. Musiktalentet var hurtigt afprøvet. Men kulturlivet har mange roller og hjørner, og jeg ledte efter mit. Her troede jeg så, at jeg skulle lære om kultur. Jeg lærte lidt om kultur, men jeg lærte meget mere om drift.
Som Anders Westeds vedholdende motorvejsaktivisme viste offentligheden i Aalborg i aviskronikker og valgtaler, var Anders et introvert gemyt, der kunne holde snuden vedholdende og flittigt i samme spor i uendeligheder.
Men han var også overraskelsernes mand, der kunne slå en helt uventet kurs, og ingen forventede, at en rigtig parcelhustru langt fra midtbyens frønnede baghusdøre skulle stjæle hans hjerte og få ham til at sælge virksomheden i Grønnegangen.
Købere overtog firmaet, mens de for Guds skyld ikke ville overtage den ansatte, nemlig mig. Det var klogt nok. Vi ville aldrig have passet sammen.
Men jeg overtog den legendariske lejlighed på Grønnegangens andensal, som Folketingets nuværende næstformand Jeppe Søe i øvrigt havde beboet, før Anders indrettede et smårødt og halvkunstnerisk kollektiv i den.
Som frasælger af firmaet lod Anders sig indlogere i en murmestervilla i Lindholm. Hustruen slæbte 1000Fryds gamle booker af indie- og undergrundspunk med til Helmut Lotti-koncert i Aalborghallen, og han tog det faktisk pænt:
“Det var jo stort og flot sat op. De spillede oven i købet Hotel California…” (citat: frit fra min hukommelse)
Han berettede også, at hustruen krævede parketgulvet vasket hver fjortende dag: “Jeg mente, at det var nok én gang om året. Så foreslog jeg et kompromis, hvor vi kunne mødes på midten: Én gang hvert halve år. Det ville hun så ikke”.
Med parcelhuset fik han så et helt privatliv, og det var helt uvant for omgivelserne, der kendte hans sovebriks på kontoret og kollektivet på andensalen:
Hidtil havde Anders altid levet, hvor han arbejdede. Enten som iværksætter, bestyrer eller aktivist.
Anders blev lokalpolitiker. Partileder og medlemsflok i én, nemlig enmandspartiet Trafikalt Folkeparti, der protesterede imod Egholm-motorvejen.
En fuldstændig selvskåren partimodel, hvor der ikke rigtigt var plads til nogens medindflydelse. Så typisk, så typisk Anders.
Det var ikke mere ørkesløst end som så. Den lille kuriøse valgsejr faldt til kommunalvalget i 2013, hvor Trafikalt Folkepartis stemmer var den entydige grund til, at et modstanderparti imod motorvejen, Radikale, fik et byrådsmandat lige foran næsen på det motorvejspositive Dansk Folkeparti.
Anders var på en lidt indesluttet måde min egenrådige chef, der virkelig ikke gav råderum til kreative justeringer af hans mange systemer; om det var it-systemer, regnskabsmetoder, organisering af hylder med Go-Card postkort til caféer eller ratio til blanding af tapetklister til søjleplakater.
Det blev ikke tolereret, hvis noget afveg fra ordren med en flig. Men han var den ubetinget godartede slags, som tolererede alle den uafrettede og skoletrætte knægts elendigheder og luner - i hvert fald i længden, når arbejdsdagen var omme. Jeg tror ikke, at andre havde.
Han kunne være uforsonelig i røsten, når han sagde, at man skulle stoppe med at ryge. Det ramte mig lige uventet som en rambuk i nakken.
Midt i 90’erne røg alle cigaretter i kulturlivet. Det osede i alle atelierer og øvelokaler, på alle spillesteder og caféer og bladredaktioner. Vi var bare ikke frontløberne i den omstilling, der kom, men Anders var, og han vovede altid at stå alene, hvis det var rigtigt.
Derfor var jeg ikke i ét sekund skeptisk, da Anders lidt overraskende skrev til mig for blot en uge siden:
“Hej David Jeg gamle mand er ved at søge et job ved *********, som jeg sikkert ikke får, men jeg kunne godt tænke mig muligheden for, at de kan ringe til dig og få en udtalelse om mig som arbejdsgiver - jeg skriver nemlig lidt om det der diplom, I gav mig som byens bedste arbejdsgiver (var det ikke den formulering?). Må de ringe til dig? og hvad er dit nummer i dag? Mvh Anders”
En reference? Altid, Anders. I dag føler jeg mig rørt over at være spurgt. En uge før. Tit får man slet ikke mulighed for at sige farvel. Man må bagefter henholde sig til et surrogat, nemlig den sidste gang. Vi anerkendte hinanden.
Tak. Anders.
Nu er han faldet, og når gravkøerne står klar, vil jeg tænke på Anders. I dag: På hans Birgitte og andre nærmeste efterladte.