NU!!! åbner det - tør du?

- Jeg har det som en økologisk ko, der slippes ud på græs for første gang i år.

Det udsagn har jeg efterhånden hørt masser af gange de seneste par uger. Især blandt kulturfolk som nu står over for den forkætrede og savnede genåbning.

Jeg har det på præcis samme måde. Lad mig komme på græs, i teater, på museum, til koncert, i biografen. Så skal I se mig danse.

Fem måneder har været lang tid. Og det har været en tid spækket med paradokser.

I månedsvis har jeg måttet se kunst på gallerier, men ikke på museer.

Jeg har måttet gå på Dronninglund Kunstcenter, men ikke på Kunstetagerne i Hobro. Sidstnævnte er nemlig et bibliotek.

Gymnasie-elever har modtaget fjernundervisning, mens de sidder sammen på café - for de må ikke mødes på skolerne.

Jagter man paradokser i corona-bekæmpelsen, så har man det let. De står nærmest i kø.

De svære valg

Når man så er færdig med at grine ad paradokserne, så må man - jeg i hvert fald - konstatere, at der også er en vis fornuft der. For myndighederne ser på et brutto-tal for hvor meget, der må være åben. Så når flertallet af folketingsmedlemmer skriger, at de vil have gang i skolerne, så er det naturlige svar:

- Fint nok. Men hvad vil I så lukke?

Det der med, at der er plads til en vis mængde åbne steder, giver faktisk god fornuft. Men der bliver unægtelig stille, når de så konfronteres med, at man bør lukke noget andet.

Til gengæld er jeg dybt måbende over, at kulturen er det sidste, der bliver valgt, når det tales om åbning. På det område er jeg skuffet over politikerne, som jo alle højt besynger kulturen, men som altid også svigter den.

Kulturministeren

Lad gå med at kulturministeren fik sagt nogle uendeligt dumme ting sidste år, da coronaen var helt ny:

- I denne situation skal vi ikke tale om kultur, sagde hun. Eller noget i den stil. Da handlede det om støttekroner til et kulturliv i knæ.

Det var sidste år. Hun burde være klogere nu, da vi har haft et helt år til at indstille os på den nye tilstand. Men man ser hende ikke ude på barrikaderne. Hun er fraværende.

Lad nu hende fare. Det er næppe hende, der skal føre os tørskoede over Det røde Hav. Lige der bliver vi nok nødt til at vente på en ny Moses.

- There is a crack, a crack in everything, that's how the light come in.

Sådan sang Leonard Cohen. Og vi er mange, der kan se lyset lige nu. Klik på linket, for at se/høre.

For nu kommer den store åbning.

Biografer, teatre og spillesteder får lov at åbne nu. Igen: Klik på linket for at se, hvad biograferne viser.

De brølende 20'ere?

Personligt ved jeg, at den kommende uge byder på to film og tre teaterstykker, som jeg skal have anmeldt. Og min sidemand her på sitet, Bent Stenbakken, står over for det samme. Tro mig: Vi kommer til at dele vores oplevelser med jer her på sitet. Vi glæder os som økologiske køer efter fem måneder på tørfoder inde i stalden...

Men hvad med alle I andre? Hvad gør I?

Står vi over for de brølende 20'ere? Efter den spanske syge for 100 år siden sprang folk ud og festede i gaderne. Alt var tilladt. Alle var glade. Alt eksploderede.

Eller kommer vi til langsomt - ganske langsomt og forsigtigt - at krybe ud af vore skjul?

Jeg har talt med rigtigt mange af landsdelens kulturelle aktører derom. Jeg vil ikke citere nogle af dem, for det er sket under former, der ikke har lignet et interview. Det vil derfor ikke være fair. Men jeg har mødt virkeligt mange forskellige synspunkter os dem.

Tør vi gå ud?

Der er faktisk mange af dem, der frygter, at det bliver som sidste år. 

27. maj sidste år åbnede Danmark efter corona-pausen. Der var langt fra trængsel i biograferne, teatrene og på koncertstederne. Jo - der var måske mange lige de første dage. Da skulle Tordenskjolds Soldater have et ordentligt skud kultur. Men sommeren var stille.

Til gengæld var der gang i den i løbet af de tre efterårsmåneder. Der blev solgt to millioner biografbilletter bare til de danske film på kun tre måneder. Hvis sådan noget var dagligdag for filmmarkedet, så var det ikke nødvendigt med filmstøtte!

Denne gang har vi stået fem måneder i den kulturelle stald. Vi er på vej til at blive vaccinerede. Solen stiger og smittetallet falder. Vi har verdens største og mest effektive testkapacitet. 

Alt ligner medvind.

Men tør vi gå ud?

Ingen tør give et præcist svar. Men én ting kan vi love her på Kulturen.NU

Vi går forrest!