Skip to main content
sprogklummen

Psykiatri

I denne uge starter de meget nødvendige politiske forhandlinger om bedre forhold i psykiatrien. Først og fremmest falder nogle virkelig lange ventelister i øjnene. Hvorfor skal man vente over et år for at få lægehjælp til et sind, der er i stykker, når et brækket ben altid bliver prioriteret med det samme?

Det er ikke let at svare på, og det kan denne klumme heller ikke. Men vi kan se på det vanskelige ord psykiatri. Det er som så meget andet inden for lægernes verden et græsk ord.

På græsk har man nemlig et bogstav, som ikke bruges i andre alfabeter. Det hedder ψ [psi], og lyden, det dækker, er ps. Derfor kan man være sikker på, at et ord, der begynder med ps-, stammer fra det græske. Der er nu ikke så mange af dem. Man kunne i gamle dage stave en salme med ps, altså psalme, fordi grækerne brugte den betegnelse for Davids salmer i Bibelen.

Men ligesom psalme med tiden er blevet til salme, både i udtale og stavemåde, sådan går det måske også for de andre låneord, hvem ved. Den danske tunge har i al fald ikke haft let ved at starte et ord med ps.

Man kan møde psudonymer, dvs. ordret løgne-navne, udtalt som det skal, helt uden p-lyd. Hvis en forfatter skriver under et andet, måske opfundet navn, kaldes det et pseudonym [søvdo’nym]. Pierre Andrézel kaldte Karen Blixen sig, da hun udgav Gengældelsens veje. Og Gøngehøvdingen blev skrevet af Carit Etlar, tror vi, men han hed i virkeligheden Carl Brosbøll.

Der findes enkelte andre sådanne ord med ps, men de er få: Man sagde i gamle dage psalter om et strengeinstrument (eller faktisk også om Davids salmer i bogform), psoriasis er en hudsygdom, og psilocybin et aktivt hallucinogen i visse svampe.

Eller kommer de fleste danske ord med ps- fra det græske ord for sjælen: psyke. Læren om den menneskelige inderside er nemlig i vore dage blevet døbt psykologi, og man kan være både psykolog og psykoanalytiker. Man kan få en psykose, noget kan være psykedelisk, der findes psykodrama og meget andet. Og endelig findes der så også nogen med lægelig forstand på de dele: Psykiatere.

Egentlig kunne man kalde dem ’sjæls-læger’, for den anden del af ordet er det græske ord for læge, iatros (udtalt i tre stavelser: i-a-tros). Mærkeligt ord for en læge, synes nogle, men det hed han altså. Som så mange andre fremskridt var de første læger en græsk opfindelse.

Hvis man leder, er der nogle få andre ord, der indeholder det led. En børnelæge hedder en pæd-iater, og specialet pæd-iatri. På samme måde med en specialist i gamle: en ger-iater og ger-iatri.

Så en psykiater er en læge med speciale i psykiske sygdomme, en psykiatrisk speciallæge. Men her opstår der gerne udtaleproblemer. Psykisk er uproblematisk, men når der kommer et -r- ind, stiger kunsten. Læg f.eks. godt mærke til, hvordan politikere udtaler ordene.

Det er udbredt at tale om psykiatrien ved at sige [sykriatrien]. Afdelingen kalder man så [sykriatisk]. Det lille -r- er simpelthen fordoblet, sat et nyt sted hen; det er blevet en del af lydbilledet.

Forklaringen kan være, at man ved, der skal være et -r- et sted, og så udtaler man det der, hvor det er nemmest. Er det ikke lidt lettere at udtale k + r, end det er at udtale t + r? Hvis det er rigtigt, så ligger lydene i [psykriater] bedre i munden end lydene i [psykiatri].

En anden forklaring beror på, at de to stavelser bliver tilnærmelsesvist ens, når man putter -r- ind begge steder. -kri- og -tri-, det rimer. Det minder om dengang, Erik Ninn-Hansen altid talte om socialdemokrater. Han sagde ikke s, o siger so, c, i, a, l siger cial, so-cial. Nej, han talte om sjosjaldemokrater. Sjo + sja, det ligner jo, det er nærmest en gentagelse. En forståelig udtalefejl, men en fejl ikke desto mindre.

Måske har andre end Ninn den samme lydlige gengivelse af sosserne, i al fald er der mange med sykriatrisk. Det er en udbredt fejl, og det kan enhver forvisse sig om ved bare at følge med i de elektroniske medier. Det er ikke så galt, hvis det er politikerne, der sløser lidt. Værre er det, hvis en fagperson heller ikke kan ramme den rigtige udtale. Så føler man sig ligesom hos Flemming Jensen i sketchen om tanefejl hos tanepædagogen.

Arkiv