30. september spiller Bob Dylan i København. I Royal Arena, hvor der er plads til godt 17.000 tilskuere, som hver skal betale mindst 800 kroner for at høre Dylan synge de 17 sange, der har været på sætlisten de seneste mange koncerter.
Der er altså helt sikkert ingen overraskelser i vente på den front, og den kunstneriske kvalitet vil formodentlig også være til at overse. Der vil i hvert fald være rigtigt mange blandt publikummerne, der kun kan gætte sig til Bob Dylans ansigtsudtryk – og mange af de ord, han synger.
Men det gør nu nok ikke så meget, for mange vil formodentlig komme, fordi de – måske – en sidste gang vil nyde at være i samme rum som Dylan.
For en del af publikummerne vil det derimod nok være lidt af et chok, at man ikke kan have sin mobiltelefon fremme under koncerten. Man må gerne havde den med, men den vil så i givet fald blive låst inde i en særlig pose eller taske, som så vil blive låst op igen efter koncerten.
Bob Dylan kan nemlig ikke lide mobiltelefoner. Som han tidligere har sagt under en koncert i 2019, hvor han pludselig stoppede musikken, til en der havde mobilen fremme: Vi kan enten spille eller posere, Okay?
Her er pointen, at han ikke vil filmes af tusindvis af mobiler, når han spiller en klassiker eller en af de nye sange, som man så kan finde igen på Youtube eller andre sociale medier. I tvivlsom kvalitet.
Der kan i det hele taget være mange gode grunde til at bekæmpe mobiler til rockkoncerter. Dels må det være pisse irriterende for kunstnerne – deres forfængelighed ufortalt – at blive mødt med tomme mobillinser, hver gang de eksempelvis spiller et af deres mest kendte numre.
Dels er det helt sikkert også træls, når dem, der står i nærheden af en selv til en koncert, hele tiden skal hive mobilen frem, så man selv mister muligheden for lige at se et glimt af den kunstner, man er kommet for at høre.
Endelig må det også være et tab for den publikummer, der hele tiden skal finde ud af, om det her nu også er noget, der skal filmes, og hvor længe man skal filme.
Forhåbentlig er det drevet af begejstring over musikken, og glæden ved at være til stede netop der og i det øjeblik, men man undergraver jo lige præcis netop denne glæde og begejstring, ved at påtage sig rollen som håbefuld filminstruktør og fotograf.
Så set i det lys, er Bob Dylans kamp mod mobiler til rockkoncerter egentlig ganske sympatisk!
Det problem har man løst til andre arrangementer, eksempelvis i teatret. Her siger man stille og roligt, at man ikke må tage billeder, og at man skal slå lyden fra eller helt slukke sin mobil. Nu.
Problemet er også løst i biografen, hvor man efter reklameblokken minder folk om, at de skal slukke deres mobil. Det sker, at nogen glemmer at gøre det, men det er heldigvis sjældent.
Til klassiske koncerter i et mindre musikhus er problemet også løst – ikke mindst af folks egen selvdisciplin. Klassisk musik og mobiler svinger simpelthen dårligt sammen, så det er i udgangspunktet heller ikke et stort problem her.
Men til store rockkoncerter er det blevet et problem, at alt for mange skal filme alt for meget og alt for tit. Med tab af kvalitet i rollen som publikum. Og så er resultatet af de filmiske anstrengelser på mobilen som regel også af en kvalitet, at ingen gider at se dem. Ikke engang dem, der har filmet dem. For hvor sjovt er det lige at se en 17 sekunder rystet video af en sang og en kunstner, man værdsætter?
Bob Dylan har taget kampen op, for at forsvare intimiteten ved en koncert med ham. Fint nok, men så er det, man lige bør spørge, hvorfor fanden han egentlig vil spille i Royal Arena. En lokalitet, han muligvis også får relativt svært ved at fylde. Og hvor hovedparten af publikummer først og fremmest vil opleve Dylans sædvanlige manglende nærvær på alt for stor afstand.
Med en erfaring Dylan efterhånden har med sig, burde han vide, at han er bedst i koncertsale, med plads til omkring 2-3.000 publikummer. Her kan alle være med i overskueligt nærvær. Inklusive Dylan selv, hvis han har en af de dage.
Der er altså tale om en interessant kamp. På den ene side udviser publikum manglende hengivenhed og opmærksomhed i forhold til Bob Dylan, og på den anden udviser Bob Dylan manglende empati med et publikum, der ikke kan undgå at opleve det hele på uovervindelig afstand. Ja, det er lige før man får den fornemmelse, at Bob Dylan også reelt fører krig mod dynamiske rockkoncerter. Denne konflikt kan kun løses, hvis begge parter bevæger sig tættere på hinanden.
p.s. Bob Dylan spiller også i Flensburg. Her er kapaciteten godt 6000 tilskuere. Og for os i Nordjylland er det faktisk tættere på. Så skal man endnu engang – eller første gang – være i samme lokale som en af de store, vil jeg da nævne Flensburg som en mulighed.