Ikke diskutere - men svine til

Hvis man vil holde sig løbende orienteret og – navnlig – deltage i den altid nødvendige debat om samfundsforhold, så er det simpelthen et must, at man skal være på de sociale medier.

Det er ikke nok at abonnere på et par aviser, en lokal/regional og en landsdækkende i mit tilfælde, eller at  lade fjernbetjeningen danse samba over det næsten ubegrænsede udbud af nyheder på skærmen – og i baggrunden kværner den gode gamle radio med nyheder hver hele og halve time.

Med en fortid i mediebranchen, den trykte såvel som den elektroniske, er jeg – trods en gulnet dåbsattest i skuffens dybeste gemme – stadig en hund efter nyheder.

Og nu, da jeg er trådt ind pensionisternes geledder og er fri for at iagttage journalistisk neutralitet/obektivitet, kan jeg omsider få afløb for min trang og lyst til at blande mig i debatten.

Og det er her, de sociale medier kommer ind i billedet for alvor. Selvfølgelig kan jeg skrive et læserbrev til avisen, men jeg ved ikke, om det bliver optaget – eller hvornår.

Aktualiteten og argumentationen kan være gået fløjten, inden de oratoriske guldæg dumper ind ad brevsprækken eller bliver tilgængelige i avisens elektroniske udgave.

På Facebook, Twitter og alle de utallige andre sites, kan jeg derimod få øjeblikkeligt afløb for mine synspunkter, frustrationer og mere eller mindre underbyggede meninger om alt mellem himmel og jord – eller Mellemøsten, USA, Putin, folketinget, byrådet og forholdene i Aalborg Freja.

Og naturligvis har alle de etablerede medier jo også givet deres seere, lyttere og læsere mulighed for at bidrage til debattens malende mølle.

Så det er bare med at tage for sig på hylderne. Og det gør folk. I en grad og et omfang, der nærmest er svimlende.

Ikke diskutere, men svine til

I bund og grund er jeg tilhænger af den enorme mulighed for at komme af med meninger og holdninger, som de sociale medier tilbyder. Der er jo tale om en nem og let adgang til den grundfæstede ret til at ytre sig.

At udkommet på de sociale medier så ofte peger i retning af, at mange skribenter mest opfatter det som en pligt at ytre sig, må man bære over med.

Hvad jeg derimod umuligt kan affinde mig med i længden, er den kendsgerning, at den nemme adgang til at ytre sig har forvandlet store dele af debatten på de sociale medier til en fritløbende og ildelugtende kloak af nedrigheder og gemene løgne.

Her skvulper racisme, xenofobi og injurier rundt sammen med almindelig mistænkeliggørelse, ondsindet motivfortolkning og bevidste fravalg af alt, hvad der minder om reelle fakta. Konspirationsteoretikernes motorvej.

Jeg følger med, så godt jeg kan – og pipper med i samme omfang. Om stort og småt, men primært om, hvad der interesserer mig, og vor jeg bilder mig ind, at min ringe mening kan have andres interesse.

Med det som udgangspunkt er jeg aktiv deltager i et Facebook-forum – ”Aalborg diskuterer politik” hedder det.

Fordi jeg interesserer mig levende for, hvad der sker i min by, også og ikke mindst på det politiske område. Jeg overvejer kraftigt at melde mig ud. For man diskuterer kun i ringe grad. Til gengæld svines der til i et omfang, som man ikke troede muligt.

Luk røven

Luk røven. Idiot. Væk med lortet. Korrupte hele bundtet. Kør dem ud på røv og albuer. Nasserøve. Svindlere.

Det er citater fra et forum, der giver sig ud for at ville diskutere. Ordene er ikke møntet på mig, men mestendels de politikere, vi har valgt til at agere og tage ansvar og træffe beslutninger på vores vegne.

Jeg er indtil videre sluppet nådigt, men har dog fået besked på at ”fise tilbage til fjernsynet”, ”holde min kæft” og være en ”bedrevidende nar”.  Det sidste lever jeg fint med, for det skal jo nok i et eller andet omfang være rigtigt.

Det er især i den standende religionskrig mellem tilhængere og modstandere af Egholm-forbindelsen, at det oratoriske stalinorgel går amok. Ærgerligt, for det er en vigtig sag – og jeg skylder da også at anføre, at der naturligvis også er mange lødige og saglig indlæg pro et contra, men de drukner i dunsten fra kloakkens dyb.

Plusbus-projektet er også kommet i søgelyset, og jeg må forså, at flere mener, at borgmesteren i egen person bør gå ud og fjerne efterladenskaberne fra det entreprenørfirma, der gik konkurs og som nu forsinker projektet.

Enhver saglig bemærkning om behandling af et konkursbo og retslige forhold i den anledning, fejes ned i udgravningerne med en konstatering af, at borgmesteren og det meste af byrådet er lallende nulliteter, der burde sættes fra bestillingen og i øvrigt betale ekstraudgifterne af egen lomme.

Provokerede mig

Det sidste provokerede mig i en sådan grad, at jeg spurgte skribenten om han selv ville stille op på de betingelser. Det fik jeg aldrig noget svar på. For man skal jo ikke stå til ansvar for sine ytringer eller tænke over konsekvenserne af dem.

Og her er vi fremme ved pointen:

De sociale mediers natur er, at alt foregår her og nu og i en rivende strøm. Det er nærmest forbudt at tænke sig om, substans, fakta, respekt og lødighed er ukendte størrelser i den ligning, der mest af alt går ud på at få luft for egen indebrændthed og fortælle andre, hvor skabet skal stå.

Og så lukke ned og overlade det brydsomme ansvar til alle andre. Tastaturkrigerne dukker sig altid i den omkostningsfrie skyttegrav.

Jeg har i al stilfærdighed prøvet at foreslå én af de flittige debattører, at han som et minimum prøvede at undersøge sagen, han blandede sig i, bare en lille smule.

Jeg fik besked på bare at lukke røven. Det gør jeg så.

Indtil videre!