Hvilket dyr var 2021?

Vi har igen rundet et nyt år, og det giver anledning til at reflektere over det forgangne og se frem. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet: Hvis 2021 var et dyr, hvilket dyr ville det så være?

Det har været et kontrastrigt år, og ud fra et museumsperspektiv er det et år, der både blev indledt og afsluttet med nedlukninger. Knap hele første kvartal var museerne lukket ned, og glæden var derfor stor ved genåbningen. Vi var alle kåde som køer, der bliver lukket ud på græs, som det så sigende er blevet beskrevet, da dørene igen blev slået op til kulturinstitutionerne 21. april.

Hen over sommeren blev tyren taget ved hornene, alle sejl sat til over det ganske land for at bringe så mange opsparede kunst- og kulturoplevelser ud over rampen som døgnets 24 timer nu tillader det. Og sikken en energi det gav os, der arbejder på en kulturinstitution, for det er jo publikum og vores gæster, vi er her for – for at give dem berigende, tankevækkende og inspirerende kunstopleverser, og igen at mærke nærheden, det fysiske møde og at salene igen summede af liv. Støt og roligt kom vi alle ud af vores små huler, og som stærke muldvarpe, der skød jorden væk, gravede vi os igen ind i et pulserende liv af store fælleskabsoplevelser og samvær på tværs af generationer.

Gepardens smidighed

I efteråret blev der så med gepardens smidighed og hurtighed spurtet igennem, da kunstmuseets første julemarked for kunsthåndværk og design blev udviklet og afviklet med stor succes 27. november. Men bedst, som vi troede og håbede, at corona havde sluppet sit tag, stormede den frem og medførte en ny nedlukning i december.

Indimellem kan det godt være en anelse svært at forstå logikken i hvor og hvordan nedlukninger udmøntes. For eksempel bliver jeg ofte mødt med spørgsmål om, hvorfor museet nu er lukket ned igen? For der er både god plads og mange kvadratmeter at fordele sig udover. Og bemærkninger, som museerne er da et sikkert sted at besøge, eller hvorfor man fx godt må sidde i en biografcafe, men ikke kan gå ind og se en forestilling, falder ofte for tiden…    

Dvæler jeg lidt længere ved tankeeksperimentet og viderebringer dyremetaforerne til dér, hvor vi er nu, hvor 2022 netop er skudt i gang, er min tanke: Kulturinstitutionerne er klar til at sætte i gang, så snart klokken lyder. Som væddeløbshesten, der dirrende står med hver en muskel spændt i startboksen og er klar til at springe frem. Lige nu holder vi tøjlerne frem til 17. januar, og når boksen åbner, bliver det i fuld (champagne)galop.

Godt nytår!