Velkommen til første dag med nedlukning af kulturlivet.
Jeg havde ikke ventet det, men jeg er ikke overrasket.
Den nye virkelighed er, at jeg nu kan tjekke ind på et morgenværtshus klokken 05. Her kan jeg sidde og høvle bajere og bittere indenbords i mange timer. Når jeg så er blevet i tilpas lystig stemning, så kan jeg gå hen i den lokale kirke. Her kan jeg rejse mig og sætte mig utallige gange under ceremonien, og jeg kan brøle med på de mange salmer. Det handler blot om at få luften med helt nede fra de fjerneste afkroge af lungerne. Så bliver det kraftigt.
I kirkerne skal der være to kvadratmeter per person.
Er jeg træt nu?
Nejda. Jeg skal hen i motionscentret. Når jeg går ind, har jeg mundbind på, men når jeg sætter mig ved maskinen, så smider jeg bindet. Man kan jo ikke trække vejret gennem disse fem lag foldede toiletpapir. Det dur ikke, når man motionerer. Jeg straffer jern, som det hedder nu til dags. Får pulsen op. Trækker vejret som en blæsebælg.
Og jeg har stadig ikke gjort noget ulovligt.
Godt fuld og godt forpustet kunne jeg nu tænke mig at gå i biografen for at slappe af og lade mig underholde.
Det må jeg ikke.
I biograferne er salene sjældent halvfulde. De er sjældent kvartfulde. Biografer viser film i døgndrift næsten. Derfor er belægningsprocenten til hver enkelt film ikke så voldsomt. Jeg husker ikke, hvornår jeg senest har været i biografen, hvor der har været mindre end 10 kvadratmeter per person.
Når jeg er i biografen, sidder jeg stille. Musestille. Jeg holder munden lukket. Jeg holder kæft. Der kommer så godt som intet ud og ind af næsen andet end en stille brise.
Men jeg må ikke. Det er farligt.
Jeg må gerne gå i Salling eller i Brugsen. Der er tæt af mennesker. Men det er anerkendelsesværdigt. For det er jo handel, og den slags må man ikke forstyrre. Corona eller ej.
Udendørs fornøjelser som for eksempel en tur i zoo er ligeledes lukket land. Her er folk ganske vist udendørs, og vi er blevet tudet ørene fulde med oplysninger om, at corona-smitten er næsten nul, når vi færdes udenfor. Men nej. Fra og med søndag er det blevet farligt land.
Med de smittetal, vi har set i denne uge, er jeg 100 procent enig i, at der skal ske noget. Men jeg tror, at de mennesker, der har rådgivet regering og folketing i denne sag, bruger mere tid på at kigge i mikroskop end at gå i teatret. Har de overhovedet set et museum indefra? En biograf?
Det kan jeg ikke forestille mig.
Julehandel og julegudstjenester er vigtige i disse dage. Langt vigtigere end sundhed. Og når man ikke vil lukke den slags, så napper vi kulturlivet i stedet. Igen.
Jeg er godt muggen!
Her på Kulturen.NU er vi også mugne. Men nu går vi i tænkeboks for at finde ud af, hvad vi i stedet kan servere for jer. For vi lover, at vi vil anstrenge os for at give jer gode læse-oplevelser også de kommende fire uger, hvor alt er lukket.
Vi ved ikke helt hvordan. Endnu. Nu lægger vi hovedet i blød.
God jul til jer alle. Selv om der er fem dage til jul.