I forbindelse med et arrangement for en uges tid siden havde AKKC besøg af ”blærerøven” Mads Christensen. Mads mindede mig om vigtigheden i at blære sig – og at det er helt okay, at være stolt af det man gør, og det man kan.
Normalt spiller vi nordjyder ikke for højt på vores egen trompet, men det burde vi!
Snakken med Mads Christensen sendte mig direkte tilbage til 2019, hvor MigOgAalborg skrev sommerhilsner fra aktører i Aalborgs by- og kulturliv. Og bare for at blære mig, så var jeg den første, der fik lov at sende min hilsen ud til byen.
Dengang havde jeg holdt båltale til Sankt Hans. I talen sagde jeg, at i stedet for at sende heksen til Bloksbjerg, skulle vi i stedet smide Janteloven på bålet og følge det, jeg kaldte Aalborg-loven. Aalborg-loven består af tre simple paragraffer:
1: Aalborg er noget vi er sammen!
2: Sammen gør vi Aalborg til en fantastisk turistby, kulturby, hjemby, kongresby, universitetsby – VORES by!
3: Sammen skal vi fortælle hele verden om vores fantastiske by!
Belæg for blær
I 2019 var Aalborg nummer 8 på New York Times Must-See-liste. Vi var nogle år før blevet kåret som Europas lykkeligste by. Og allerede dengang havde vi Europas bedste ingeniøruddannelse. I 2022 er Aalborg Lufthavn kåret for at have den bedste lounge i verden.
For femte år i streg har vi Europas bedste ingeniørstudie på Aalborg Universitet – og generelt er vi nummer to på listen over studiebyer i Danmark. Vores zoo er kåret som den næstbedste i hele Europa, og vores universitetshospital er Danmarks bedste til at behandle hjerte-kar-sygdomme. Så der er eddermame noget at trutte i trompeten over!
Blærerøv eller hængerøv
Aalborg kan noget helt specielt. Vi er forgangsby på store dele af den grønne omstilling og de bæredygtige tiltag. Vi kan samle byens kræfter og stable projekter på benene, som de fleste andre byer har svært ved. Og så kan vi drikke kaffe!
En af de ting, jeg især er stolt over – og blærer mig meget med – er når jeg får besøg fra et af verdens mange hjørner og ser gæsternes forbløffelse over, hvilket kraftværk en kop kaffe og en snak i Aalborg gemmer på.
”I er sgu lidt specielle her. I ringer jo bare til hinanden, drikker en kop kaffe, finder en løsning og så sker tingene bare?!” Ja do ka’ tro. Det skal lige siges, at dem der kommer udenbys fra, er lige så forbløffet over denne evne, som dem, der kommer udenlands fra.
I Aalborg kan vi arbejde sammen på kryds og tværs som ingen andre. Men alt det fantastiske Aalborg kan, bliver kun kendt hvis vi tør komme ud med det. Vi kan være blærerøve eller hængerøve. Vi kan trutte i trompeten, eller vi kan sætte en prop i.
Når vi er ude i verden, fra Thailand til Thy, som person eller skærmbillede, skal vi turde fortælle om alt det, vi som by kan. Vi skal være stolte over, hvor pissedygtig, flot og god Aalborg er – og vi skal invitere verdens folk til selv at opleve det.
Jeg blærer mig gerne; det vil være at gøre verden en tjeneste.