Jeg tænker tit for mig selv, at det ikke er nemt at være kunstner i dag. Nu er vi ved at være ude af coronaens kløer, og så kommer man i tanke om, hvad der ellers plejede at være og er af problemer i vores erhverv. Den evige skyldfølelse over at holde fri, trangen til at skabe på de mest tossede tidspunkter af døgnet, underlige arbejdstider og meget, meget mere.
Det er et hårdt arbejde, og jeg lover jer for, at det også er det hele værd, men det er hårdt, for man skal leve op til sine egne forventninger, i mit tilfælde også til mine koristers forventninger og samtidig tage sig af et publikum.
Men i går slog det mig: Det er heller ikke altid nemt at være publikum. Vi gør så meget for at komme ud over scenekanten - og misforstå mig endelig ikke. Jeg er vild med det! Både at gøre det, men sandelig også at modtage det. Jeg skriver denne klumme efter at være kommet hjem fra teatret. Jeg har været på Teater Nordkraft og set deres nyeste forestilling “Dekalog”. Billetterne har jeg haft liggende i halvandet år, for jeg fik dem i efteråret 2020 efter et af mine kor, Livsværk, deltog i tilblivelsen af traileren.
Jeg synes, at det er en fantastisk forestilling, og jeg forstår godt alle de stjerner, der bliver givet i diverse anmeldelser - også her på Kulturen.nu har den fået mange stjerner, selvom Max Meldgaard ligesom jeg heller ikke er helt med på handlingen efter første akt, men efter anden akt får man en smule mere sat på plads af historien.
Jeg kan godt lide at blive inddraget, når jeg er i teatret - især hvis det er med humoren som udgangspunkt. Man sidder alligevel skjult af mørket, og det er kun dem lige ved siden af en, der er klar over, at det altså var dig, der blev peget på under spøgen. I Dekalog bliver man sprøjtet på fra et kæmpe vandbassin i midten af den virkelig flotte scenografi, så man inddrages, som var man en tur i vandrutsjebane i en forlystelsespark. Man får i det hele taget en oplevelse af at være en del af stykket, når skuespillerne render nede blandt publikum. Når man bliver interageret med, holder man sig vågen og fremme i stolen, og det er da godt til os ikke bare at sidde og gemme sig i teatermørket.
Det kan være grænseoverskridende, jo vist, men jeg synes egentlig, at skuespillerne er ret gode til at tage hensyn til, hvad publikum udsender af signaler. Og måske er det noget, vi skal øve os i - at gå med flowet, når vi bliver interageret med fra scenekanten.
Det bliver umiddelbart og sjovt, og så laver vi også lidt, når vi sidder der. Det er næsten kun fair, når skuespillerne, musikerne, danserne m.fl. farer sådan rundt for at tilfredsstille publikummet. Vi kan godt blive et bedre publikum.
Jeg har aldrig været glad for at flyve, så jeg er ikke rigtig kommet mig over “klap når vi lander”-oplevelsen. Jeg gør det gerne, for ærligt talt er jeg altid lettet, når jeg er på landjorden igen til tonerne af min lette-lande-sang “Don’t worry, be happy”. Hvis nogen begynder at klappe, hopper mange andre med på den. Og jeg har det på samme måde, når nogen giver stående bifald, så kan man altså godt lige gå med på den! Det er bare god stil, og det gør jo en kæmpe forskel for den, der har præsteret, når folk rejser sig af begejstring. Så når en kvinde sidder hårdnakket på første række og nægter at rejse sig - som den eneste, så kan jeg ikke lade være med at blive en smule ærgerlig. Vi må gerne være høflige og tænke over vores signaler, når vi sidder som publikum. Vi ved, at der er mere fokus på det negative i vores eget hoved, og derfor kan det, at en bliver siddende som den eneste, gøre at alle vores andres stående applaus falder til jorden.
Øv!
Uanset om vi kan lide oplevelsen eller ej, kan vi anerkende et hårdt stykke arbejde. Og så skal man aldrig være bange for at grine, græde, blive provokeret eller vred, når man sidder i teatrets mulm og mørke. Det er så godt for os at reagere og være umiddelbare, for vi kan lære os selv at kende på den måde og finde ud af, hvad vi godt kan lide og ikke kan lide.
Det er selvfølgelig ikke sikkert, at man bliver underholdt af det, man har købt billet til - og så kan det også føles mærkeligt at sidde og sige “nææh, haha, uhh”, men vi rammer plet en gang imellem, eller det håber jeg, at vi alle gør! Ellers kan jeg varmt anbefale jer at tage på byens teatre (eller landets i det hele taget) og til alle de fantastiske koncerter, der bliver spillet hver eneste dag.
Jeg føler mig privilegeret over at have et arbejde, hvor applaus er en del af jobbet, og det føler jeg mig naturligvis meget, meget beæret over, men det er som jeg tidligere skrev også hårdt at blive bedømt af fremmede mennesker i mit arbejdsliv hver dag, derfor gør jeg også selv meget ud af at være “på” som publikum. Jeg smiler, sidder med åben mund og polypper når noget fanger mig og klapper storslået og siger piftelyde, når noget virkelig er godt.
Vi skal bakke hinanden op i kulturen og i livet, og så kan vi hæve kvaliteten og niveauet, fordi vi støtter op og gør hinanden bedre.