Skip to main content
Lørdagsklummen

Jeg glemte mit coronapas - men jeg er vaccineret

Med de nuværende restriktioner er fremvisning af gyldigt coronapas en forudsætning for et museumsbesøg. Derfor oplever vi desværre også næsten dagligt at måtte afvise folk, der ikke har fået det med, eller hvor det er udløbet.

Gæsterne tager afvisningen pænt, de fleste ved godt, at coronapasset er nødvendigt, men ærgerligt er det, når de nu har besluttet sig for at bruge dagen på et museum. Information og kørselsvejledning til nærmeste lyntest giver vi gerne, men det kolliderer ofte med de fælles museumsoplevelser, når den ene part eller flere fra samme gruppe må forlade selskabet for at blive testet.

Coronapasset er vigtigt, men de pludselige indskydelser og spontane museumsbesøg er i sagens natur en udfordring. Sidste weekend, nærmere bestemt lørdag, begik jeg selv en regulær tanketorsk. Jeg skulle deltage i et arrangement mandag aften med krav om coronapas. Så mens min bedre halvdel var opslugt af Tour-starten, smuttede jeg omkring et PCR-testcenter, og spontant tænkt ved mig selv, at jeg lige kunne lægge et besøg ind på et kollegamuseum på vej hjem. Indtil det slog mig, at det kan jeg jo ikke uden gyldigt coronapas – altså testsvar, hvilket udløste en del humoristiske kommentarer ved hjemkomsten.  

Glem coronapas

I juli måned sidste år oplevede mange museer en tilstrømning af gæster, og museerne var en del af regeringens sommerpakke med halv pris på fx museumsentré. I år er museerne ikke tænkt ind på lignende vis. Hvad er det så for en juli, vi nu ser ind i? På Vendsyssel Kunstmuseum havde vi i tilsvarende måned sidste år fx besøg af rigtig mange børnefamilier, men udover de manglende spontane museumsbesøg oplever vi også, at familie- og gruppebesøg er udfordret af planlægning og logistik.  

Så hvad gør man, hvis man har glemt coronapasset? På VKM rykker vi også ud af matriklen og ud i byrummet. I Hjørring har Hjørring Handel lanceret projekt Sommerby med masser af forskellige events, sjove aktiviteter, musik og små oaser i gågaderne. Hen over sommeren kommer det til at summe af liv i midtbyen, og kulturinstitutionerne rykker ud i byen. Der er lagt op til en helstøbt oplevelse af Hjørring som både Handel- og Kulturby.

Kunstmuseet rykker i juli ud i byen med kreative workshops, hvor man selv kan prøve kræfter med garn, minivæve og strik med afsæt i den aktuelle sommerudstilling I tråd med naturen – gobelinvæveren Jenny Hansen. Og bliver man inspireret til at se gobeliner i lange baner i den tidligere klædefabrik, er der kun et stenkast op til Vendsyssel Kunstmuseum. Vi ses – med eller uden coronapas – inde eller udenfor.

Rigtig god sommer til alle!

 

Arkiv